189 Pedersker
Pedersker
Kirkeby og Stationsby
Pedersker kirke og sogn er viet til apostlen Peter, og første gang man læser om denne lokalitetet på Bornholm er i nogle kirkelige indberetninger fra 5. juni 1429: "sancti Peters kirke sokn".
Kirken er helt igennem romansk med det oprindelige kor og apsis samt skib, opført af silurkalksten. Vesttårnet er nyere, opført i kløvet kamp i 1500-tallet, og våbenhuset er bygget så sent som 1864 i mursten som erstatning for et ældre.
Sognets kraftcenter har ligget omkring kirken. Præstegården og Degnegården lå umiddelbart syd for og i forbindelse med Kirkemøllen var der etableret et bageri og en kro!
Kirke Bye, middelalderens Pedersker Kirkeby omfattede samlingen af gårde syd for kirken samt Præstegården.
Kirkemarken syd for kirken og langs nutidens Baunevej til Baunehøj er en del af den senglaciale israndslinie, som blev dannet under isens afsmeltning i den sidste fase af seneste istid.
På Hammers Kort fra 1746-50 benævnes området Pörre Bakken, hvilket må bero på en afskrivningsfejl.
Stednavnebogen henviser til Bugges Kort fra 1771, hvor stedet netop havde navnet "Tørre Bakken", hvilket skulle skyldes stedets ekstreme tørhed om sommeren.
I nyere tid er det samme område omtalt som Havrebakken, hvilket må være et nyere lokalt navn med henvisning til den afgrøde, der bedst kunne vokse på den tørre bakke: Havre.
Grusforekomsten har været genstand for en større graveaktivitet i mere end 100 år og de udgravede hulheder er senere og før BOFAs dannelse flere steder blevet fyldt op med sognets renovation.
Længere mod syd var Bavnen stillet op på sin Bavnebakke. Ligeledes havde man en Bakke Mølle, og Geodætisk Institut har i nyere tid oprettet en Trigonometrisk Station på det allersydligste højdedrag.
Siden isens afsmeltning og langt op i middelalderen har det vandløb, der har afvandet Lange Myr og omgivende engarealer, haft sit løb umiddelbart nedenfor Tørre Bakken.
De sidste rester efter en tidligere større beboelse på fortidens Tørrebakke er fem fredede bautasten på Degnegårdens marker samt Munkealteret ved Baunevej tættere på kirken.
Et stykke vej længere mod øst er der ved Stenebjerg et fredet dysseanlæg i form af en Langhøj.
Den daterer sig til den ældre del af yngre stenalder, altså for ca. 5.500 år siden, men den har aldrig været rigtigt udgravet. Måske dækker den over et eller flere gravkamre.
Højen er på de tre sider omgivet af 14 op til 2 meter høje isskurede sten, og på det sydøstlige hjørnesten kan man tælle flere end 34 skålgruber!
Da andelsbevægelsen fik greb i gårdejerne i Pedersker, besluttede man sig i 1888 for at bygge et mejeri midt ude på mark ved Ølenevej syd for Slettegård. Det var starten på et nyt samfund, og mejeriet virkede det som sådan frem til 1971.
Jernbanen kom til år 1900, og stationen blev bygget et stenkast fra mejeriet, mere end en kilometer fra kirken.
Og så gik det slag i slag som i andre spirende stationsbyer rundt om på øen.
Brugsen blev bygget i 1902, forsamlingshuset i 1904 og herefter diverse servicefaciliteter som bager, købmand, smed og slagter.
Åndslivet har været stærkt i Pedersker og missionshuse for Indre Mission, Luthersk Mission og Metodisterne blev opført hhv 1923, 1935 og 1931.
En centralskole blev bygget i 1940 midt mellem kirken og Stationsbyen, og siden 2004 har den virket som Sydbornholms Privatskole.
Jernbanedriften blev nedlagt i 1968, men Pedersker har som bysamfund overlevet bedre end andre tilsvarende tidligere stationsbyer på grund af det efterhånden store opland af nybyggede sommerhuse i Pedersker Sømark.
Ligeledes er der dannet en Lokalforening, der er meget aktiv og bestyrer en spændende hjemmeside. Tryk her og læs mere.
Hvert år besøges Pedersker Kirke af repræsentanter for USA og England for at lægge kranse på en grav, hvor to soldater fra disse to lande er stedt til hvile.
I Jul på Bornholm fra 1985 har Major H V Jørgensen skrevet om disse to soldaters skæbner
Viborg Torv
På Generalstabens Topografiske kort fra 1883-1887 ses et hus for enden af Grammegårdsvej. Det er væk nu, men det hed Viborghus.
Navnet skulle efter overleveringerne skyldes en person med slægtsnavnet Viborg og som lokalt kaldtes "Viborgijn", deraf navnet på den plads, hvor Aakirkeby-landevejen, Grammegårdsvej, støder på Søndre Landevej
