I Pelle Erobrerens fodspor

Højlyngen - Paradisbakkerne

Højlyngsstien

Han var en digter med dybt menneskelige perspektiver, en kender, en iagttager og en husker, der i sine værker har reddet et helt Bornholm fra at synke i glemsel: 1870'ernes og 80'ernes Bornholm, der i Nexøs beskrivelser ligger lyslevende for læseren.

Hvad spredte optegnelser og museumsgenstande giver os brudstykkeagtigt glimt af, står i hans bøger med en livsduft, en blodvarme, en atmosfære så nært og anskueligt som om man gik midt i det.

I romanen Pelle Erobreren hører man om den fattige enkemand Lasse Karlsson, der sammen med sin lille søn kommer fra Skåne til Bornholm for at søge arbejde.

"Stengården" som for fremtiden skulle være Lasses og Pelles hjem, var en af øens største gårde.

Men gamle folk vidste, at da deres bedsteforlædre var børn, lå der kun et tohestesavl, som tilhørte en Vevest Kjøller, et barnebarn af Jens Koefoed, bornholms befrier. Under ham blev huset til gård - han sled sig ihjæl på det, undte nok hverken sig selv eller de andre maden. Og de to ting blev ved at gå i arv i slægten - den elendige føde og det med at udvide.

Markerne på den kant havde været sten og lyng for ikke så forskrækkelig mange kuld siden; småkårsfolk havde brudt jorden og slidt sig op hold efter hold for at holde den i kultur.

Rundt om Stengården boede lutter husmænd og tohestes folk, som havde købt med sved og sult og lige så let kunne tænke sig at sælge deres forældres grav som deres lille ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller til uheldet tog dem.

Men stengårdsslægten ville købe - bestandig købe og udvide sig, og den måtte købe ved ulykke. Overalt hvor misvækst og sygdom og uheld med kreaturer slog til en mand, så han ravede, købte Kjøllerne.

Således voksede Stengården, fik mange bygninger og fik tyngde; den blev så tung en nabo som havet er det, hvor det æder af landmandens jord, mark for mark, og der er intet at stille op.

"Men nu kørte de ud til malkning deroppe, og kvæget begyndte at græsse sig op efter den kant af engen, der vendte mod gården; så stundede det. Og endelig begyndte vogterdrengene at jodle ovre ved nabogårdene, først én, så faldt der flere ind:

"Å driv hjem å-hå, å-å-hå!

Åå-hå, å-hå!

Å-hå, å-hå!

Å driv hjem, å-å-hå!

å-hå!"

Fra alle sider dirrede den bløde sang over det faldende land; som en lykkelig gråd løb den ud i luftens begyndende tindren, og Pelles kvæg blev så langstrakt i sine bevægelser. Men endnu turde han ikke drive hjem; der vankede knubs af forvalteren eller eleven om han kom for tidligt.

"De gik markløst opefter mod stenværket, fulgte stengærdet og tilsneede grøfter og arbejdede sig op gennem det slåen- og enebærbevoksede bryn, bag hvilket klipperne og lyngen lå".

"De kom indenom de dybe stenbrud og søgte i mørket efter hvor rosset blev kastet; der måtte skærvebanen ligge.

Ovre fra banen lød der hammerslag, og de opdagede lys på flere af pladserne. Under en skrå halmskærm, hvorfra der hang en lygte ned, sad en lille bred mand og hamrede løs på brokkerne. Han arbejdede med en egen appel: slog tre slag og strøg til side, tre slag igen og til side med det. Og mens den ene hånd skød skærverne til side, lagde den anden en ny brokke til rette på stenen - det gik så flittigt og jævnt som et urs dikken.

 

"Jagu om det ikke er bror Kalle der sidder!, sagde Lasse med en stemme som var dette træf et himmerigs jærtegn. "God aften Kalle Karlsson, hvordan står det til?"

"Jaså, dér har vi jo bror", sagde han og rejste sig besværligt; de to hilste på hinanden som havde de sidst set hinanden i går. Kalle samlede værktøjet sammen og lagde skærmen ned over det, mens de snakkede.

"Du slår skærver også, giver det noget til føden?" spurgte Lasse.

"Å allerbedst er det jo ikke. Vi får tolv kroner favnen, og når jeg arbejder ved lygte morgen og aften, kan jeg slå en halv favn om ugen. Det er ikke til øllet, men så lever vi da. Men et liderlig surt arbejde er det - ikke til at holde varmen på. Og stiv bliver man i skrævet af at sidde femten timer på den kolde sten, så stiv som var man far til hele verden ene mand".

Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind over lyngen mod et lavt skrutrygget bondehus.

Vandreture kan foretages i dette storslåede og historisk interessante landskab med udgangspunkt i forskellige parkeringspladser: Gamleborg-Pplads i vest, Oksemyrvej-Pplads i øst og Østre Klintebygaard-Pplads i syd. Men vær opmærksom på, at man forbliver på stierne, da de tilstødende naboarealer kan være privatejede med uønsket adgang.

Bornholms Regionskommune har udgivet en vandretursfolder for Paradisbakkerne. Tryk her og læs mere.

Højlyngsstien

Sommeren 2020 etablerede Bornholms regionskommune og Naturstyrelsen i fællesskab med midler fra regeringens aftale "Sommer i naturen 2020" en sammenhængende  vandrerute hen over det centrale Bornholm, kaldet Højlyngsstien.

Ialt 67 km. sti er afmærket mellem Sandlinien på Hammeren gennem den centrale del af øen, deraf navnet, til Aarsdale.

Læs mere om Bornholms regionskommunes omtale af stien ved at trykke her eller/og Naturstyrelsens omtale af stien ved at trykke her .

 

Højlyngsstien er første del af det større projekt "Bornholms Grønne Bølge", som skal skabe rekreativ og naturmæssig sammenhæng i det bornholmske indland.

Stiens forløb er af praktiske grunde delt op i mindre kortudsnit. Tryk her og hent de enkelte detailkort for hele stien samt en generel beskrivelse af fænomenet "Højlyngen".  

Tryk her og se stiens forløb gennem Paradisbakkerne.

Stien blev åbnet af landets Miljøminister og Bornholms Borgmester den 4. september 2020. Tryk her og læs mere om denne begivenhed - som en efterdønning ovenpå sommerens "coronakrise".