Hasle Klinker og Chamottestensfabrik

Den første kendte kulbrydning på øen kom igang, da Christian IV i 1640 befalede, at der skulle sendes nogle prøver af bornholmske stenkul over til ham.

1650-1674 gav Frederik III bevilling til at kullagene kunne udnyttes, og senere er det gået slag i slag uden at de implicerede kulbrydere på noget tidspunkt spandt guld på de bornholmske kul.

Den 15. september1843 dannede 27 såkaldte fremståend mænd "Hasle Kulværks Interessentskab". Dette selskab var så kapitalstærkt, at det kunne planlægge en kulbrydning under virkelig industrielle former, og ved kongeligt brev af 21. februar 1844 fik det overdraget Klemensker Strandmark til ejendom.

Sideløbende med kulværksdriften ville man også udnytte det fine ler, der forekom sammen med kullene, og fabrikken satte en fabrikation af klinker og ildfaste sten i gang. Men udgifterne til brydningen af råstofferne viste sig at være alt for store i forhold til den pris, der kunne opnås for de færdige produkter, og efter 21 års drift gik selskabet fallit.

Efter flere tilløb blev i 1889 et nyt selskab dannet, "Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik". Dette selskabs planer gik i første række ud på at udnytte det fine ler på stedet. Man ville specialisere sig i de meget hårde klinker, som det kalkfrie ler egnede sig så godt til.