Vis menu Søg

144 Grydesø

Grydesø

Potterne

Søndre Pilt

"Den turist eller fastboende bornholmer, der ikke har dristet sig ind i Paradisbakkerne samt Helvedesbakkerne, mangler et kendskab til en væsentlig side af øens natur", skrev naturskribenten og lærer Frede Kjøller engang i et indlæg i den lokale Bornholms Tidende.

"Det er nemlig ikke med urette, at disse bakker opfattes som noget af det mest bornholmske, øen kan fremvise rent landskabeligt set".

Vandreture kan foretages med udgangspunkt i tre forskellige P-pladser: Gamleborg i vest, Oksemyrvej i øst og Klintebygård i syd.

Tre vandreture er afmærket i bakkerne: Rød cirkel, blå firkant og gul trekant, alle med udgangspunkt ved Klintebygård. 
Grydesø omkring 1910. Foto: V. Myhre/Byforeningen Svanekes Venner

Følger vi den røde rute kommer vi frem til Grydesø, som tidligere har været en brunvandet lyngmose oppe i bakkerne. Nu fremstår den som en temmelig næringsrig sø med en tæt skov helt ned til kanterne, ja flere steder rager træerne langt ud over vandet.

Klipperne ovenover søen fremstår med en karakteristisk vaskebrædtagtig overflade - hvilket skyldes den karakteristiske paradisbakke-migmatits opbygning.

På skråningerne i bøgeskoven syd for søen optræder et bunddække af Liden Singrøn, som må være plantet ud i området i forbindelse med etablering af et mindre anlæg i begyndelsen af 1900-tallet.
 
På dette tidspunkt arbejdede fotografen Valdemar Myhre fra Svaneke, og bl.a. var landskabet omkring Grydesø et yndet motiv for ham. Flere af disse billeder er brugt til postkort, med en hilsen fra Bornholm! Læs mere om Valdemar Myhre ved at trykke her.
 
Ved at sammenligne billeder med disse 100 års mellemrum fremgår det tydeligt, hvorledes de tidligere fritliggende klipper med den fra højderne fantastiske udsigt i dag er sløret på grund af skovdrift og almindelig naturlig opvækst.
 
De mange klippeblokke, der ligger på skråningerne både mod vest og nord, en såkaldt ur, har så mange mellemrum, at stedet har været vokseplads for det sjældne mos Schizostega, Lysmos. Om det fortsat vokser her, vides pt. ikke!
 
Kigger man efter og lyser ind i de mange sprækker mellem de mange klippeblokke i uren samt i sprækker i den faststående granit kan man få nogle af mosserne til at lyse. Det er bare ikke den art, der har fået navnet Lysmos!
 
Fra Grydesø kan man ved at følge stien, markeret med blå firkant, efter få hundrede meter nå frem til et højtliggende område med en nyligt skovet rødgranbevoksning.
Placering af Søndre Pilt
Hermed er den gamle vejviservarde Søndre Pilt igen kommet frem fra sin skjulte tilværelse i en mørk - og på stedet i nyere tid fremmed rødgranskov. Læs mere om øens pilte ved at trykke her
 
Følger man denne blå rute, når man umiddelbart SV for Søndre Pilt en sprækkedal, Skottedal, der mod øst udvider sig i Skottedam. Ovenover dalen når man området med bl.a. Slingestenen. Et areal, der for nyligt er opkøbt af Aage V. Jensens fonde.
Potterne, Pot nærmest, Pægl fjernest
Ved i stedet at følge den gule trekant mod NV fra Grydesø kommer man efter få hundrede meters vandring til forlængelsen af Grydedal. Det er Potterne, man kigger ned på, og de to vandsamlinger er blandt de lokale kaldet Pot og Pægl.
 
Vandet er særdeles surt og omvokset af tørvemos, Sphagnum. Alligevel kan man i det tidlige forår konstatere, at Springfrø lægger sine æg i det åbne vand i denne hængesæk
Grydesø, noget skjult af træer
En mørk og dyb sø
Stierne i Paradisbakkerne fører forbi Grydesø
Udsigt over Grydesø omkring 1910. Foto: V. Myhre/Byforeningen Svanekes Venner
Udsigtsklippen over Grydesø
Klipperne omkring Grydesø afrundede af istidens gletschere
Fremstående granit på nordsiden af Grydesø med mange sprækker og hulheder, bevokset med mos
Lysende mos, dog ikke arten Lysmos!,når man kigger ind i en af de mange sprækker i granitten omkring Grydesø
Søndre Pilt
Søndre Pilt - tættere på
Skottedam