I 1800 blev Rømer ansat som skovrider i Almindingen. Der fulgte ikke nogen embedsbolig med ved ansættelsen, men han mente, at det var nødvendigt for hans virke at han boede i skoven, og derfor købte han i 1804 det lille udbyggersted Eskeviske i Kodalen.
På Hammers Kort fra 1746-50 er dalen navngivet "Koe Dallen".
Men begge navne indeholdt for lidt appeal, og straks efter overtagelsen fik huset navnet Rømersdal, og dalen fik han omdøbt til Ekkodalen. Et navn, Ecchodahlen, den også havde på et matrikelkort fra 1788. Tryk her og se nærmere.
Ekkodalen er en såkaldt sprækkedal, den sydvestligste del af øens længste sprækkedale og blandt flere anset som øens flotteste repræsentant for disse. Man kan midt i dalen måle dens bredde fra det sydlige granitfremspring til den nordlige lodretstående klippe til at være ca. 70 meter.
Ekkodalen har været et af øens femstjernede turistmål, så længe der har eksisteret turisme på Bornholm, og tilstrømningen af "vandrefoula" tog i den grad til ved etableringen af skovtursbanen mellem Aakirkeby og Almindingens station i 1902.
Af samme grund har seværdighederne i dalen fået benævnelser, som regel overleverede stedsangivelser som fastboende og skovens folk har givet videre fra generation til generation for at kunne finde rundt og udtrykke sig eksakt om dette og hint.
Skovrider Steen var Kongens repræsentant i Almindingen få år efter, at Hotel Jomfrubjerget blev opført i 1891, og da turisterne strømmede til skoven, ville han gerne have, at man fik lov til at opleve skovens seværdigheder.
Derfor etablerede han vandrestier, markeret med forskellige malede mærker på stene og træer, og turen gennem Ekkodalen blev royalt angivet med små dannebrogsflag! Læs mere om disse stier ved at trykke her.
Fra skovens midte kom man fra Kaprifolievejen, der startede ved Rømers Minde, ud i Ekkodalen ad Kaprifoliestien for foden af Gamleborg og med flot udsigt til skovridergården Rømersdal.
Herefter blev man fra dalens bund ført ad en trappe op på Lajtarijn med den smukkeste udsigt over dalen og den oprindelige middelalderlige skovbevoksning med Almindelig Ene, Vintereg og Avnbøg.
Man vil passere en om vinteren kraftigt fossende strøm af vand oppe fra Djævlebakken, og da vandet for en stund må løbe under den markante klippeblok Vandpræsten har man lokalt givet vandløbet betegnelsen Præstens tårer.
Tryk her og se, hvorledes Djævlebakken tårner sig op over Ekkodalen.
Grotten er det næste markante klippefremspring med en underliggende indhak i klipperne. Det ses iimidlertid bedst fra stien nede i dalen.
Følger man stien ovenpå klipperne vil man på et tidspunkt gå lige hen over Heksenes danseplads.
Overleveringen fortæller, at der dybere inde i klippemassivet skulle være et mindre hul, hvorfra heksene angiveligt skulle komme ud og danse! Men, hvornår man kan opleve heksedansen, kan ingen oplyse. Måske ved fuldmåne?
Ældre bornholmere, der har trang til at holde fast i traditioner kender udmærket stedet fra de tilbagevendende tidlige pinsemorgener, hvorfra et kor af sangere ledet af en lokal skolelærer på en klippehylde umiddelbart under dansepladsen fyldte dalen og morgenen med liflig sang.
På et kort, Skovrider Rømer havde ladet tegne i 1825-26, og som i dag befinder sig på Det kongelige Bibliotek, har han angivet en markant klippespids på toppen af ekkodalsklipperne som lokaliteten Springet, og seværdigheden er senere foreviget i Illustreret Tidende fra 1861.
Det er det samme sted, som i Dansk Landbotidende fra 1874 blev kaldt Jomfruspringet, og som i dag går under betegnelsen Røverspringet. Herfra er der endnu engang en enestående udsigt ud over dalen.
Det seneste navn har stedet fået på grund af, at en "røver" angiveligt under en forfølgelse over ekkodalsklipperne ikke så nogen anden udvej end at springe ud fra klippen. Om han overlevede melder historien ikke noget om.
