76 Stenrøret
Stenrøret
Munken
Fredensborg
Lærredsmyr
Da dele af Rutsker Højlyng blev fredet i 1930, var det bl.a. for at bevare "de på arealerne beliggende store sten fra at blive fjernet, flyttet, kløvet eller på anden måde gjort til genstand for angreb, der kunne påvirke den naturtilstand, hvori de hidtil havde ligget".
Derfor kan vi i dag gå os en tur på en times tid og opleve øens største koncentration af vandreblokke - dog ikke så fritliggende i lyngen som dengang, men bevaret af fremsynende forfædre.
Af disse store sten er Stenrøret i det nordvestlige hjørne af skoven den største, omend navnet er noget fremmedartet.
Går vi imidlertid til vore nabolande, så finder man både i Sydsverige, på Øland og Gotland adskillige sådanne "rør", der er begravelsespladser fra jernalderen.
Her i landet kalder man sådanne begravelsespladser for stenrøser.
Tryk her og læs om Gotlands største såkaldte Rojr.
En anden røse på vor naboø kaldes Angantyrs Rör. Tryk på vedstående billede og læs mere om den røse. Endelig kender mange kongegraven i Kivik. Tryk her og læs mere om Kongegraven.
GEUS har på sin hjemmeside over Danmarks Kæmpesten medtaget Stenrøret. Tryk her og læs mere om størrelse og oprindelse.
Den er vurderet til at veje 100 tons og bestå af den lokale Bornholmsk Gnejs, altså en lokal ledeblok.
De bornholmske kæmpesten iøvrigt, kan man læse om ved at trykke her.
Umiddelbart nord for den fredede del af "Lyngen" ligger der ved Lynggårdsvej endnu en af øens større vandreblokke, kaldet Munken, der hviler på det blotlagte grundfjeld af Bornholmsk Gnejs..
GEUS har på sin hjemmeside over Danmarks Kæmpesten medtaget Munken. Tryk her og læs mere om størrelse og oprindelse.
Den er vurderet til at veje 50 tons og bestå af den lokale Bornholmsk Gnejs, hvorfor den må anses for at være en lokal ledeblok.
På matriklen umiddelbart vest for skovmatriklen med Stenrøret, matrikel 95al solgtes i 1870 en jordlod til en svensk indvandrer, der slog sig ned og dyrkede højlyngsjorden, matrikel 95aq og 95bq op til det husmandsbrug, der i dag er navngivet Fredensborg.
I hvert fald hedder det i Tinglysningsbogen for 8. juni dette år, at der foreligger "en Kendelse til Sognets Udmarkskasse".
I nogle senere folketællinger kan man læse, at stedet handles nogle gange - hver gang til en anden svensk indvandrer for i 1920 at blive solgt til K V W Hermansen, der selv kom fra Allinge.
I dag kan man i skoven umiddelbart NØ for Stenrøret erkende et fundament fra et hus, som i følge Frede Kjøller i hans Bornholms ukendte Stier skulle være fra sidste halvdel af forrige århundrede.
Altså endnu et levn fra denne svenske indvandring i den bornholmske højlyng! Blot er der her efterfølgende plantet skov, og de oprindelige "lyngpikkere" har måttet fortrække til et andet sted på Lyngen!
Endnu længere mod vest sluttede Rutskers andel i højlyngsjorderne af med mosearealet Lærrets Myr, nutidens Lærreds Myr.
En højlyngsmose, der i tidens løb er blevet berøvet sit tørv, men som i dag igen er ved at gro til midt i en bølgende kornmark, om end ikke med tørvemos som "i gamle dage".
Navnet er det danske Lærred, der på bornholmsk skrives Larrit, og siden 1750'erne har mosen også været kaldt: Laritz Myr, Lærrets Myr, Laris Myre og Lauritzmyre.
Sidstnævnte nok snarere på grund af en forståelsesfejl i udtalen.
Men, hvorfor mosen her ude på Lyngen skulle have noget med Lærred at gøre, må foreløbigt stå hen i det uvisse!
I dag er mosen mere eller mindre udgrøftet og tørlagt
