Navnet "Ølene" er den bestemte flertalsform for "Øl", der betyder "kilde" eller "vandløb", og sådan har området været benævnt helt tilbage i 1500-tallet.
En professor med forstand på den danske naturs tilstand, Peder Agger, udtalte ved et møde i København i november 2007, at
"...natur i dag kun er til stede på landmandens præmisser.
Siden grundlovens bestemmelser om ejendomsrettens ukrænkelighed i 1849 blev indført i dansk lovgivning, har alt, hvad der har med natur at gøre, været underkastet ejerens skalten og valten med naturværdierne..."
Ølene blev for et par menneskealdre siden beskyttet ved statens opkøb til vildtreservat, og siden har naturen kunnet udvikle sig på naturens præmisser. Tryk her og læs mere.
Ølene har fortsat en flora, der fra andre lignende eng- og mosearealer her på øen kun forekommer i skriftlige beretninger fra 1800-tallet.
Netop Melet Kodriver er en af flagskibene i dansk naturforvaltning. Den er udpeget som en såkaldt skilleart for den naturtype, der benævnes ekstremrigkær, men den er yderst sjælden i dagens gennemkultiverede danske landskab.
På Sjælland finder man den på tre voksepladser, der alle plejes intensivt med afgræsning, trærydning og jordafskrælning.
Her på øen er den fortsat tilbage på to statsejede og to privatejede enge inde i landet om end fåtalligt og i tilbagegang samt på 25 lokaliteter langs kysten.
Melet kodriver i Den danske Rødliste
Den danske Rødliste 2019 er en samlet oversigt over ca. 13.300 danske arter, og den rummer bl.a. information om, hvor truede alle disse arter er, også mange bornholmske! Tryk her
Så Melet Kodriver kan være en af de planter, der kan bruges i brandingen af Bornholm som et sted, hvor naturen fortsat kan opleves. Og det i en sådan grad, at den agressive, omend sjældne plante Hvas Avneknippe bør holdes i skak ved menneskelig aktivitet i form af en gammeldags mejning med "sajs".
Men, det var tæt på, at hele arealet var blevet drænet ud og udstykket til landbrugsjord som mange andre vådområder på Bornholm.
Ølene er en såkaldt "sig", en vandfyldt lavning midt i et højere liggende landskab. Et dødishul, om man vil. Men, et specielt hul, idet kalkholdigheden i vand og substrat er relativt højt.
Man antager, at der engang med isen er ført et større stykke kalksten til området og "tabt" her i området.
En kalksten, der siden har haft indvirkning på jordvandets elektrolyt-indhold og fremmet en plantevækst, der normalt forekommer i kalkrige jorder og ikke i en hedelyngsdomineret Højlyngsflade.
Melet Kodriver er en af de plantearter, der fortsat trives i Ølene, omend i kummerformer på grund af den høje vandstand, men den er her, og bestanden har af og til været underkastet registreringer.
Omkring nytår 2020/2021 besluttede Naturstyrelsen Bornholm sig for at optimere betingelserne for arten, da de senere års tællinger har vist en tilbagegang i antallet af blomstrende planter.
Tryk her og læs Styrelsens pressemeddelelse om initiativet og her om Bornholms Tidendes omtale af arbejdet.
Ølenes engarealer bliver afgræsset af Mønstergårds flotte Limousinekøer, og det giver plads til en flora, der altid er forekommet i lysåbne, ikke-kunstgødede græsarealer, men som i dagens Bornholm er blevet så sjælden.
Almen adgang er ikke åben for publikum, men i plantelister over de registreringer, der gøres, kan man bl.a. læse, at bregnen Slangetunge fortsat har et refugium i Ølene.
En plante, der i Arne Larsens Flora fra 1956 blev karakteriseret som "voksende Hist og Her på den sydlige del af øen". Her 60 år senere tælles de kendte voksesteder med fingre på bare en hånd!
Også den fredede Bakke-Gøgelilje finder man i det højtliggende og afgræssede overdrev langs Rømersvej.
Ølene er med i det nye Natura2000-netværk, og flora og fauna registreres regelmæssigt for at følge en eventuel forringelse af vilkårene. Tryk her og læs mere om basisanalysen for området.
Naturstyrelsens driftsplanlægning:
Generelt rummer området interesser indenfor natur, landskab og et begrænset friluftsliv.
Formålet med driften af området er, at sikre landskabs- og naturværdier, og i særlig grad sikre gode betingelser for fuglelivet, for de arter og naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området og for de for de sjældne planter, der findes i området.
Målet er endvidere, at publikum fortsat skal kunne opleve Bornholms største moseområde og det rige fugleliv fra områdets to fugletårne, hvorfor der er udlagt facilitetszoner her.
Læs mere om Naturstyrelsens drift ved at trykke her.
Inden Statens overdragelse af Højlyngen til de bornholmske sogne blev der i 1588 foretaget en sogneskelsdragning og udmatrikulering af 15 lodder i den sydlige del af Ølene: matr. 126, 127, 128a, 128b, 128c, 129, 130, 139, 140, 141, 142a, 142b, 143, 144 og 145.
Efter fordelingen af Højlyngen blev der udmatrikuleret yderligere 24 lynglodder i Ølene, således, at der nu var basis for en tørlægning og opdyrkning af arealet.
I 1850'erne var der en kongelig kommission på øen for at besigtige Ølene med henblik på tørvegravning. Men, en af lodsejerne, der havde fået til opgave at vise delegationen vej, førte de høje herrer ud midt på øen i Ølene, hvor der ikke var skygge af tørv - og forehavendet blev opgivet.
