Vestre Sømark

Gedebak Odde

Firehusene

Egilsholm

Sortspættehærværk

Medens Østre Sømark blev bygget op omkring et ophalersted og senere øhavn helt ude på kystskrænten i anden halvdel af 1800-tallet, har Vestre Sømark eksisteret som et mindre landbrugersamfund endnu længere tilbage. 

Med navnet "Fiere Huusene" anføres på Hammers kort fra 1746-50 et antal udbyggerhuse i lyngen SV for Baunet og 5. Vornedegård Pilegård ved nutidens Vestre Sømarksvej.

Men her har de ligget længere tid tilbage, for allerede i 1679 havde Amtsskriver Aug. Deckner indberettet forhold omkring dem til Rentekammeret. 

Midt i 1800-tallet lå husene der fortsat. Nu var der foretaget en udmatrikulering af Pedersker Sømark, og alle ejendomme nærmest havet fik af Kongen tildelt en strimmel sand mod at man tilplantede den med skov!

Hovedparten af området blev tilplantet med skovfyr, og mange af de naturhistoriske værdier i form af fugtige klitlavninger og deres særprægede flora forsvandt gradvis. 

I anden halvdel af 1900-taller er der herefter sket udstykninger af de samme strimler sandjord til sommerhusbebyggelse. Kun få arealer ligger hen uden bebyggelse, og her kæmper hedelyngen med skovfyr og bævreasp om herredømmet.

I Vestre Sømark er der i dag mere end 100 sommerhuse på lodder, der tidligere har været "golde" strandbakker. Men, ikke alle ejere af fortidens strandbakker har kapitaliseret arealerne, og et af disse er matr. 97, der i sin tid har været ejet af Doktor Lassen. 

Doktor Lassen kom til Bornholm i 1938 og købte denne strandgrund i Sømarken, hvor han hegnede sig inde på godt 21 tønder land og byggede et bjælkehus efter inspiration fra nogle rejser i Canada. 

Her boede han i flere år ensomt og lidt sky overfor fremmede. 

Doktoren døde i 1970, og arealet er siden overført til Staten, som fortsat har det liggende ubebygget og åbent for almenheden.

 

En anden lokalitet, der i flere menneskealdre har været et synonym på disse strandbakker er Gedebak Odde. 

Men, selvom navnene Geddebar Riff og Geddebar Steen allerede optrådte på Hammers Kort fra 1746-50 er man i forklaringen af navnet noget usikker. 

I tidens løb har der på skrift og kort for den landfaste udposning på kysten optrådt navne som Gedde Odden, Giedebaksod, Gjedebæks-Odde og Gedebak Odde. 

Ude i havet har der været lokaliteter som Gedebakshul, Gedebaksrev og Gedebakstene i forskellige staveformer. 

På grund af de vekslende skrive- og udtaleformer de seneste 250 år er forleddet "Ged" uvist, men navnet synes i den almindelige udtale at være ejefaldsformen for en Gedebag, bagdelen af en Ged. 

I så fald kan associationen have været knyttet til en eller flere af de store sten, der i stille vejr rager op over vandet og samlet danner det for skibsfarten farlige Gedebaksrev. Som rent geologisk må anses for at være en manifestation af en sen stilstandslinie under isens afsmeltning for små 15.000 år siden. 

I disse strandbakker har Pedersker Sogn haft sin egen landingsplads for småbåde, "tangplads" og sandafhentningssted for enden af Gedebakvej, den midt i 1800-tallet udmatrikulerede lod nr. 159. 

I forbindelse med fredningen af Strandmarken i 1970'erne blev det noteret, at:

Efter begæring af fredningsplanudvalget for Bornholms amt den 26.februar 1970 er der ved bekendtgørelse i Statstidende for den 7.marts 1970 og i de to lokale dagblade rejst fredningssag angående ejendommen matr. nr. 159, Pedersker sogn, med henblik på etablering af en fredningsordning:

"Pedersker kommune, der pr. 1.april 1970 er inddraget i Åkirkeby kommune, og som formentlig var ejer af nævnte ejendom, men uden tinglyst adkomst, har den 10.februar 1970 tiltrådt en deklaration:

"Undertegnede sogneråd pålægger herved for os og efterfølgende ejere, den Pedersker kommune tilhørende ejendom matr.nr. 159, Pedersker sogn, følgende servitutter:

Ejendommen fredes, således at ændringer i den bestående tilstand, bebyggelse, hvortil medregnes skure, kiosker, lysthuse, badehuse og lignende, udstykning og erhvervsmæssig udnyttelse, bortset fra vedligeholdelse af skovdrift, ikke må finde sted, og således at det skal være offentligheden tilladt at opholde sig på og bade fra det fredede areal.

