Jons Kapel

Hvidkleven - Hvidkløv

Jons Kapel er et af Bornholms mange femstjernede besøgssteder, og allerede tidligt i 1900-tallet blev der bygget overnatningsfaciliteter på den nærliggende Enesgård, og Bornholm fik et Hotel Jons Kapel!

 

 

Det virkede som sådan til midt i 1980'erne, men efter at være brændt er det ikke genopført. Nu er der blot en kiosk tilbage.

Fra hotellet blev der anlagt en allé ned til redningsstien, og der blev bygget en trappe ned til seværdigheden ved stranden gennem en kløft med lodretstående vægge, opstået ved forvitring af en diabasgang.

 

Trappen ender et stykke over kapellet, og på det sidste stykke ned skal man "klatre" og balancere sig frem på tit særdeles glatte klippestykker.

 

Vinteren 2022-2023 var adgangen til Jons Kapel spærret af, da store klippestykker var faldet ned på trappen og gjort den ufremkommelig.

Bemærk i øvrigt, at trappen har 178 trin ned til kapellet, men 177 trin op igen - hvis man går i højre side af det midtstillede gelænder på den øverste halvdel.

Og for foden af de lodretstående og stærkt opspaltede kystklipper ligger en betragtelig mængde i "nyere tid" frostsprængte klippeblokke i en vanskelig passerbar ur.

Jons Kapel er i virkeligheden en hule inde i den fritstående klippe Jons Kirke. Den er sammen med andre klippehuler længere sydpå smukke eksempler på det, geologer kalder tørre ovne.

Disse hulheder i klippen er opstået ved havets nedbrydende virksomhed i fordums tid, da havets overflade lå højere end i dag, og bølgerne hamrede på kysten højere oppe end i dag. Ved Jons Kapel mere end 18 meter over nutidens vandstand. Disse hulheder har lokalt fået navnene: "Jons sakristi", "Jons soveværelse" og "Jons madkælder"/"Jons spisestue". 

Men, hvorfor har folk langt tilbage i tiden søgt så talstærkt til netop dette sted på den bornholmske kyst?

I Bornholmernes Land – Øen i Øst fra 1944 er følgende en afskrift af Sognepræst P. Hjorth Lange, Østerlars om Bornholmernes kirke:

…… Kristendommen holdt sit indtog i Norden hånd i hånd med politik, handelsinteresser, fyrsters intriger og kongers og bispers fanatiske omvendelsesiver – og samtidig med noget andet, der var langt højere og renere end alt dette; noget som digteren og den troende ofte har haft lettere ved at opfatte end historikeren.

 

Endnu et: den nye tro sejrede, fordi den var i offensiven. Dens tilhængere gik på gammel vikingemaner på strandhugst til fremmede lande for at lægge dem ind under deres nye drot og hans rige.

 

På handelsfærd eller vikingetogter til udlandet og det øvrige Danmark har bornholmerne først mødt Kristendommen. Ansgar havde jo begyndt sin gerning allerede i 826, og Harald Blåtand havde selv taget ved troen og ladet sig vandøse i år 960. Derpå hedder det, ”påbød han Danerfolket Kristendommen og fyldte hele Norden med kirker og præster”.

 

Den første erindring om det øjeblik, da Kristendommen satte foden på bornholmsk jord, møder os i sagnets form. Det der giver os et langt klarere billede af en begivenhed end den nøgterne historie, fordi det blæser alle smålige hensyn til ydre korrekthed et stykke og i stedet giver os et indblik i dens sjæl. Sagnet er som en ung mand, der har kigget ind i sin udkårnes øjne og bagefter ikke kan gøre rede for, hvad farve hendes kjole havde, eller hvad klokken var, da han så hende første gang.

 

Altså:

En dag som alle andre, på et ikke nærmere angivet tidspunkt, steg en mand i land. Han var grå og uanselig, kutteklædt, barfodet og mærkeligst af alt, ubevæbnet. Sagnet kalder ham Jon.

 

Den første latter forstummede, da de, der havde været på langfart, fortalte, hvorledes disse kronragede Kristmænd gik ud og ind i kongers og jarles gårde og bænkedes højt i hallen blandt de mægtige. Men snart vågnede øboernes medfødte mistænksomhed overfor det nye, der kommer udefra, og da munken begyndte at tage bladet fra munden og på sit gebrokne mål sagde dem sin oprigtige mening om deres slagtning af heste og mennesker ved Odins og Thors offerfester, om de ting, der gik i svang ved Frey’s, frugtbarhedsgudindens, offerfest ved forårsjævndøgn, om trællenes kår og børneudsættelser, drikkegilder og meget andet, som hidtil havde været en selvfølge, steg uviljen hurtigt til håndgribelig modstand, så at han måtte søge tilflugt i en næsten utilgængelig hule ved den stejle klippekyst nord for Hasle.

 

Hvert barn på Bornholm kender Jons Kapel, den talerstol, dannet af naturen i klippen ovenover hans hule, hvorfra han prædikede den nye lære for den voksende flok af tilhørere, som sad på de nedstyrtede klippeblokke eller lå tæt inde under kysten i de gyngende både og lyttede, medens de passede deres fiskeliner.

