81 Klemensker
Klemensker
I bakker og dale
Højt på en grusbakke, 118 meter over havets overflade, i et landskabsmæssigt dramatisk miljø og over en særdeles dyb smeltevandsdal har folk på denne del af øen tidligt i middelalderen bygget deres sognekirke og viet den til Sankt Clemens.
Grusbakkerne er den østligste manifestation af den senglaciale stilstandslinie, der går under betegnelsen Simblegårdslinien.
Sankt Clemens sogn har i middelalderen været øens største sogn og var hjemsted for i alt 86 gårde med kraftcentret omkring Degnegården, Præstegården og kirken - samt landevejskroen, der i hvert fald eksisterede midt i 1800-tallet.
Centralt i sognet umiddelbart syd for kirken ligger Bjørnegård, hvis navn i følge Stednavnebogen skulle skyldes, at en Anders Bjørnsen boede på gården i 1598 og Niels Bjørnsen i 1611.
Som flere andre bornholmske sognekirker blev den oprindelige Sankt Clemens Kirke nedbrudt i slutningen af 1800-tallet og en ny imponerende bygning i kløvet granit efter tegninger af Arkitekt L.H. Knudsen taget i brug den 3. december 1882.
Tidligere havde kirken haft et fritstående klokketårn, men også det blev fjernet ved restaureringen, og klokkerne hængt op i kirkens nye vesttårn.
Dog er der fortsat opstillet seks runesten i kirkens umiddelbare nærhed. Den ene har indskriften:
"Gunild lod denne sten rejse efter Ødbjørn, hendes ægtefælle; Krist hjælpe Ødbjørns sjæl i lys og paradis. Krist og Sankt Mikkel hjælpe Ødbjørns og Gunilds sjæl i lys og paradis".
Ligesom andre steder på øen kom andelsbevægelsen også til Klemensker, og efter at Bjørnemøllen var bygget på privat initiativ på det andet højdepunkt i området, kunne man i 1890 bygge det nye andelsmejeri Bjørnedal lige ved siden af op til kongevejen, der fra middelalderen forbandt Hammershus med Aakirkeby.
I 1950 blev mejeriet flyttet til sin nuværende placering og efter adskillige udvidelser er det i dag øens eneste af slagsen med en verdensanerkendt osteproduktion.
Brugsen kom til i 1902, og missionsforeninger som Indre Mission, Pinsebevægelsen og Baptisterne var hurtige med at få bygget hver deres samlingshuse i h.h.v. 1909, 1943 og 1939.
Klemensker grovvare og foderstofforretning kom til i 1915, og et af øens vartegn, den høje silo blev bygget midt i 1960'erne.
Jernbanen mellem Rønne og Sandvig blev lagt gennem Klemensker og virkede som samfærdselsmiddel i 40 år fra 1913 til 1953, og i 1959 byggede man Centralskolen og samlede børnene fra sognets tidligere fire forskoler.
Det var i Præstemosen i bunden af smeltevandsdalen og for foden af grusbakkerne, også kaldet Bjørnebakkerne, i Søsende, Lektor Arne Larsen i 1949 gjorde sit livs opdagelse.
Han kunne nemlig konstatere, at Latterfrøen (Rana ridibunda) ynglede på Bornholm!
Indtil da var den ikke kendt fra Skandinavien, men bestanden af disse store grønne frøer her på øen er efterfølgende blevet studeret nøje af bl.a. polske biologer.
F.eks. er det konstateret, at de genetiske forhold mellem dyr på Rügen, Wolin og Bornholm er meget ensartede og derfor tyder på et tidligere fælles ophav.
Som bekendt var Bornholm i de første årtusinder efter seneste istid et forbjerg på en halvø med fast forbindelse til det europæiske kontinent og de omtalte øer.
I de senere år er Præstemosen inddraget i et projekt Mulighedernes Land, hvor man har etableret et stisystem i Klemensker og nærmeste omegn. Tryk her og læs mere.
Omkring Klemens Kirke er og har der været flere lokaliteter, som har fået benævnelser, der henviser til deres placering i dette bakkede landskab:
Æggebjerg er en oval afrundet bakketop øst for kirkebyen, og i Landebogen fra 1569 var lokaliteten omtalt som Egebiergh.
I samme Landebog optrådte lokaliteten Bolleriis, nutidens Bolderis, som en betegnelse for den skov- og engstrækning, der lå nord for Degnegård og som landskabeligt hang sammen med Kirkemarken, vest og syd for kirken i det Søsende, der i dag betegner bakkelandskabet Bjørnebakkerne for enden af Kirke Soe, nutidens Præstemose.
Denne Kirkemark, som dannede grænse til Nyker sogn og ligeledes var skellet mellem Vestre og Nørre Herred, er i dag mere eller mindre gravet ud og omdannet til fundablokke, fliser og rør på AB beton.
Bækkegård - Bakkegård
På flere kort fra begyndelsen af 1800-tallet hed gården også Bakkegård og lød gårdens beliggenhed ovenpå bakken, men da der i 1700-tallet også har boet en familie med slægtsnavnet Bech på gården er navneforbistringen opstået. Således i 1746-50 på Hammers kort: Bekke-gd.
Et særpræget navn på en lokalitet er 17. Selvejergård Bækkegård, der reelt ligger på toppen af en bakke, 122 meter over havets overflade, noget højere end kirken, snarere end ved en bæk.
I dag er al kulturhistorisk fortid omkring Bakkegård fjernet.
I "Sladrebogen", "Bornholms Historie, Landbruget og dets biografier" fra 1950 kan man læse, at der dengang boede en familie med tre børn på gården.
Gårdejeren selv var født på gården og havde været elev på både Bornholms Højskole og Tune Landbrugsskole.
Den 47 ha. store gårds bygninger er revet ned, vandingsdammen med datidens flora og fauna på det nærmeste kastet til og have samt veje og skel omdannet til en stor ensartet monokultur af foderkorn for en af øens store svinebrug.
Det bornholmske åbne land er blevet gjort endnu fattigere til skade for øens kulturhistoriske og biologiske mangfoldighed - biodiversiteten.
Og det er sket samtidigt med, at man lige i nabolaget har arbejdet med projektet "Mulighedernes Land", der netop søger at understøtte mangfoldigheden!
Bjørnegårds-stenen
Under et gravearbejde i foråret 2023 på Bjørnegårds marker syd for Klemensker stødte man på en større vandreblok, som det var muligt at løfte ud af jorden, således, at man ikke behøvede at sprænge den i stumper og stykker.
Ved en nærmere besigtigelse kunne man fastslå, at det var et stykke, der havde siddet fast i noget gnejs, men hvor - i hvert fald ikke på Bornholm, og nok heller ikke i Østersøens bund.