183 Ringborgen
Rispebjerg
Ringborgen
Rispebjerg er en geologisk spændende lokalitet, hvis fundament oprindeligt skyldes nogle forkastningslinier i undergrunden og en efterfølgende hævning af en blok, der i overfladen er domineret af skifre fra Ordovicium. Se hvilke typer lag ved at trykke her.
Denne blok grænser mod nord op til et større fladt landskab med grønne skifre og mod syd mørke cyrtograptus-skifre, som i sær kan studeres ved Slusegård, længere nede ad Øleåen.
Senest har de frembrusende gletschere fra øst modelleret landskabet, og i forbindelse med isens afsmeltning for godt 16.000 år siden har der været en kuldeperiode, der resulterede i en kort fremrykning af gletscherfronten med en overvældende erosion og oppresning af undergrundens skiferlag i en lokal randmoræne.
Siden isen var smeltet bort har Øleåen banet sit løb tæt opad de hårde geologiske lag og renset op i profilerne mod NV.
Geologi:
Øleåen ved Borggård har tidligere haft geologernes bevågenhed, og de geologiske lag og især fossilerne er beskrevet i utallige rapporter og afhandlinger.
Interessen faldt i høj grad sammen med, at der blev brudt kalksten til brænding til gødningskalk for landbruget, og utallige lag og forsteninger kom på denne måde for dagen.
På vedhæftede korts lokalitet 1 er Rispebjerg-sandsten blottet i ålejet. Ved lokalitet 2, hvor der tidligere har stået en vandmølle, finder man Exsulans-kalk i åens brinker. Det er en grå kalksten med hyppige fragmenter af forsteninger.
Den større flade og i dag temmelig overgroede lokalitet 3 foran Ringborgen bratte stigning er et gammelt stenbrud, hvor der er brudt kalksten i form af Antrakonit og Andrarumskalk. Det blev der også inde på marken umiddelbart vest for Borggård og nord for Ringborgen.
Endelig er der på lokalitet 4 et smukt profil med alunskifre, der rummer den særdeles spændende Paradoxides-etage med en ualmindelig rig fauna, repræsenteret ved mere end 100 forskellige arter forsteninger, bl.a. Paradoxides Tessini, Paradoxides Forchhammeri og Agnostus laevigatus.
Flora:
Også floraen er interessant på Rispebjerg i almindelighed og Ringborgen i særdeleshed.
I det tidlige forår blåner skrænterne over Øleåen af Blå anemone, og i den efterfølgende Hvide anemone står der hist og her også Liden- og Fingerklærkespore samt Skælrod.
Trævæksten domineres af Rødel, Eg, Avnbøg og Vild kirsebær - og hovedparten af træerne er overgroet af Vedbend.
Lidt hen på sommeren blomstrer Druemunke og Skovmærke samt Stribet kløver og Forskelligblomstret viol. Allesammen arter, der her har haft fred til at overleve truslen fra den omsiggribende omdrift af naturarealer.
Men,
navnet Rispebjerg har givet folk grå hår i hovedet, og i følge Stednavnebogen skal man helt tilbage til midt i middelalderen, ja helt præcis 5. juni 1453, da der i en kirkelig skrivelse vedr. 38. Selvejergård i Poulsker sogn: Under Bjergene eller Bjergegård, blev skrevet Rysbobeeyæri.
Det har fået folk til at mene, at Rispebjerg enten er benævnelsen på et "risbodbjerg", altså et højt sted i landskabet, hvor man man havde en bod eller hytte til forvaring af ris, altså vinterfoder for kreaturer.
I dag har man fortsat en lokalitet øverst på toppen af bjerget med navnet "Løvsalen", som dog ikke p.t. lyder sit navn.
Den anden forklaring er den, at Rispebjerg er Risernes bo, altså kæmpernes bolig, og skyldes de gamle sagn om stedet.
Sent i middelalderen var den stedet, hvor man tændte en bavne i ufredstider.
Hvorom alting er, har der været en livlig menneskelig aktivitet på dette forbjerg til den baltiske issø, og senest var vor regent Dronning Margrethe 2. af Danmark i oktober 2009 på stedet for at indvie et infotårn til oplysning om denne lokalitets mangesidige historie.
Kort fortalt
Ringborgen ligger strategisk placeret på et naturligt næs, afgrænset på tre sider af stejle skrænter ned mod Øleådalen.
Borgen har ligget særdeles godt beskyttet med op til 15 meter høje stejle skrænter undtagen mod sydøst. Her har borgen i stedet været sikret af en 3 meter høj og 120 meter lang halvkredsvold med foranliggende voldgrav.
Denne del af borganlægget på Rispebjerg blev fredet i 1894.
Siden har man i flere sammenhænge beskæftiget sig med historien om dette største forsvarsværk fra jernalderen, bl.a. den oldtidskyndige Peter Thorsen, der i "Borrijnholmarijn" fra 1931 skriver en særdeles spændende artikel om Rispebjerg.
Her nævnte han bl.a. et "mærkeligt jordværk", en svær mandshøj jordvold mellem 10 og 12 alen i tværmål i bunden, som "for en lille menneskealder siden" endnu langs bjergets østrand fra Store Engegård i Bodilsker, forbi Bukkegård og videre mod syd til Dyndeby.
Fra Store Engegård skulle den længere mod øst have fortsat til Store Kirkebogård i Poulsker, hvorfra den grangiveligt havde kontakt med den vestre flanke i Dyndeby!
Thorsen mente, at Bukkediget og Holtsmyrdiget skulle være de sidste rester af denne ringvold, der skulle beskytte befolkningen som værn mod strandhug fra sørøvere.
I Bornholms Museumsforenings årbog fra 1996-1997 har arkæolog Finn Ole Sonne Nielsen i en artikel om "Nyt om Ringborgen på Rispebjerg" resumeret de arkæologiske aktiviteter på Rispebjerg i 1900-tallet og konstaterede, at Ringborgen har haft to koncentriske ringvolde og med et indhegnet areal på 4,5 ha. har været det største forsvarsanlæg fra oldtiden.
Videre konstaterede han, at 3 års arkæologisk aktivitet har vist, at der omkring Ringborgen findes meget betydningsfulde anlæg, der bør sikres for eftertiden!
Et led heri skulle være at få afgrænset et område, der burde beskyttes mod råstofgravning, jordgrubning og dybdepløjning, alle aktiviteter, der vil ødelægge det enestående kulturmiljø-område omkring Rispebjerg.
Historien er så den, som man kan læse i senere årbøger, at Staten i 2004 købte 10 ha. af den centrale del af Rispebjerg for at sikre de helt unikke arkæologiske anlæg, der fortsat ligger gemt i jorden.
Og, som der i dag kan læses i en helt ny informationsfolder over stedet:
Ringborgen emmer fortsat af historie og en markering af den ydre ringvold viser stedets omfang for 2000 år siden. En af de 5000 år gamle woodhenges er genopført i de oprindelige stolpehuller, så de besøgende kan få en fornemmelse af disse bygningsværkers storhed.
Samtidig fungerer woodhengen som informations- og udsigtstårn, og det er dette mesterværk af nutidig og levende information, der blev indviet af vor regent
