180 Sanddiget - Sognegrænse
Sand-diget
Sogneskel
Fortidens orkidé-enge
I det flade landskab umiddelbart nord for Strandmarksvejen og vest for Dyndebyvej markerer et jord- eller sanddige grænsen mellem Pedersker og Poulsker sogne.
Grænsedragningen har siden 1950'erne yderligere været markeret af en linieføring med højspændings-elmaster, som øens elselskab har "plantet" i skellet.
I en nærmest lige linie fra toppen af Rispebjerg midt gennem myrene øst for Myregård og videre direkte ud til sogneskelstenen ved stranden er grænsen i tidlig middelalder blevet trukket næsten lineært.
Landskabet er fladt, og de mange bronzealderhøje fra Ældre bronzealder (1700-1100 år før vor tidsregning) markerer sig særdeles tydeligt i det flade landskab og tyder på stor menneskelig aktivitet i området.
I begyndelsen af 1800-tallet havde man kendskab til mere end 700 storhøje på Bornholm. Hovedparten af disse er skammeligt gravet bort, men 200 er bevarede og efterhånden sikrede gennem fredningsdeklarationer!
Også gårdene Store Myregård og Aspesgård har strategisk været placeret på naturlige højdedrag i det flade landskab, der endnu i anden halvdel af 1800-tallet bar præg af fortsat at have været temmelig fugtigt og domineret af udstrakte enge og moser samt større vandsamlinger.
Området var i sin tid en del af det flade senglaciale kystlandskab. Den nærmeste undergrund er domineret af strandgrus, aflejret på en flad kyst i den baltiske issø, hvis vandoverflade lå mere end 12 meter højere end nutidens hav.
Man må derfor antage, at landskabet i flere tusinde år har været særdeles fugtigt med resterne efter store strandsøer og strandenge. Fugtigbundsarealer, der har holdt sig til i hvertfald midt i 1800-tallet, da omfattende grøftegravning og dræninger af området tog fart.
Således er der på kortet fra 1860'erne markeret en sø i kanten af et engareal nord for Store Myregård, en endnu større sø nord for Aspesgård samt 2 damme mellem datidens 13. Slg. Pedergård og Aspesgård. Endelig var der endnu en dam SV for Store Loftsgård.
Smed Lars Ipsen, også kaldet den latiske smed eller blomstersmeden, var datidens eneste fastboende bornholmer, der havde kendskab til den vilde flora, og han har i sin flora bl.a. nævnt Pukkellæbe og Mygblomst som voksende i engene ved Myregård.
Tryk her og se Myregårds enge omkring 1820'erne indenfor Pedersker sogn og her for at se de sammenhængende Sommergaards enge på den anden side af sogneskellet i Poulsker sogn.
I dag er de to orkideer for længst forsvundet fra den bornholmske muld. Læs mere om Lars Ipsen ved at trykke her.
Kigger man herefter på landskabsudviklingen på kort frem til i dag fremgår det tydeligt, at engene i nyere tid meget hurtigt er blevet drænet ud og tørlagt samt dyrket op, og søerne tørlagt. - Til stor skade for datidens uomtvisteligt høje biologiske mangfoldighed.
Den i sin tid store sø ved Aspesgård blev først tørlagt omkring 1940'erne, og i dag er der af disse i sin tid omfattende naturarealer kun én sø tilbage - dammen SØ for Store Loftsgård.
I sidste halvdel af 1800-tallet byggede man en vindmølle umiddelbart øst for diget ved Strandmarksvej, Strandmøllen, men den udspillede hurtigt sin værdi som energiproducent og er igen pillet ned!
I nyere tid har landbruget været tilbudt forskellige ordninger, og markerne på strandgruset har haft lov til at udvikle sig med en flora, der hører hjemme på sådanne "magre" jorder, blandt andet Malurt
