246 Vallensgårdsskov

Vallensgårdsskov

Lille Egesholm - Bøgeholm

Loklippen - Logulvet

Fra P-pladsen ved Ekkodalshuset kan man følge et skovspor mod vest langs Ekkodalen, og det fører igennem Vallensgårdsskov. Dette spor blev i 2019 forbedret til en reel og farbar skovvej.

Den første top, man passerer er Gruskule Bakke, hvor man bemærker en flad vandreblok.

Vallensgårdsskoven set fra Ekkodalsklipperne

Den kaldes Frokoststenen, og den har flere "ristninger" på sig, bl.a. Chr. IX's monogram og årstallet 1901. Ligeledes har den et kors på den ene side samt nogle bogstaver C eller G på fladen.

Årsagen til disse ristninger er noget uklar, men skyldes nok et besøg af Kongen på dette sted.

Efter fem minutters videre vandring passerer man Jægerhuset, der har været benyttet af ejeren til Vallensgård i forbindelse med afvikling af jagt. I 2018 blev huset og den del af Ekkodalen, det ligger i, overdraget til Staten. Læs mere ved at trykke her.

Jægerhuset 1947. Fotograferet af Willy Hansen. Billedet tilhører Bornholms Museum

Huset blev opført af den daværende ejer til Vallensgaard i 1918 og det skulle stå som et minde om den tidligere Vallensgaard, der var opført i 1777, men som blev revet ned igen i 1881.

Materialerne herfra blev overtaget af en Snedkermester Nygaard, der ved Præstedammen i Aakirkeby byggede en større bindingsværksejendom. Tryk her og læs mere.

I 1917 blev en del af denne bygning brudt ned igen og materialerne bragt tilbage til Vallensgård og benyttet til opførelsen af Jægerhuset.

Man siger, at stenene i Jægerhuset er munkesten, som skulle være hentet på Hammershus, medens egetømmeret altså er fra den gamle Vallensgård fra 1777.

Udenfor huset ligger en gravsten af sandsten, der er et minde om den i 1806 afdøde Major Herman Müller.

Han efterlod sig hustru og 10 børn, og hans eftermæle er skrevet i stenen og lyder:

"Oprigtig Gudsfrygt, Sand Redelighed, Inderlig Velvillighed mod alle prydede hans Vandel".

Umiddelbart vest for Jægerhuset passerer man et vådområde, og det er resterne efter middelalderens Læså.

Her løb øens mest vandrige å ud af Ekkodalen for at slutte sig til afvandingsgrøfter fra moseområdet Vallensgårds Mose og Kjærgårds Mose længere mod syd.

I 1960'erne foretog man en afvanding af dette moseområde, tryk her og læs mere, og Læsåen blev i stedet ført videre ind i moseområdet.

Men, i august 2020 genåbnede man Læsås oprindelige forløb ud gennem Ekkodalen efter at være lukket i mere end 55 år. Det skyldes den naturgenopretning, der blev foretaget i Vallenskær efter det statslige tilskud i 2018. Tryk her og læs mere.

Den "gamle" Læsås forløb genskabt i august 2020 - efter at have været lukket i 55 år!

Lille Egesholm - Bøgeholm

Lille Egesholm - Bøgeholm hæver sig i landskabet inderst inde i Ekkodalen.

Her har arkæologer gravet i mange år for at anskueliggøre de første bornholmeres leveforhold, og Mogens Jensen har på sin hjemmeside bornholmsoldtid.dk samlet de fund, der er gjort. Tryk her og lad dig imponere.

Arkæolog Mogens Jensen graver på Bøgeholmen

Mogens Jensen, http://bornholmsoldtid.dk/stenalder/boegeholm-en-sen-tragtbaeger-boplads-4/

"På Bøgeholm er fundet over 60 kg materiale bestående af brændt og ubrændt flint, brændte og ubrændte øksefragmenter, større stykker samt halve flintøkser, brændt og ubrændt ben fra pattedyr, keramik med og uden ornamentik, kvarts, pilespidser, samt fragmenter fra 16 lerskiver med sol-ornamentik samt en lerskive der kunne samles og som var ofret i et stolpehul.

