Spændinger i grundfjeldet har udløst en forkastning på tværs af Ekkodalen, og dens mindre modstandsdygtige granit har givet grundlaget for, at is og vand har kunnet udforme en afløbsrende fra de store højder ned til dalens flod.

 

Det er mange liter vand, der har formet dette dalstrøg siden isens afsmeltning, og der løber fortsat i fugtige perioder efter snesmeltning og regnskyl strømme af vand ned over de glatslebne trappetrin. 

Renden har fået sit navn efter den megen fuglesang, der kan opleves her fra tidlig marts til midt på sommeren, og især er det alliken, der er toneangivende.

 

Alliker har for vane at ruge i naturlige hulheder, og inden starten på stenbrydningen og åbning af stenbrud på Bornholm havde den sin største forekomst netop her i Fuglesangsrendens mange klippehuler.

 

Efter sortspættens ankomst til øen først i 1960'erne ændrede arten levemåde, og der opstod rundt omkring i skovene mindre kolonier, idet de evnede at "stjæle" sortspætterne udmejslede huller i skovens træer.

 

Over en mindre afsats i rendens midte toner en flot glatsleben klippeflade, og her foranledigede i 1893 Peter Hauberg, der ellers er kendt for sine udgravninger på Hammershus og Lilleborg, at Vilhelm Bergsøs vers om Hans Rømer kunne hugges:

 

 

Men, som historikeren M. K. Zahrtmann skrev så smukt i 1916: "Hans Rømers Minde er ikke en Stenstøtte, ej heller et Vers ristet ind i Kodalsklippen. Det voxer friskt og frodigt i hele hans store Almindingsskov og voxer sig derfra ind i hans Landsmænds Hjærter.

 

Oplevelser og udfordringer har også sin pris! For foden af stien lidt vest for opgangen til Fuglesangsrenden er mindeord om en spejder, der i 1947 styrtede ned fra klipperne oven over Ekkodalens stejle væg. Under spejderliljen og mottoet "Vær beredt" står: