309 Hallemarken
Hallemarken
Kirkemarken
Ringeby
I middelalderen og længe før endnu lå øens gårde spredt i landskabet på den "fede" jord, som man dyrkede som Indmarken.
De steder i det bornholmske landskab, hvor grundfjeldet "kom i dagen" og som besværliggjorde al dyrkning voksede krat, de såkaldte "krak".
Nogle af disse krak blev afgræsset af dyr fra nærliggende gårde, og da de ikke blev gødet af nogen art, var de dækket af Hedelyng.
De større krak fungerede som Kongens Marker, en Udmark, der kunne benyttes af alle.
Således fandtes flere sådanne udmarker i Vestre Herred omkring Ny Kirke, samt en Udmarksgade, der blev benyttet til at drive dyrene fra gårdene ud på Lyngen.
Selvom disse offentligt ejede arealer forlængst er matrikuleret ud i mindre stykker og dyrket op, minder både navnene på et par gårde, Store Gadegård og Lille Gadegård samt veje om, at her har der engang ligget en "gade", der førte ud i "lyngen".
Hallemarken er et tidligere lyngområde i Nyker på højtliggende granit på grænsen til Vestermarie i sognets sydøstlige hjørne og Klemensker mod øst og nordøst.
Efter udstykningen af Kongens marker til de bornholmske sogne i 1848 blev Hallemarken tildelt matrikelnummer 79 og senere opdelt i en del lodder, der skulle bortarvefæstes.
6. Slg. Hallegård og 3. Vdg. Lille Hullegård har navn efter landskabelige elementer i form af en Halle, der er betegnelse for en flad klippe og en hulhed i landskabet. Lille Hullegård har godt nok også i middelalderen heddet Lille Hallegaard!
I dag er gården hjemsted for Bonholms Rovfuglecenter.
Idet 7. Slg. Smeddegård har sit navn efter en mandsperson, der hed Smid, men som tidligere også har heddet Sandegård er det klart, at denne tidligere Kongens mark i middelalderen har ligget hen som et større lyngområde til fælles græsgang for dyr fra områdets gårde.
Også gårdene 9. Slg. Blæsbjerggård og 10. Slg. Dyndegård har grundfjeldet til at rage op omkring sig, sidstnævnte dog også tidligere omgivet af våde enge.
Lidt sydvest for Lyngen lå bronzealderhøjen Skelhøj efter hvilken vejen har sit navn Skelhøjvej.
Den bornholmskfødte "Litterat" Peter Nicolai Skougaard omtalte højen i 1804 i sin "Beskrivelse over Bornholm" under navnet "Sjælhøy" på følgende vis:
"Østenfor Buldregaard er en stor Høy, kaldet Sjælhøy, hvorom fortælles af gamle overtroiske Folk, at deri bo Bjergfolk og at andre rigtige Mennesker ere blevne indtagne i Høyen og der vel beværtede, men siden udslupne igjen, med mere saadant Kjærlingsladder".
SydVest for højen og de to gårde Søndregård og Buldregård har landskabet været præget af en større stenstrøning efter isbræens smeltning, og den fælles Kirkemarken blev under udmatrikuleringen tillagt matrikelnummer 80.
Strandmarken ude ved havet blev i samme forbindelse tildelt matrikelnummer 81 og Udmarken inde i Højlyngen matrikel nr. 82.
Navnet "Buldregård" er i Stednavnebogen tydet derhen, at det har lighed med det engelske ord "boulder" således, at det har været "gården med de mange kæmpesten".
Gøngeherred. I en præsteindberetning fra 1624 nævnes lokaliteten Gyngehuss, der skulle være beboelsen for en mand fra Göinge Herred i Skåne. Senere, da der er kommet flere huse til ved Gyngehus eller Gøngehus, er navnet omdannet til Gøngeherred.
Ringeby
Ringeby er et større landskab umiddelbart syd for Hallemarken, men i Vestermarie sogn og med fem gårde. De ligger allesammen med "ryggen op til" den syd for liggende større Kongens Mark-Blemmelyng. Ligeledes har de allesammen haft jord ned til det engområde der i dag som dengang gennemstrømmes af Tingsted å.
Omkring broerne over åen er der i det seneste hundrede år opstået et mindre samfund - Ringebybro. Her lå Ringeby Kro og her gjorde Postdiligencen holdt inden turen gik videre mod Nybro - nutidens Østerlars.
Tingsted å løb gennem disse engdrag i sit uregulerede forløb, mæandrerende som den har gjort det siden isens afsmeltning, og man må gå ud fra, at floraen var mangfoldig. Dræning og opdyrkning af tidligere tiders enge tog herefter fart og åen blev rettet ud til det lige forløb, den har i dag.
Nedbrydning af kulturhistoriske skel
Det bornholmske landskab er i al sit væsen en kulturhistorisk gave til vor tid, hvor man i f.eks. grænsedragningen mellem de enkelte sogne kan aflæse tidligere tiders landskabs elementer.
Mange steder ligger sogneskellene i de vandløb, der naturligt har skaffet sig vej fra øens højtbeliggende indre mod havet. Andre steder som her i Hallemarken er det et opragende grundfjeld, der har sat begrænsninger for menneskets virke.
De bornholmske sogneskel har været holdt i hævd frem til sidste halvdel af 1900-tallet, men efter Danmarks indtræden i EF er der sket en opløsning af det bornholmske landskabs fysignomi, og nogle få gårde har vokset sig større på kryds og tværs af sogneskel.
En omsiggribende nedbrydning af stengærder, uddræning af de sidste enge i det åbne land samt opfyldning af mindre vandsamlinger gjorde, at disse naturtyper blev beskyttet efter bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven, der trådte i kraft i 1992.
Alligevel forsvinder de kulturhistorisk vigtige skel i det åbne landskab rask væk, idet hverken grøfter eller levende hegn har opnået beskyttelse.
I tidens bornholmske landbrug tæller det mindre, at man i sin driftsform tilstræber at værne kulturhistorien i landskabet.
Senest er dette set mellem Hallemarken og Gaden, hvor sogneskellet mellem Vestermarie og Nyker sogne er nedbrudt og dyrket op. Tryk her og se, hvor dette skel befandt sig.
