156 Østre Pilt

Østre Pilt

Ibsker Husmandsplantage

Midt i Paradisbakkerne finder man i dag noget hengemt i opvoksende rødgran en af datidens vejviservarder.

Som vandrende eller agende gennem bakkerne tog man bestik af disse pilte og rettede ind efter dem.

Skulle folk på gårdene syd for bakkerne f.eks. i kirke søgte man først til Søndre Pilt, herefter Østre Pilt og Midterpilt samt Vestre Pilt og Nordre Pilt, hvorfra kirken kunne ses. Læs mere om øens vejviservarder ved at trykke her.

Også de to vandreblokke, Ligstenen ved Kodalen, og Alterstenen i den vestlige del af Bakkerne havde funktion i denne stedsorientering i den tidligere lyngflade.

Alterestenen havde også haft navnet Albastenen og Offerstenen, og den har et større antal skålgruber end Ligstenen. Tryk her og læs mere.

På sådan en sommerdag langt inde i "Bakkerne", ja faktisk så langt væk fra beboelse, man kan komme her på øen, tænker man ikke på den strid, ja nærmest dødbringende had, der har hersket om ejerforholdet til området.

De bornholmske udmarker havde fra umindelige tider, ja nærmest altid ligget hen til fælles benyttelse for øens beboere til lyngrivning, tørveskæring og græsning for kreaturer.

Lokalhistorikeren Frede Kjøller har i flere sammenhænge skrevet om denne historie. Læs om dette ved at trykke her.

På grund af øens befolkningstilvækst var det en torn i øjet på folk uden jordebesiddelser, at så store jordarealer lå ubenyttet hen.

En lov i 1832 ophævede dette fællesskab, og ved endnu en lov i 1842 blev det bestemt, at der af ca. 21.000 tønder land tidligere fællesjord skulle plantes statsskov på de 4.300 tønder land og resten fordeles på øens landsogne efter deres såkaldte hartkorn.

Det skabte splid mellem gårdejerne, der "sad på hartkornet", og de jordeløse, der havde behov for jorden for at skaffe sig et udkomme her i livet, og det førte til en årelang strid om ejerskabet mellem store og små i øsamfundet.

Striden blev først bilagt efter en ny lov af 9. februar 1866, der detaileret fortalte, hvordan jorden skulle fordeles mellem høj og lav, men på det tidspunkt havde mange af øens store gårdmænd allerede ageret på egen hånd og ranet jorden til sig.

Der blev nedsat en kongelig kommission til udredelse af de uoverensstemmelser, der var opstået ved denne selvtægt, og dette arbejde var for de fleste sogne først afsluttet i løbet af 1868.

Ibsker Husmandsplantage

I Ibsker sogn, derimod, var man som det eneste sted på øen kommet kommissionen i forkøbet og allerede i 1864 var der truffet en aftale på frivilligt grundlag, hvorefter hartkornsejerne overlod husmændene 500 tønder land efter følgende deklaration:

"Underskrevne Husmænd i Sct. Ibs sogn deklarerer herved, at vi i et og alt ere tilfredse og førnøjede med det os af Hartkornsejerne i sognet af Sct. Ibs Sogns Anpart af Lyng- og Udmarkerne til bestandig Brug og Afbenyttelse tillagte, på Højlyngen beliggende Stykke af Størrelse 500 tønder Land geometrisk Maal".

Det blev herefter aftalt, at arealet skulle besås eller beplantes med 5 tønder land om året de næste 100 år, men det gik hurtigere!

Og det blev lidt af et problem for hensynet til de naturhistoriske interesser, hvorfor flere områder blev fredet i 1930'erne således, at de skulle bevares "som tidligere." Tryk her og læs mere om denne fredning.

Men, striden om ejerskabet var endnu ikke bilagt, for de jordeløse fiskere i Aarsdale følte sig også som ejere af skoven, ihvertfald det vildt, den havde skaffet sig, og man måtte igen til retsmaskineriet.

I starten af 1970'erne kunne landsretten så endelig med 100 års forsinkelse præcisere, at "alle beboere i Ibsker sogn, der har fast bopæl og eget ildsted er medlemmer af Ibsker Husmandsforening", og dermed Ibsker Husmandsplantage.

Østre Pilt - skoven er vokset op og slører udsynet

Paradisbakkemigmatit er grundlaget for Østre Pilt

Ibsker Husmandsplantage, tegnet 2004 af Bo Christiansen