169 Stavnsgårdsmosen

Stavnsgårdsmosen

Kærene

Bag yderste klitrække på strækningen mellem Broens Odde og Dueodde ligger en række moser som perler på en snor, startende med Stavnsgårdsmosen i øst.

Det er rester efter gamle laguner, strandsumpe, efter Den Baltiske Issøs højere vandstand, og sådan har de ligget i hele middelalderen.

Gårdene Stavnsgård, Brogård, Kroggård og Lille Pilegård er bygget umiddelbart op til dem, landværts og godt beskyttet mod sandflugten fra de yderste klitrækker.

Gårdbetegnelsen Stavns- har været vanskelig at udrede oprindelsen af, men skyldes nok en fejlskrivning af navneformen "Stavs". Også navnet Pælle er i 1700-tallet blevet brugt om gården, og det skyldes helt sikkert en relation til en mandsperson med dette fornavn.

Stavnsgårdsmosen tørrer ud i varme somre

Fredninger og beskyttede områder på kanten af Stavnsgårds- og Brogårdsklitterne

Vandområderne er i dag noget reduceret på grund af dræning og tilgroning, men f.eks. Løvfrø har en af øens største bestande her, og forårsnætterne er mættet med en veritabel sang af denne sjældne frø.

Stavnshavn

Umiddelbart øst for feriekolonien Bethesda støder man i yderste klitrække på et noget faldefærdigt bådeskur, og det ligger på et sted, hvor der tidligere har været et lokalt landingssted for både, benævnt Stavnshavn.

Her er der i klitterne i slutningen af 1800-tallet opført to feriekolonier, Bethesda og Emaus, knyttet til hver sin gren af den kristne tro.

Kieren - Kæret

Foruden disse tidligere strandlaguner har området i middelalderen været domineret af endnu et temmelig stort vandområde - Kærene, der på Hammers kort fra 1746-50 er benævnt Kieren, vest for 20. selvejergård Lærkegård.

Stavnsgård i 1989, da der endnu var vand på marken og før dræning

Løvfrø - en beskyttet dyreart, der kræver lavvandede yngledamme og var hyppig på Stavnsgårds oversvømmede mark

Også dette vådområde var der ikke plads til!

På kort fra midt i 1800-tallet er der endnu mose, om end spor efter en begyndende mergel- eller tørvegravning.

Sidst i 1800-tallet er området imidlertid blevet drænet helt ud og tørlagt samt dyrket op.

Vandstanden i Kieren har ligget 10 meter over havets overflade, og da de øst for liggende "højdedrag" går op i mindst 13 meter over havets overflade, har det været nødvendigt at grave en "Kærgrøft" på over tre meters dybde.

Et stort naturområde på mere end 25 hektar er hermed sløjfet, og man skal i kilderne for at opleve fortidens storhed.

F.eks. har Lærer N H Bergstedt i anden halvdel af 1800-tallet ved selvstudier skaffet sig viden om, at der voksede adskillige sjældnere plantearter i Kieren.

Også planter, som i dag slet ikke mere findes i øens natur, som f.eks. Tornfrøet Hornblad og Lav Kogleaks.

I tilfælde af, at det en dag kommer på tale, at der skal udtages landbrugsjord til genskabelse af tidligere naturarealer, vil her være en oplagt mulighed, om end de mistede plantearter nok ikke vil kunne genindvandre umiddelbart.