152 Dybedal
Dybedal
Heksens Dør
Troldstauer
Dybedal er en to-tre meter bred og op til otte meter dyb klippespalte - en smuk sprækkedal.
Hist og her siver der vand ud i bunden af dalen og fremmer en frodighed og stor artsvariation af mosser og bregner samt blåbær - og brombær.
Bjerg-Mangeløv
Bunden af Dybedal er om sommeren dækket af et tæt tæppe af forskellige arter bregner.
En af disse er Bjerg-Mangeløv, der er yderst sjælden og som her i Dybedal har Bornholms eneste vokseplads.
En af dens kendetegn er, at den på bladenes underside har nogle små gule og citronduftende kirtler, der får den til at få en en lys gullig høstfarve - noget, der kan ses langt ind i vintertiden.
Tryk her og se undersiden af et blad med sporehushobe og de citrongule kirtler.
Også Guldskæl-Mangeløv har sin eneste kendte vokseplads på Bornholm netop her i Dybedal.
Vandrestien langs dalen, løber på det blottede grundfjeld med en karakteristisk rillet overflade, hvilket skyldes Paradisbakke migmatittens tætliggende parallelle årer af skiftevis hårde lyse og bløde mørke mineraler.
Tryk her og læs mere om denne egenskab i grundfjeldet.
I det tidlige forår, når de mange birketræer springer ud med deres lysegrønne løv og de mange piletræer lokker med deres pollen, er der en stor mængde insekter i Paradisbakkernes lune sprækkedale.
Således den sjældne Sørgekåbe, der kan nydes i Dybedal.
Herfra fører stien ind i en naturmæssigt særdeles spændende, ja næsten højnordisk fyrreskov med Blåbær og vistnok fortsat Linnea i bunden og nogle år chance for Perleugle i redehuller, som Sortspætter i sin tid mejslede ud