Arealet, hvor materialet er fundet, er på 37 kvadratmeter og dybden svinger mellem 30-60 cm.

Materiale der er fundet på Bøgeholm er stort i forhold til arealets størrelse, og dette forhold viser sig også andre steder på øen.

Hist og her er der forsøgsvis taget et spadestik, og en skovl fuld af jord indeholder generelt mellem 4-10 stykker flint og ofte 1-4 stykker keramik.

Der fremkommer flint alle steder på Bøgeholm, og det samme er tilfældet på den landtange, der ligger nord for Bøgeholm, som hedder Bøgeskoven, hvor der også fremkommer flint ved hvert spadestik.

Samlingspladsen på Bøgeholm ser ud til at været benyttet i en relativ kort periode, på omkring 100-200 år i tidsrummet omkring 2900-2700 f.Kr.

I forhold til det korte tidsrum pladsen har været i brug, og den store mængde materiale der er fundet, hvoraf en del er brændte flintøkser, antyder det, at der har været en stor aktivitet på pladsen.

Det kan derfor antages, at stedet har været brugt som en samlingsplads/Sarupanlæg af tragtbægerkulturens mennesker.

Pladsen er ren for andre perioders forstyrrelser, og derfor en unik lokalitet for større undersøgelser/udgravninger".

Der er ikke fundet spor efter beboelse, men det er der højere oppe i landskabet som f.eks. på Logulvet over Loklippen.

Sidst i 1800 tallet plantede skovens ejer de første bøgetræer på Lille Egesholm, hvorfor alderen på holmens bøgetræer i år, 2020, er ca. 125 år gamle. Og siden har holmen ændret navnet til i dag Bøgeholm.

Lille Egesholm - Bøgeholm hæver sig over Ekkodalens vådområde

Vallensgårdsskov blev sammen med de tidligere "Ekkodalens moser" købt af Staten i slutningen af 2018. Tryk her og læs mere om dette køb.

Udsigten fra Loklippen mod syd over Vallenskæret i oktober 2023

Loe Klippen
Loklippen

Stien gennem Vallensgårdsskoven krydser herefter det forløb af Læsåen, der blev etableret ved dræningerne i Vallenskæret i 1973, og kort efter denne bro bemærker man en lodret stående klippeside, Loklippen, i gammel tid kaldet Loe Klippen.

Kravler man op på klippen overraskes man af det store flade Logulvet. Her vokser i dag ranke egetræer, og i bunden finder man øens største bestand af Liljekonval.

Mogens Jensen har i sin Bornholms Oldtid skrevet indgående om denne klippes betydning for de første mennesker på Bornholm. Tryk her og læs mere.

Den bornholmske naturhistoriker Frede Kjøller skrev et længere indlæg om Ekkodalen i almindelighed og Logulvet i særdeleshed i Jul på Bornholm 1964. Tryk her og læs siderne 20-28.

Ur - talus

Ur også kaldet talus er aflejringer af relativt store stenblokke på skråninger eller ved foden af stejle klippesider.

De dannes ved at klipperne forvitrer og blokkene falder ned og lejrer sig på fast undergrund, ofte kilet ind mellem hinanden. Det er vand i klippesprækker efterfulgt af frostsprængninger, der har påbegyndt dannelsen af de større eller mindre blokke.

Ur for foden af Styrtebakkerne har eksisteret i mange år, ja rent faktisk siden seneste istid, da gletscherne dengang må antages at have ryddet op i tidligere tiders løse sten og klippeblokke i Ekkodalen.

Grotte i Styrtebakkernes ur over Logulvet

Grotterne over Logulvet

I Styrtebakkernes sydskråning over Logulvet finder man et veritabelt system af grotter. Store og mindre klippeblokke er i tidens løb - ja siden isens bortsmeltning fra dette område af øen - faldet ned i en særdeles vanskelig passabel ur.

