23 Gamle kulværk - Kvartssøen

Gamle Kulværk - Kvartssøen

Grusgrav med løvfrøer - truet af jorddeponering

Da Hasle Klinker og Chamottestensfabrik som fugl phønix havde rejst sig af asken af det kuldsejlede "Hasle Kulværks Interessentskab" i 1889 var det leret, der blev det bærende element.

Man ville specialisere sig i de meget hårde klinker, som leret egnede sig så godt til.

Kulbrydningen trådte i baggrunden, men da priserne på kul i 1918 og 1919 steg kolossalt, blev mulighederne for at udnytte kulforekomsterne igen højaktuel.

Som beskrevet i Svend V Sølvers fortrinlige beretning i Bornholmske Samlinger Række 3, 15. Bind fra 2001, tryk her, begyndte man i 1919 at bygge en større skakt:

"Ved de af DGU udførte boringer var der sønden for Gammelværk og Birkely fundet flere betydelige kullag, dog på noget større dybder, end man på Bornholm hidtil havde brudt kul på.

A/S Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik dannede nu et datterselskab, A/S Bornholms Kulværker, med en aktiekapital på 500.000 kr, der i 1918 lod Brødrene Anker udføre supplerende boringer sydover.

Ca. 200 meter østen for Levka byggede man beboelseshus og maskinbygning med dampelektricitetsværk og gik her, i 1919, ned med en muret skakt i den hensigt at åbne adgang til to 5 á 6 fod (1,5-1,9 m) tykke kullag på ca. 90 meters dybde.

Man kunne imidlertid ikke bemestre vandtilstrømningen, idet det fine sand tilstoppede pumper og pumperør, og i en dybde af 45 meter måtte man indstille arbejdet."

Hus og maskinbygning finder man fortsat ved Levkavej, medens elektricitetsværkets høje skorsten er brudt ned i nyere tid.

Skakten er her også fortsat som en dyb brønd, og vandet er blevet benyttet af Hasle Klinker i fabrikationen af klinker.

Grusgravning

I stedet for kul er der i dag påbegyndt gravning af grus i området umiddelbart syd for skakten og Levkavej.

Det er sket efter at gravningen i Robbedale ophørte i 1988 på grund af truslen mod drikkevandsforsyningerne.

Også her i området ligger grundvandspejlet højt og graven flyder til med vand i en dybde af mindre end 6 meter.

Vandet er helt rent, og der udvikler sig en flora og fauna, dér er knyttet til rentvandssøer.

Løvfrøer i Klinkerskoven

Således havde søen i foråret 2017 og i 2018 et imponerende stort kor af syngende løvfrøer, Vestbornholms største.

Sommeren igennem og i det tidlige efterår kan man herefter på lune sommeraftener høre løvfrøhannerne sidde i krat og hegn i området - ja helt ned til havet - og markere deres territorier med korte lydytringer.

Deponering af jord i grusgraven

I løbet af sommeren 2017 har grusgraveren indhentet tilladelse til deponering af råjord i grusgraven efter en fastlagt plan. Tryk her og læs betingelser og plan for deponi.

Deponeringen blev påbegyndt i efteråret 2017, og det indtil da helt klare vand skiftede straks udseende, idet store mængder opslemmet ler er flydt ud i vandet og efterfølgende bundfældet ovenpå det bunddække af især kransnålalger, Chara sp., der karakteriserer såkaldte "oligotrofe" rentvandssøer.

Grusgravens vand er således på en gang ændret både kemisk og fysisk, hvilket ud fra et naturhistorisk synspunkt er stærkt at beklage.

Således er f.eks. bestanden af løvfrøer faldet drastisk, og i foråret 2019 var der ikke meget mere end et par hanner, der forsøgte at holde en koncert i gang. Tryk her og hør koncerten den 3. juni 2019.

Så, herefter er det ikke mere Vestbornholms største løvfrøbestand, der holder til i dette deponi!