Har man forladt Olsker-Rø-landevejen og kørt ind mod Rutsker Plantage opdager man et landskab, der nærmest er fladt som en pandekage og rigt forsynet med firkantede vandområder.
Det er tidligere lergrave. Her blev der nemlig frem til begyndelsen af 1970'erne gravet såkaldt issøler til teglværksindustrien inde i Rønne.
Leret havde den egenskab, at det var særdeles rent og frit for sten, idet det over lang tid var sedimenteret i søer med stillestående vand foran den smeltende isbræ.
Stenfrit ler - issøler
Lergravningen er ophørt og lergravene fyldt med vand. De fungerer i dag som erstatningsbiotoper for de mange vandsamlinger, der med Hedeselskabets hjælp siden sidst i 1800'tallet er drænet bort i det tidligere særdeles naturrige bornholmske landskab.
Det har vist sig, at især øens klenodie, den store grønne Latterfrø, har fundet sig tilrette i disse søer, og kommer man en varm maj-nat forbi disse damme, kan man være sikker på, at "man bliver grinet ud" af frøernes latter.
Latterfrøer i de vandfyldte lergrave
Inden kirsebærtræerne får blade og blomster, kan man gennem træerne se, at området med Rutsker Plantage lige vest for Slettevej rejser sig markant i området langs en nord-syd-gående "stødside" fra istiden.
I den nordligste del af området, det der på et landkort hedder "Krakken", fører en mindre vej ind i skoven, og lige i skovbrynet bemærker man et mindre stenbrud. Kigger man nøje efter viser det sig, at det er en rødlig gnejs, der er blevet brudt her.
En "Krak" er et bornholmsk udtryk for et areal, der i Højlyngstiden var dækket af mindre skove eller krat, som de løstgående dyr af en eller anden årsag ikke havde fået bidt ned.
Lykkegård eller rettere Løkkegård lå tættere på Højlyngen, og navnet skulle skyldes, at gården i middelalderen nærmest var løkket inde af højlyngsgærdet.
I forbindelse med blandt andet postbesørgelse og afhentning af mælk ved gårdene var der sidst i 1800-tallet etableret såkaldte post- og mælkeruter, som tit fulgte gårdenes ejendomsskel.
Sådanne markeringer af ejendomsskel har eksisteret i landskabet frem til vor tid. Men, den omsiggribende sammenlægning af dyrkningsjorder til større enheder har de seneste år i høj grad fjernet disse kulturminder.
Således også post- og mælkeruten fra Slettevej til Røvej langs skellet mellem Løkkegård og Brøddegård.
Og det har selvsagt indflydelse på biodiversiteten i landskabet, både den kulturhistoriske og den naturhistoriske, der klart forringes.
Sten i lergrav - deponi fra postruten
Men, sådanne kulturminder er ikke beskyttet ved nogen lovgivning.
Dog er det ikke tilladt efter naturbeskyttelsesloven at kaste sten fra et nedbrudt hegn i et beskyttet vandområde!
Den flade issøler-sletteIsdæmmet sø - på GrønlandBrødegårds vej op i Lyngen 1864Vognmanden gravede med ældre maskinerRent og stenfrit ler til teglproduktion i RønneStor Skallesluger i en af lergraveneSlettevej i 1880erneLykkegård midt i 1700-talletFældet ledelinie i form af skel langs postrutenSkellet fjernet - jorden planeret udEen stor mark gennem skel og levende hegn
