256 Vettesmose
Vettesmose
Gregersmyr
Højlyngsvegetation
"Kært barn har mange navne" siger Peder Syvs ordsprog og således også Vettesmose.
Vættemose, Wetis-mosen,Vetis Mose,Vettes Mosen, Vettis Mose, Withs Mose og Vættesmosen har været brugt som betegnelse for denne lokalitet, og det forklares, at oprindelsen skyldes det bornholmske "Vætta", der er navnet på et "overmenneskeligt eller guddommeligt væsen"!
Mosen ligger lidt på afstand fra alfarvej og er ikke det mest besøgte sted i Almindingen, men dem, der har oplevet mosens kogleri med mosekonebryg på en tidlig forårsaften efter en varm dag og ikke en sky på himlen og deraf stor udstråling til verdensrummet, kan måske nikke genkendende til det overnaturlige.
Vettesmose ligger oppe i vandskellet, og kigger man sig omkring er det omgivende landskab karakteristisk ved en del bakketoppe og tilsvarende dalsænkninger.
Man er højt oppe på øen, 138, 140, 142 og 144 meter ligger toppene over havets overflade, så hvis ikke skovens træer dækkede for udsynet, ville der herfra have været et vidt udsyn.
Til sammenligning ligger udsigtspunktet på det nordre Jomfrubjerg 123 meter over havet.
Området er præget af de grusbakker, der som en del af Splitsgårdslinien har været den ultimative årsag til, at der netop i dette område aldrig har fundet en permanent bosættelse sted. Gårdene ligger langt mod nord og øst - ude på den mere frugtbare moræne.
Mosen var ikke engang inddraget i Rømers tidligste indhegning af Almindingen, men lå ude i den del af Højlyngen, der først blev inddraget til skovtilplantning omkring 1850.
Rømers "indre gærde" bemærker man som et smukt fortidsminde 200 meter syd for mosen - som netop havde haft "et knæk" udenom mosen.
På Original1-kortet, som blev udfærdiget efter opmålinger i 1806, fremgår, at mosen havde et større areal end i dag og at der dengang var påbegyndt tørvegravning flere steder på mosen.
Det må formodes, at stedet fortsat i begyndelsen af 1800-tallet var en af Højlyngens mange højlyngsmoser, og at den først fik sit nuværende udseende efter yderligere tørvegravning og afvanding senere i 1800-tallet.
Mosen afsluttes mod syd af nogle is- og vanderoderede kuller, ligesom i Puggekullekær, tryk her, og plantedækket er tilpasset dette. Her danner grundfjeldet altså overfladen!
Ligeledes ligger der i det nærmeste område flere større vandreblokke, frilagt efter århundreders vanderosion, der har fjernet det tidligere omgivende morænemateriale.
En af disse større sten har den egenskab, at den kan rokke!
Rent faktisk er der nogle steder fortsat en hedevegetation som et minde om datidens Højlyngen, tryk her og læs mere.
Den synes at have overlevet trods den massive indplantning af rødgran helt op til mosens kanter siden 1850erne.
Indenfor i den "Gamle Alminding" kan man nyde den mindre mose Gregersmyr, der er omgivet af en vegetation med tidligere højlyngsplanter som Hedelyng og Smuk Perikon.
Følger man dette første stengærde mod vest ud til kontakten med det nye stengærde, befinder man sig i et område, som ældre beboere kaldte "Støtten".
Skovfoged A F V Seier har i sin bog: "Bornholmske Folkeminder" fra 1934 skrevet om nogle oplevelser folk har haft her ved Støtten, og det er ikke for sarte sjæle! Læs selv på siderne 97 og 98 i omtalte bog. Læs mere om skovfogeden ved at trykke her.
Vandet flyder fra de omgivende grusbakker ud til mosen gennem gravede grøfter, og den har sit afløb som en mere end to meter dyb grøft, der tidligere har været styret af et stigbord.
Det er et vidnesbyrd om, at den tidligere har været underlagt tørvegravning.
Vandet er noget af det reneste på Bornholm, idet det ikke har modtaget bidrag fra spildevandsanlæg, og det løber på sin vej mod øst gennem Ravnekær og videre til Spagerå for at ende sit løb i Kobbeåen med udløbet ved Kobbebro syd for Melsted.