En ny Øleå blev af Østermarie Sogneråd udgravet og sprængt igennem en højtliggende granitforhindring. Udgrøftningen skulle ses i lyset af, at man ønskede bedre forhold til at bjerge hø i Ølene. Men, mange af lodsejerne var imod!
I 1926 var Det danske Hedeselskab langt fremme med planer om at opdyrke Ølene helt, men både Sognerådet og flere lodsejere var i mod. Alligevel blev der prøvet igen efter Jordbforbedringsloven af 1933, men forgæves!
Og så skete der det, at Ibsker, Bodilsker, Poulsker og Pedersker sognekommuner sammen med Nexø by i 1938 købte en stor del af Ølene for igen i 1939 at sælge den til Reservatrådet, der i 1942 oprettede et Statens Vildtreservat.
Siden har dyr og planter levet på naturens betingelser, og bl.a. tæller fuglefaunaen flere par Traner, Rørhøge, Grågæs og flere arter ænder.
I slutningen af 1960'erne etablerede Østermarie Sogneråd en ny vejforbindelse gennem den østlige del af Ølene - midt igennem det fredede område!
Fuglelivet kan fint overskues fra tre fugletårne, hvoraf det SV'ligste ved Rømersvej er kørestolsbrugervenligt.
Tryk her , og se fuglefolkets seneste iagttagelser af fugle.
Blandt andet er stedet søgt på sensommeren, hvor flokke af stære og svaler søger nattesæde, tit under spektakulære flyveopvisninger - det Martin Iversen i Sønderjylland benævner "Sort sol".
Tranen - som ny ynglefugl
Og så var det Dagbladet Bornholmeren, der den 30. januar 1991 i en forsideartikel kunne berette om:
"Bornholmsk natursensation: Trane-yngel i Ølene":
"Det har været holdt hemmeligt siden efteråret. Men nu skal det frem: Et tranepar udrugede sidste sommer unger i naturreservatet Ølene syd for Østermarie - og to unger blev bragt på vingerne", skrev avisen videre.
Den lokale konkurrent på det bornholmske nyhedsmarked, Bornholms Tidende, fulgte nyheden op med et "Ugens Kaaseri" den 9. februar 1991.
Altså en ny art som ynglefugl på Bornholm i 1990, og siden er bestanden vokset til mere end 25 par i 2012 og sikkert endnu flere i 2017, 2018 og 2019!
Havørnen som ynglefugl
Med den udvikling, Havørnen er gennemgået som dansk ynglefugl siden slutningen af 1990'erne, er den også kommet til Bornholm og blevet fast ynglefugl.
Første gang, der blev noteret et ynglepar med afkom, var i 2016, og der kom en unge på vingerne. I 2017 og 2018 forsøgte havørneparret igen, men begge år gik æg og unger til grunde på grund af ekstremt vejrlig.
I 2019 var parret flyttet til et nyt område, men selv om reden også her kom ud for et ekstremt vejrlig og faldt til jorden, overlevede en unge, og den er i første halvdel af august begyndt at flyve rundt i området tæt på redestedet i den nordlige del af Ølene.
Dens liv sammen med forældrefuglene har man med fordel kunnet opleve i det nordlige fugletårn i Ølene.
Naturgenopretning i overdrevet
Langs med Rømersvej i det vestlige hjørne af Ølene befinder sig et af øens særdeles artsrige overdrev.
Overdrev er en efter Naturbeskyttelsesloven beskyttet naturtype, læs mere ved at trykke her.
I de senere år er området imidlertid mere og mere vokset til med opvækst af birk, bævreasp, slåen og tjørn. Den bevaringsværdige vegetation er derfor i høj grad under pres på grund af den tiltagende skygge fra opvæksten.
Selv om området er afgræsset med "ret mange kreaturer", er det åbenbart ikke nok til at holde opvæksten nede, og Naturstyrelsen har i efteråret 2019 arbejdet intenst med at fælde denne uønskede og skyggegivende opvækst således, at kreaturerne kan tage over i de kommende år til optimering af overdrevsfloraen.
Øleå-sti
Vandet forlader Ølene gennem Øleåen, der har to grene, et oprindeligt og et nygravet ved Plantagevej.
Langs Øleåen er der etableret en vandresti, som man kan følge til Vibebakke i Poulsker Plantage. Tryk her og få et kort over forløbet.
Højlyngsstien
Sommeren 2020 etablerede Bornholms regionskommune og Naturstyrelsen i fællesskab med midler fra regeringens aftale "Sommer i naturen 2020" en sammenhængende vandrerute hen over det centrale Bornholm, kaldet Højlyngsstien.
Ialt 67 km. sti er afmærket mellem Sandlinien på Hammeren gennem den centrale del af øen, deraf navnet, til Aarsdale.
Læs mere om Bornholms regionskommunes omtale af stien ved at trykke her eller/og Naturstyrelsens omtale af stien ved at trykke her .
Højlyngsstien er første del af det større projekt "Bornholms Grønne Bølge", som skal skabe rekreativ og naturmæssig sammenhæng i det bornholmske indland.
Stiens forløb er af praktiske grunde delt op i mindre kortudsnit. Tryk her og hent de enkelte detailkort for hele stien samt en generel beskrivelse af fænomenet "Højlyngen".
Tryk her og se stiens forløb forbi Ølene, hvor Øleå-stien er en integreret del.
Stien blev åbnet af landets Miljøminister og Bornholms Borgmester den 4. september 2020. Tryk her og læs mere om denne begivenhed - som en efterdønning ovenpå sommerens "coronakrise".