Og det er meget tænkeligt, at hulerne er benyttet af de tidligste indbyggere over datidens Wallenskier. Tryk her og læs mere.

Vegetationen i denne del af Almindingen er i den grad naturskov, ja nærmest urskov med Avnbøg, Småbladet Lind og Vintereg som de dominerende træarter.

I nyere tid efter etableringen af cykelvejen på Krakvej og et udsigtspunkt med bord og bænke samt en fantastisk udsigt over Vallensgårdsskov og Vallensgårdsmose er navnet "Loklippe" på nyere kort fejlagtigt blevet tillagt dette udsigtspunkt.

Tryk her og se udsigtsstedet, som retteligen burde hedde Kong Frederik den niendes udsigt.

For enden sf stien når man frem til en gammel fægade, et spor, der er omgivet med stengærder på begge sider. Det nyere Rømers stengærde fra 1809 mod nord og det hensunkne faldefærdige gærde, der har omgivet Vallensgårdsskoven, mod syd.

En "fægade" efter 1809, da Rømer havde fuldendt sit stengærde rundt om Almindingen. Måske har dyr fra Vallensgård og omegn været drevet op i "Lyngen" vest for Almindingen til sommergræsning ad denne "gade" frem til udstykningen af en del af Lyngen til Vestre Indlæg i 1842

Her kan Vallensgård og de nærmestboende bønder i Aaker sogn have drevet deres kreaturer op i "Lyngen" frem til 1842, da denne del af højlyngsjorderne blev lagt ind under Staten til Det vestre Indlæg.

Trappe fra bunden af Ekkodalsklipperne ved Jægergrotten til toppen af klipperne

Indhegning af Vallensgårdsskov

I forbindelse med, at Staten overtog Vallensgårds andel af Vallensgårdsskov og Vallensgårdsmose opstod behovet for at indhegne et større areal end den allerede indhegnede del af Ekkodalen.

Dette blev foretaget i løbet af december 2019 således, at dyr kunne afgræsse den tidligere Vallensgårdsskov i løbet af vinteren 2019-20. Tryk her og læs mere.

Liljekonval - Ramsløg - Høst-tidløs

Mange mennesker er begyndt at samle Ramsløg til husholdningen, men denne plante har blade, der overfladisk minder om Liljekonvals blade.

Tryk her og se en lille bevoksning af Ramsløg.

Da Liljekonval indeholder stoffer, der er giftige for os mennesker, er det vigtigt, at man er opmærksom på, at man vælger de rigtige blade. Tryk her og læs mere om giftigheden i den smukke plante.

Ramsløg vokser i fugtige og næringsrige skove, medens Liljekonval forekommer i tørre næringsfattige skove, tit under egetræer.

Er man i tvivl, om det er Ramsløg eller Liljekonval, man har samlet, skal man blot "nulre" bladene.

Ramsløgs blade er "slatne" og dufter umiskendeligt af løg, medens Liljekonvals blade er læderagtigt faste og har ingen lugt efter løg!

Endnu en plante, der om muligt kan forveksles med Ramsløg er Høst-tidløs. Den blomstrer i august - uden blade, som til gengæld vokser frodigt i det tidlige forår. Dog sjældent i den bornholmske natur.

Tryk her og se bladene af Høst-tidløs - samt læs om dens giftighed.

Tørken foråret 2019 og Konvalbille

Foråret 2019 har på mange måder været ekstrem, bl.a. ved at der næsten ikke er faldet en dråbe regn i over en måned. Det har resulteret i, at f.eks. skovbunden på Logulvet er særdeles tør.

Det er kommet til udtryk en relativ dårlig vækst blandt liljekonvaller, og hovedparten af dem, der er kommet frem af den tørre jordbund, har bladene gennemhullet af små huller.

På en forespørgsel til Morten Top-Jensen om den mulige årsag til disse huller i Liljekonvallernes blade har han foreslået, at det måske kan skyldes aktivitet efter den relativt sjældne Konvalbille!