Sandafhentning må kun finde sted til husbehov for oplandets beboere, samt til mindre industrielt formål, i samme omfang som nu (Neksø Mørtelværk, ca. 3 ugentlige læs).

Spørgsmålet om sandafhentning tages af de påtaleberettigede op til overvejelse efter fem år fra denne deklarations tinglysning at regne. De påtaleberettigede vil herved kunne få et bedømmelsesgrundlag for afhentningens eventuelle skadevirkning på den fredede ejendom og tage stilling til, om yderligere indskrænknineer bør fastsættes.

Campering, teltning, anbringelse af hegn og anden afspærring, anvendelse af transportable radioer og brug af ild af enhver slags forbydes.

Under sædvanligt ansvar tillades rygning uden for nåleskov og lyngbevoksede arealer uden for tiden 1.april til 1.oktober,samt på den ubevoksede strandbred.

Pligt til renholdelse af arealet påhviler Pedersker kommune.

M.h.t. spørgsmålet om de på ejendommen værende 7 fiskeredskabshytters lovlighed og forbliven, må Udvalget forbeholde sig sin stillingtagen..."

 

Og de 7 såkaldte fiskeredskabshytter ligger her fortsat, dog en er ved at være stormskadet og gjort uanvendelig som sådan midt i den yderste høje kystklit. Se nærmere ved at trykke her. 

Følger man kysten længere mod vest ud mod Raghammer, passerer man Svenskevigen, endnu en samling større sten i et mindre rev med den store Sønder Sorte Hatt samt Jydisbee Odden. 

Odden har fået sit navn ved at ligge ud for 8. Vdg., der midt i 1700-tallet hed Jydegaard, opkaldt efter slægten Jyde. 

Et andet navn er Jydesbo Odde, og det forklarer, at der her har ligget en "bod", et fiskeskur tilhørende familien Jyde. 

Den sønder Sorte Hatt er den største i en større samling sten, Sorthatterevet, en anden af datidens mindre ophold for isranden i dens tilbagerykning for omkring 15.000 år siden, og så er der lokaliteten "Svenskevigen". 

Lokalhistorikeren Peter Thorsen har ment, at den har fået dette navn efter nogle skibe af den svenske transportflåde, som strandede i 1678. Læs mere her. 

Bebyggelsen i Vestre Sømark fortoner sig i fyrreskoven længere mod vest, men er afgrænset af de markeringspæle, der afgrænser det militære øvelsesterræn på Raghammer.

Egilsholm

Af større bebyggelser i denne strandmark er Egilsholm, der som feriekoloni for ”at bringe svagelige, fattige Drenge fra Kjøbenhavns Kommuneskoler Kræfter til at fortsætte Undervisningen om Vinteren, særlig de kirtelsvage, anæmiske og underernærede Drenge fra 10 til 14 Aar” blev bygget på Baunegårds strandmark i 1917 efter tegninger af den dengang kendte københavnske arktitekt V H Hammer.

I 1940'erne blev der bygget en Strandpavillon for enden af Baunevej, og her søgte bornholmerne til for at nyde udsigten og fru Paulsens lækre kalvesteg med hvide kartofler, brun sovs samt surt og sødt. 

Det er den samme bygning, der senest ved en transformation og et udsøgt spisekort er blevet kendt som "Kadeau".

Sortspættehærværk

Midt i 1960'erne optrådte nogle i starten uforklarlige "hærværk" på nogle af sommerhusene i området. 

Det viste sig, at det var den forholdsvis nyindvandrede og fredede fugl Sortspætten, der skaffede sig nogle hulheder til at overnatte i - og sommerhusene stod som bekendt tomme efterår og vinter!

Efterhånden som fuglene havde fået udmejslet et tilstrækkeligt stort antal huller i områdets fyrretræer, holdt hærværkene op, og fuglene kunne indtage de naturlige hulheder som overnatningssteder.

Tryk her og se en Sortspætte-hun ved sit redehul. Bemærk, den er ringmærket! 

Men, efter at Bornholm havde en stor bestand af sortspætter i 1970'erne tog antallet af fugle af midt i 1980'erne, og der har de seneste 10-15 år næppe været eet eneste ynglepar i øens skove. 

Tilbagegangen kan skyldes det fænomen, man kender i andre små dyrebestande på øer, nemlig et sammenbrud på grund af genetisk indavl - en såkaldt indavls-depression