321 Kirkevej-gårde
Kirkevej-gårde
Kirkevej forbinder Vestermarie og Nylars kirker og cirka 1/3 af vejen fra Vestermarie blev den ført gennem et omfattende engareal, der i forne tider åbenbart havde været så uvejsomt, at det kom til at danne sognegrænsen mellem de to sogne.
I dag er der ført en dyb afvandingsgrøft igennem den tidligere eng med Taagesmedehuset længst i øst.
Taagesmedehuset kom med til Nylars sogn, men hvad der var så specielt ved netop dette hus og lokaliteten, som godt nok er en Immingegårdslod, matrikel 29B fortaber sig i fortidens glemsel.
Langs med Kirkevej ligger et antal gårde, nærmest på lige linje: Immingegård, Smedegård, Fejleregård og Fynegård.
I 1616 fik den daværende Kong Christian den fjerde udvirket, at der for at få et fast grundlag for skatteudskrivningen på Bornholm, skulle udarbejdes en jordebog.
Hver enkelt selvejergård fik et entydigt nummer, og fremgangsmåden i hvert enkelt sogn var den samme.
Med udgangspunkt i sognets kirke startede man nummereringen af gårdene i den retning, solen stod op ved sommersolhverv. Herefter fulgte man sognet rundt i solens retning.
I adskillige tilfælde ligger gårdene af forskellige fysiske årsager i såkaldte "gårdrækker", som eger i et hjul, og i de tilfælde var fremgangsmåden i nummereringen den, at man startede yderst i sognet med at give den fjernestliggende gård det laveste nummer og herefter i rækkefølge ind mod kirken.
Således også langs Kirkevej, hvor den yderstliggende gård Immingegård fik nummer 25, Smedegård nummer 26.
Men så er der opstået problemer. Fejleregård har fået nummer 28, selv om den retteligen skulle have haft nummer 27, som er tildelt Fynegård tættere på kirken!
Gransker man lidt i historien vedr. 28. Selvejeregårds navn, får man at vide, at den tidligere har heddet "Feilere Gaard", som skulle skyldes det forhold, at en tidligere ejer har ønsket, at gården skulle have været ejet af en violinspiller, idet en sådan i gamle dage skulle have heddet en "fejler" eller "fidler". På bornholmsk hedder en violin således en "feila".
Altså, forklaringen på gårdens navn har indtil dato været den, at den skulle være opkaldt efter en ejer, der var violinspiller!
Men, den ligetil forklaring, at gården ligger fejl i nummerrækkefølgen, har ikke strejfet det officielle Bornholm - men, det har den rent faktisk gjort lige siden 1616.
Det rene Vingevænge! Tryk her og læs mere.