Græderen opdager man hurtigt på sin vandring, fordi det er den del af klippepartiet, hvor der lige under toppen af klippen vinter og vår siver vand ud over klippen i stride strømme - til ihvertfald på den anden side af Sankt Hans.
Vegetationen for foden af klippen er af samme grund noget frodigere end på de andre klippeflader i dalen.
Umiddelbart ovenover Græderen finder man fortsat et af stedets botaniske klenodier, Tarmvrid Røn. Tryk her og se i stor forstørrelse.
Og så når man frem til det måske kendteste klippeparti i dalen: Måneskinsklippen.
Det er her, turisterne bliver guidet hen for at man bedst skal kunne opleve et ekko - ihvertfald peger et stort træskilt hen til stedet, og hvis det er det, folk er kommet til Ekkodalen for at opleve, så er målet nået, og et andet stort skilt viser tilbage til P-pladsen.
Men, Ekkodalen er mere end dette.
Efter at Staten har købt den vestlige del af dalen er der i sommeren 2020 etableret en fortrinlig vandresti fra Trandbergs minde ud for Fuglesangsrenden forbi Lyseklippen til Jægergrotten med Gedebæksvandfaldet og videre op ad trapperne til Dronningestenen . Tryk på hver enkelt lokalitet og læs mere.
Længst i SV, hvor Styrtebakkerne flader ud ligger Loe Klippen med Loe Gulvet. Allerede på et matrikelkort fra 1788 over Almindingen forekom lokaliteterne navngivet, og skoven for foden af klipperne havde den poetiske betegnelse "Kraage Lund". Tryk her og læs mere.
Netop her i Kraage Lund for foden af Loklippen har græsset Eng-Rørhvene nærmest enerådighed, et ellers usædvanlig græs på Bornholm.
Vandrefalken på Ekkodalens klipper
Frem til sidst i 1950'erne var klipperne i Ekkodalen redested for et par vandrefalke.
Skovfoged Seier, tryk her, har i sin Bornholms Fugle fra 1932 skrevet om sine iagttagelser fra dengang, og i et brev fra Ornitologen Knud Barfod er et par ynglefund fra sidst i 1940'erne omtalt. Læs hans iagttagelser ved at trykke her.
Som nøjere beskrevet i Bornholms Fugle fra 1973 forsvandt vandrefalken generelt som ynglefugl på øen, men i dag har man her i dalen som andre steder på øen igen en god chance for at se denne verdens hurtigste fugl bevæge sig ud mod Udkæret.
Genslyngning af Læsåen gennem dalen
I slutningen af 1800-tallet blev det naturligt slyngede forløb af Læsåen rettet ud til en lige grøft - som det skete med vandløb mange andre steder på øen. Øens enge skulle dyrkes op og vandet skulle "lægges til side" eller helt skjules i rør.
Denne effektivisering har naturligvis kostet natur!
I 1989 vedtog det daværende Folketing den såkaldte Naturgenopretningslov, og der blev givet penge til at genskabe noget af fortidens natur.
Også Læsåens slyngninger i Ekkodalens bund kom på tale, men en tilbageføring til det tidligere slyngede forløb vovede man ikke fra Statsskovens side.
Man nøjedes med at kaste nogle læs større marksten ud i vandløbet og fordelte dem således, at vandet med sin iboende kraft til at forme egne slyngninger selv kunne etablere dette ud fra den lige grøft.
Allerede nu godt 15 år senere kan man notere sig begyndende slyngninger i vandløbet, men det bliver noget andet end det, man raderede ud i 1800-tallet.
Tryk her og se et kort fra midt i 1800-tallet, der illustrerer denne såkaldte naturlige mæandrering af Læsåen gennem Ekkodalens bund.
Og tryk her og se en begyndende ny slyngning på grund af en større sten midt i vandløbet.
Foruden stenene er køernes trampen medvirkende til, at vandløbet igen etablerer sig med slyngninger til gavn for dyrelivet - bl.a. den fantastisk smukke Blåvinget pragtvandnymfe - Calopteryx virgo, der på solrige sommerdage afpatruljerer lange strækninger af åen for foden af ekkodalsklipperne.
