299 Segen
Segen
- Axel Frederik Valdemar Seier
Segen forekommer benævnt i skriftlig form på Hammers kort, 1746-50. Tryk her og se nærmere.
Det er en flertalsform for ordet "Sig", der angiver en mindre lavning, der i fugtige perioder er fyldt med vand, og hvor jorden derfor er sur.
Det nuværende skovfogedested Segenhus blev opført af Hans Rømer i 1814, da han havde gjort sin nye vej gennem Almindingen til Vestlandet færdig.
Tryk her og læs nærmere om dette store arbejde.
Det var først i 1913, at Segen blev udlagt som en Skovpart i Almindingen, idet den blev skilt ud fra Koldekilde Skovpart.
Skovløberen, der i 1908 var flyttet ind i Segenhus blev i den forbindelse udnævnt til Skovfoged, og det var den senere så kendte Axel Frederik Valdemar Seier, A F V Seier.
Han var født i Rønne den 25. januar 1879. Hans fader var Sadelmagermester, og efter at have været nogle år i Jylland for at studere skovbrug søgte A F V Seier i 1908 tilbage til Bornholm og Almindingen.
Skovfoged var han frem til 1947, da han blev afløst af K O Nielsen.
Seier har været Bornholm en god mand. Han har helt sikkert været glad, måske taknemmelig, for at have sit virke på fødeøen, og han har efterladt sig en stor litterær produktion.
Allerede i 1932 fik han udgivet mammutværket om "Bornholms Fugle" på Aakirkeby Boghandels Forlag, og i 1934 "Bornholmske Folkeminder" på Frits Sørensens Forlag. Tryk her og se omslaget på sidstnævnte.
Samme år fik han plantet et par mammuttræer, Sequoiadendron giganteum, i sin have; træer, der i dag står som to statelige minder om en skovens mand, der havde et format ud over det almindelige.
I Storværket fra 2. Verdenskrig: Bornholmernes Land - Øens i øst, bidrog han med to store artikler: "Skovbrug og Jagt paa Bornholm samt "Sagn, Sansâger og Overtro".
Seier levede i overgangen mellem den manuelle skovdrift og maskinel skovdrift, som mere og mere vandt indpas i skovbruget efter 2. verdenskrig.
Seier havde derfor en meget stor kontaktflade til de arbejdere, der for fleres vedkommende havde haft skoven som sin arbejdsplads hele livet og som måske også havde afløst deres forældre i arbejdet.
Mange af disse havde hørt om eller oplevet ting, de af ærefrygt havde svært ved at gengive, men Seier fik dem til at fortælle, og hver en historie blev skrevet ned og samlet i "Bornholmske Folkeminder".
Efter afskeden med Statsskoven nød Seier et langt og frugtbart otium.
Han kunne nu fortsætte sin litterære produktion, og i 1951 fik han på Forlaget Jespersen & Pio udgivet novellen "Aagaarden". Tryk her og se omslaget.
Året efter i 1952 overdrog han Rønne Teater sit skuespil "Alminjsfolk", der handlede om den arbejdsplads, han i så mange år havde haft med særligt fokus på skovens grundlægger, Hans Rømer.
I 1953 udsendtes novellen "Lisabeth Bohn og Amtsskriveren". Tryk her og se omslaget.
Seier tegnede sit eget exlibris, der foruden udsigten over havet har fået både erhvervet i form af geværer, træer og hjortehoved samt de boglige interesser med alt hvilende på en sokkel af granit.
Seier var valgt til Bornholms Museums bestyrelse i 1937, og i 1950 overtog han kassererarbejdet i Bornholms Historiske Samfund.
Ved Samfundets generalforsamling i maj 1957 ønskede han sig fritaget for dette hverv, og dagen før Sct. Valborgs Dag og Nat i 1959 forlod han denne verden.
Men, minderne om ham og hans virke står fortsat lyslevende klart i det bornholmske samfund i almindelighed og i Segen i særdeleshed.
Hans livsværk, Arboretet i Segen er i dag om nogensinde et sted, man søger hen for at lade sig inspirere og imponere.
Her vokser livsværket sig større for hvert år. Tryk her og læs mere.
- Og på markerne omkring skovfogedestedet Segen er orkidéen Maj-Gøgeurt ved at tilbageerobre fortidens engarealer
