241 Almindingen Station
Almindingen Station
Skovtursbanen
"Bornholm er det eneste sted, hvor man har haft en "ren" skovtursbane, og det var jernbanen mellem Aakirkeby og Almindingen.
Den blev åbnet for trafik den 16. maj 1901, og da Almindingen-Gudhjem jernbane åbnede den 27. juni 1916, blev Almindingen Station et knudepunkt de første år.
Det skyldtes bl.a., at Gudhjem-banen blev bygget med kraftigere skinner end strækningen mellem Aakirkeby og Almindingen. Det havde været nødvendigt, fordi man havde valgt at føre Gudhjem-banen direkte fra Almindingen til Christianshøj, en linieføring, der betød en meget stærk stigning på 15 o/oo.
Der måtte derfor også anskaffes kraftigere materiel, og de store dampmaskiner trykkede betydelig mere på sporet end maskinerne på Nexø-banen. Derfor kunne togene fra Gudhjem ikke køre igennem til Aakirkeby, men man måtte skifte lokomotiv.
Fra Almindingen blev vognene trukket til Aakirkeby af Danmarks mindste privatbanelokomotiv, kaldet "Bukken".
Almindingen station havde postekspedition, og der var en del post fra skovvæsenet, savværket, træskofabrikken, Højskolen, gårdene og den lille bebyggelse".
Stationsarealet tilbageføres til oprindelige ejere
Banen blev nedlagt, da jernbanedriften mellem Aakirkeby og Gudhjem ophørte 18. august 1952, men stationen fungerede endnu nogle måneder som postekspedition.
Læs mere om dette i jernbaneeksperten Bent Boesens bog "Holdesteder ved de bornholmske jernbaner, 2016" side 93.
Efter endnu flere oplysninger fra Bent Boesen var arealet, der omfattede Almindingen station IKKE blevet udmatrikuleret, da det blev etableret i 1900.
Til grund for den antagelse henviser han til en vejledning i matrikulære forhold, Vejledning om matrikulære arbejder, tryk her og læs mere.
Ved realiseringen af banearealerne i 1953 fremstod de oprindelige delarealer i oversigten med et løbenummer og en henvisning til det matrikelnummer, de oprindeligt var eksproprierede fra.
Efter salget tilbage til de oprindelige ejendomme indgik arealerne som en del af det oprindelige matrikelnummer.
Men "Almindingen station"s bygninger og nærmeste omgivelser blev ved skøde af 18/11-1953 solgt til højskolelærer Oluf Nielsen, der tænkte på at indrette et vandrerhjem i bygningen.
Ved den lejlighed fik hans lod matrikelnummer 212 Aaker sogn, og den var på 7.894 m2.
Men, det var ikke hele stationsarealet. Avlsbruger Hansen på Dalshøj, matr. 1b Aaker sogn, overtog 5.500 m2, og Almindingen Savværk, matr. 1d Aaker sogn, overtog 6.100 m2.
Ud fra disse tal har hele stationsarealet været på ca. 19.500 m2.
Det endte dog med, at Nielsen, som havde købt sin lod med bygningerne for 20.000 kr., solgte den i følge Tinglyste skøder i Bornholms Tidende 8. maj 1954 til savværksejer Müller for 35.000 kr. Men da beholdt lodden sit matrikelnummer.
Stationen er fortsat i privat eje, og man bør respektere, at der ikke er offentlig adgang.