Ved indgangen til Ekkodalen fra P-pladsen ved Ekkodalshuset bemærkes i efterårsmånederne en Spidsløn med et særdeles smukt flammende efterårsløv. Læs mere om dette træ ved at trykke her.
Fredning af egeskov i Ekkodalen
I 1907 blev skoven på Ekkodalsklipperne sammen med gammel skov i Kalvekæret og på Christianshøj, tryk her, fredet på grund af stedets æstetik og landskabsværdi. Tryk her og læs originale skrivelse fra Landbrugsministeriet.
Skovstrækninger ved Aaremyre og Kalvekæret paa Bornholms Skovdistrikt fredede i henhold til nedenstående skrivelse.
Landbrugsministeriet. København den 8. april 1907.
Til Udvalget for Naturfredning.
I anledning af, at udvalget under 30. januar d.a. har andraget en fredning af en lille skovstrækning ved Aamyre og Kalvekæret på Bornholms Skovdistrikt, skal man efter brevveksling med 2den overførsterinspektion herved meddele, at ministeriet i overensstemmelse med overførsterinspektionens indstilling har fastsat,
dels at afdelingerne 140, 158, 160, 168 og 169, til hvilke afdelinger den ommeldte skovstrækning henhører, udlægges til naturfredning,
dels at der yderligere til en saadan fredning henlægges afdelingerne 164, 204, 206 og 229, af hvilke de to første allerede nu er delvis fredede, tryk her og se dem på et skovkort over Ekkodalen,
således, at der ved driften af disse afdelinger ingen afvigelse maa ske fra den nuværende drift uden ministeriets tilladelse, eventuelt efter at udvalget har haft lejlighed til at ytre sig desangaaende.
P.M.B
Wulff/ Richter
Ifølge driftsplanen 1904-1919 for Bornholms Skovdistrikt er fredet:
Gamle Ege paa Christianshøj (Afd. 164) og i Ekkodalen (Afd.202),
Naturlig Egeskov Almindingen afd. 206,
Gammel naturlig Avnbøgskov Almindingen afd. 164 og 204.
Ekkodalens moser
I forbindelse med dannelsen af den nye Lars Løkke Rasmussen-regering i 2016 blev der i regeringsgrundlaget indskrevet en passus om, at man ville arbejde for, at Vallensgårdsmosen blev naturgenoprettet. Tryk her og læs mere.
I den efterfølgende debat om regeringens planer sagde Mette Abildgaard fra det Konservative Folkeparti bl.a.:
"Regeringsgrundlaget betyder også nye naturmål for vores udsatte natur, en styrkelse af det grønne danmarkskort og nogle fantastiske naturgenopretningsprojekter:
Jeg tør godt love, at projektet i Ekkodalen kommer til at give genlyd over hele Danmark."
I Bornholms Tidende fra 4. maj 2018 er denne historie uddybet, så tryk her og læs mere.
Læs mere om arbejdet med at genoprette Vallenskær ved at trykke her
Staten overtog den privatejede del af Ekkodalen og Vallensgårdsskoven i 2018 således, at man kunne invitere besøgende hele vejen gennem Ekkodalen og Vallensgårdsskov på dertil indrettede stier og spang til Mosevej ved Springbakke.
Højlyngsstien
Sommeren 2020 etablerede Bornholms regionskommune og Naturstyrelsen i fællesskab med midler fra regeringens aftale "Sommer i naturen 2020" en sammenhængende vandrerute hen over det centrale Bornholm, kaldet Højlyngsstien.
I alt 67 km. sti er afmærket mellem Sandlinien på Hammeren gennem den centrale del af øen, deraf navnet, til Aarsdale.
Læs mere om Bornholms regionskommunes omtale af stien ved at trykke her eller/og Naturstyrelsens omtale af stien ved at trykke her .
Højlyngsstien er første del af det større projekt "Bornholms Grønne Bølge", som skal skabe rekreativ og naturmæssig sammenhæng i det bornholmske indland.
Stiens forløb er af praktiske grunde delt op i mindre kortudsnit. Tryk her og hent de enkelte detailkort for hele stien samt en generel beskrivelse af fænomenet "Højlyngen".
Stien blev åbnet af landets Miljøminister og Bornholms Borgmester den 4. september 2020. Tryk her og læs mere om denne begivenhed - som en efterdønning ovenpå sommerens "coronakrise".