 

Sagn eller ikke sagn, så har vi i denne fortælling et fuldstændigt korrekt billede af den forkyndervirksomhed, som omkring årtusindskiftet blev drevet overalt i Europa af de nidkære og frygtløse irske munke. Og at kristentroen allerede da vandt indgang blandt de forskelligste lag af befolkningen, derom vidner de ældste korsmærkede runestene som Nylarsstenen fra 1050……

Granitten er den sortplettede Vanggranit, og mellem de mange rullesten syd for kapellet finder man en del jættegryder på forstranden.

 

 

De er også et produkt af havets højere vandstand, hvor strandstene har kunnet "male" sig ned i undergrunden! Den største af disse er lokalt kaldt "Jons døbefont".

Hvidkleven - Hvidkløv

Hvidkleven, eller som det er anført på flere nyere kort Hvidkløv, er det stejle klippemassiv nord for Jonskirken, som fortsætter lodret ned i havet og ved pålandsvind lever op til sit navn i form af højt hvidt skum.

Lokalitetsnavne har for vane at skifte navne fra tid til anden.

Første gang, man træffer på en benævnelse af lokaliteten er på Bagge Wandels kort fra 1676, hvor den er benævnt "Huid Klif".

Panum har i sin Bornholmsbeskrivelse fra 1830 lokalitetsnavnet "Hvidkleven" med "Hvidkløften" i parantes.

Tryk her og læs Panums beskrivelse af stedet

 

 

Foruden at være en alment interessant kyststrækning for øens turister, er stedet søgt af specialister, interesseret i stedets plantevækst. 

De stejle eksponerede klippesider er nærmest lådne af grågrønne busklaver, Ramalina, der sammen med andre sorte, grå og gule laver er et eldorado for folk med interesse i denne del af botanikken. 

Lidt mere beskyttet bag Ask, Elm og Hyld er klippefladerne dækket af tætte bevoksninger af Almindelig Vedbend, og det var her et par Ringdrosler ynglede i 1935. 

Også Vandrefalk har ynglet på klipperne ved Jons Kapel frem til sidst i 1950'erne. 

Selvom Vandrefalken igen er dukket op som ynglefugl på klipperne længere mod nord, se her, er den endnu ikke truffet permanet på disse klipper. 

Men, det er både Alk og Lomvi efter nærmest at have været borte som ynglefugl på klipperne i mere end 100 år. Tryk her og læs om fuglefolkets seneste iagttagelser på stedet. 

Storskarv træffes på klipperne det meste af året. De yngler dog ikke - endnu! 

I sommerperioden lyser den store Lugtløs Kamille, som også kaldes Arktisk Kamille, op fra talrige klippesprækker i Jons Kirken og fra toppen af denne troner en anden af øens specialiteter: Klipperøn. 

 

Endelig rummer flere af hulerne syd for Jons Kirken den stedsegrønne bregne: Sort Radeløv, der ligeledes er en specialitet for øen og ikke findes andre steder i kongeriget. 

Og ved trappen ned til kapellet bemærker man i sommermånederne den noget særprægede Mark-Kohvede.

Dag-Pragtstjerne. Medens anemonerne blomstrer om foråret imponeres man af et særdeles lyserødt skær øverst på kystklipperne. Det er Dag-Pragtstjerne, der netop her på de bornholmske kystklipper har en af landets største forekomster.

Svovlgul Anemone  Anemone nemorosa x Anemone ranunculoides er en spontan krydsning mellem den hvide og gule anemone. Den forekommer ikke almindeligt, men en af de klassiske lokaliteter her på øen er netop skovstrækningen mellem "Hotel Jons Kapel" og havet. 

 

Hvid Hestehov. Til gengæld finder man som det eneste sted på Bornholm en bevoksning af Hvid Hestehov i området tæt på det tidligere Hotel Jons Kapel . 

Planten er ikke angivet i Arne Larsens Flora fra 1956, men i hans herbarium, som befinder sig på NaturBornholm, har han beskrevet historien. 

Oprindeligt var planten bestemt til Japansk Hestehov, se denne ved at trykke her, men i 1969 blev den af Botanikeren Peder Lütken ombestemt til netop Hvid Hestehov. 

Planten skulle være indført til et anlæg i den daværende Hotel Jons Kapels have omkring 1920 fra en bevoksning i nærheden af Næstved på Sjælland!

Cykeltrappen - 22%'s stigning

Den nationale cykelvej øen rundt passerer Jons Kapel og Enesgaard, og på strækningen mellem kysten ved Ginesminde til Enesgaard, det tidligere Hotel Jons Kapel, ledes over en såkaldt cykeltrappe. 

Vistnok landets eneste af den slags!

Jons Kapel - før og nu

Fotografen Gottlieb Støckel var på besøg ved Jons Kapel engang i første halvdel af 1870'erne, og fotograferede flere motiver. Tryk her og se 44 af hans efterladte stereobilleder, der befinder sig på Bornholms Øarkiv.