
148 Ellesmyr - Lindsvej
Ellesmyr
Lindsvej
Cykelvej gennem Højlyngen
Vejen gennem Paradisbakkerne fra Plantagevej i vest til Oksemyrvej i øst er af nyere dato og indgår for størstepartens vedkommende i det regionale cykelstinet fra Rønne til Nexø, den regionale rute 22.
Hele strækningen i Paradisbakkerne er asfalteret og meget behagelig at cykle på, idet man tit finder læ for vinden ude i de åbne landskaber.
Og så er der mange muligheder for at besøge de forskellige seværdigheder i bakkerne - netop med udgangspunkt fra Lindsvej.

Vejen går under betegnelsen Lindsvej, og Naturvejleder Erik Lind har i sin fremragende bog: "Kom med i Paradiset" forsket lidt i baggrunden.
Sagen er den, at formanden for Ibsker Husmandsplantage ved generalforsamlingen i december 1959 kunne meddele, at "vejarbejdet nu er gennemført fra vest til øst".
Arbejdet med vejen startede allerede i 1930'erne, og da formanden under det meste af byggeriet hed Laurits Lind, kom vejen naturligt til at hedde "Laurits Lindsvej" eller bare Lindsvej!

På et tidspunkt foretager vejen et "hårnålesving" omkring en mose dybt under vejniveau. Det er Ellesmyr, og navnet lyder den på grund af dens forekomst i den daværende Højlyngen som en myr, omvokset af elletræer.
Myren ligger nu som tidligere i bunden af den sprækkedal, der som Tamperdal kan spores helt ud til kysten ved Listed.

Ellesmyr har som andre af Højlyngens vandsamlinger et relativt tykt "tæppe" af tørvemos - Sphagnum, og det er i dette man finder den karakteristiske kødædende plante Rundbladet Soldug.
Tryk her og læs om Rundbladet Soldug i NOVANA, Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Naturs overvågning af danske tørvemoser.

En af øens helt store vandreblokke finder man i kanten af vejen på skråningen ned mod myren, om vinteren omgivet af visne ørnebregner, om sommeren næsten dækket af opvoksende bregner.












