296 Store Grankule
Store Grankule
Grane-Kulerne
En omtale af stedet foreligger allerede fra 1763, da daværende Amtmand Urne skrev følgende:
"Mærkværdig at heringen Stæds i Skove eller paa Marken staar Lævninger af nogen Voxende Fyrr eller GranneTræ, da deraf dog Mængde findes omkring kastede i Moserne, hvorfore og een særdeles kaldes: Grane-Kulerne"
Navnet på dette smukke sted har i tidens løb ændret staveform.
Urne skrev som citeret: Grane-Kulerne, men har i et andet skrift noteret sig "Granne-Kuler".
Videnskabernes Selskabs kort fra 1805 skriver "Grankulerne", medens der på et udskiftningskort i Matrikelsarkivet fra 1817 er skrevet "Granne kulerne".
På Buhls "Atlas over Danmark" er stedet blevet til "Gran kullerne", medens Geodætisk Institut i 1885 har noteret "Grankulerne".
Benævnelsen har hidtil omfattet de to Grankuler, Store og Lille, hvoraf sidstnævnte senere har fået ændret navnet til Duedalsvandet og førstnævnte siden 1946 har heddet Store Grankule på Geodætisk Instituts kortværker.
Foruden sin almene skønhed rummer stedet en særpræget flora, der har en rest af fortidens fattigkær ude i den åbne Højlyngen.
Kanterne er flere steder præget af morænegrus, hvor de ikke er dækket af flere forskellige arter tørvemos, Sphagnum.
Som et af de få tilbageværende steder her på øen har vandplanten Strandbo, Littorella, fortsat en mindre bestand her, og tørvemosset huser enkelte steder den kødædende plante Rundbladet Soldug.
Udvalget af planter er som i den Lille Grankule eller Duedalsvandet, blot findes de i større mængder omkring Store Grankule.
Efterårsfloret er karakteristisk ved mange gule farver i Birk, Kær-Svovlrod, Tormentil-Potentil og Blåtop.
Og så finder man ved spangen i den sydlige ende af området en ganske stor bevoksning af Femradet Ulvefod - som en hilsen fra den gang, stedet var en del af Højlyngen.
