Vis menu Søg

152 Dybedal

Dybedal

- Heksens Dør - Troldstauer

Dybedal er en to-tre meter bred og op til otte meter dyb klippespalte - en smuk sprækkedal.

Hist og her siver der vand ud i bunden af dalen og fremmer en frodighed og stor artsvariation af mosser og bregner samt blåbær - og brombær.

Dybedal - breder sig ud mod sydvest

Bjerg-Mangeløv

Bunden af Dybedal er om sommeren dækket af et tæt tæppe af forskellige arter bregner.

En af disse er Bjerg-Mangeløv, der er yderst sjælden og som her i Dybedal har Bornholms eneste vokseplads.

En af dens kendetegn er, at den på bladenes underside har nogle små gule og citronduftende kirtler, der får den til at få en en lys gullig høstfarve - noget, der kan ses langt ind i vintertiden.

Tryk her og se undersiden af et blad med sporehushobe og de citrongule kirtler.

Også Guldskæl-Mangeløv har sin eneste kendte vokseplads på Bornholm netop her i Dybedal.

Bjerg-Mangeløv med den karakteristiske citrongule høstfarve tidligt i oktober 2021

Vandrestien langs dalen, løber på det blottede grundfjeld med en karakteristisk rillet overflade, hvilket skyldes Paradisbakke migmatittens tætliggende parallelle årer af skiftevis hårde lyse og bløde mørke mineraler.

Tryk her og læs mere om denne egenskab i grundfjeldet.

Paradisbakkemigmatittens overflade er rillet - stien over Dybedal
 
På det sted, stien drejer bort fra dalen, er der en forhøjning, og man bemærker, en anderledes bjergart. Det er en diabasgang, der er frilagt her.
 
Heksens dør er en lodret klippevæg i Dybedal, på hvilken en rektangel set fra en vis afstand ligner en dør, fordi den altid er fugtig og derfor har en anden farve end klippen i øvrigt. - Og oven over døren aftegner der sig et ansigt, heksens!
Heksen og døren

I det tidlige forår, når de mange birketræer springer ud med deres lysegrønne løv og de mange piletræer lokker med deres pollen, er der en stor mængde insekter i Paradisbakkernes lune sprækkedale.

Således den sjældne Sørgekåbe, der kan nydes i Dybedal.

Sørgekåbe flyver i Paradisbakkerne på lune dage i det tidlige forår
Troldstauerna er en klippevæg umiddelbart nord for Dybedal med nedfaldne klippeblokke, der danner huler og som kan sætte fantasien i sving hos enhver besøgende.
Troldstauerna
I den nordlige ende af Dybedal kan man komme på tværs af dalen - og man kan, hvis man har interesse i de sager, rent faktisk gå ind i bunden af dalen.
 
Det har nogle Bryologer gjort, folk, der er interesserede i mos, og de har fundet en fantastisk rigdom af disse spændende planter i netop denne særprægede dal. Tryk her og læs mere.
 
Sphagnum - Tørvemos i bunden af Dybedal

Herfra fører stien ind i en naturmæssigt særdeles spændende, ja næsten højnordisk fyrreskov med Blåbær og vistnok fortsat Linnea i bunden og nogle år chance for Perleugle i redehuller, som Sortspætter i sin tid mejslede ud

Kambregne i bunden af Troldstauerna
Dybedal - en dyb og fugtig sprækkedal midt i Paradisbakkerne
Dybedal - fyldt med bregner, også sjældne
Dybedals stejle klippeside mod syd med Bjerg-Mangeløv i oktober 2021
Bjerg-Mangeløv
Underside af Bjerg-Mangeløvs småblade med sporehushobe og små gule kirtler
Kambregne og Bjerg-Mangeløv i Dybedal oktober 2010
Guldskæl-Mangeløv, kendt på bladstilkens tætte beklædning af små gule skæl.
Dunbregne antager et smukt spraglet efterårsløv
Diabasgang som "trappetrin" på kanten af Dybedal
Heksen og døren
Heksens hovede
Troldstauerna
Sørgekåber på Birk i Dybedals sydvestlige område
En vandrer på vej op af Dybedal og videre ad Højlyngsstien gennem Paradisbakkerne