Vis menu Søg

332 Aa Kirke

Aa Kirke - Skt. Hans Kirke

Rosselia

Aa Kirke har sit navn efter de to åer, der omkranser den, Læså og Grødbyå. Den er sognekirke for landsognet Aaker, men så tæt på Aakirkeby, som den kan, idet kirkegårdsdiget rent faktisk danner sognegrænse.
 
Kirken har sit eget website, og det kan åbnes ved at trykke her.
 
Ifølge denne hjemmeside blev Bornholm erobret og kristnet i 1070'erne. De første kirker må have været af træ, men i årene omkring 1200 blev de erstattet af stenkirker.
 
Aa Kirke blev som øens hovedkirke lagt inde i landet, hvor hovedvejene krydsedes og hvor landstinget samledes.
 
Kirken var i middelalderen viet til Skt. Johannes Døberen, og det var sådan indrettet, at landstinget mødtes her lørdagen før Skt. Hans.
 
Umiddelbart nordvest for kirken lå Kannikegården. Efter reformationen i 1536 blev den præstebolig, indtil en ny præstegård blev bygget i 1622 syd for kirken. Og her ligger den fortsat, omend noget renoveret.
 
Lige syd for kirken ligger hospitalet, og her blev det flyttet til i 1680 fra det tidligere Skt. Jørgens hospital ved Spidlegård, hvor de spedalske boede.
Tryk her og læs mere om dette Spidlegårds Kapel.
 
Kirkens gamle kirkegård benyttes ikke mere til begravelser, men der er bevaret mange historiske gravminder. Bl.a. finder man mod NV ved den gamle bybrønd Skovrider Hans Rømers gravsten.
 
Den ny kirkegård nærmere Bavnet blev taget i brug i 1906, og her finder man bl.a. en gravsten efter den legendariske Overlærer Th. Sørensen, der mere i en menneskealder var en stærk personlighed og foregangsmand i Aakirkeby - bl.a. startede han Bornholms Turistforening, Naturhistorisk Forening for Bornholm og han var redaktør for ugebladet Rytterknægten. Tryk her og se denne gravsten.
 
Aa Kirke er som andre af øens landkirker i grundrids opbygget af apsis, kor, skib, tårn og våbenhus. Alle fem bygningsafsnit i romansk rundbuestil, men de synes ikke at være bygget helt på samme tid!
 
Apsis og kor er som det første antagelig påbegyndt omkring 1150. Også skibets nederste murværk synes at stamme fra denne tid, men synes ud fra materialevalget først at være fuldført efter en tidsmæssig pause i byggeriet.
 
Tårnet er næppe kirkens oprindelige og må antages at have fået sit nuværende udseende efter en større ombygning af kirken.
 
Endelig er våbenhuset noget yngre end tårnet, men fortsat i romansk rundbuestil og derfor et af landets ældste våbehuse.
 
I 1874 blev kirken gennemrestaureret, og det oprindelige puds, der slørede materialevalget i kirkens mure blev banket af. Ligeledes blev klokkerne, der oprindelig hang i en "stivel" - et klokke- og porttårn - i kirkegårdsdiget mod syd hængt op i tårnet og porttårnet revet ned og indgangen formet, som den kendes i dag.
 
Endnu finder man rester af puds på flere sten i murværket, men siden restaureringen har kirken rent faktisk fremstået som et ypperligt geologisk ekskursionsmål.
 
Hele kirken har en skråkantsokkel, udført i en relativ blød ordovicisk kalksten, komstadkalk. Apsis er ovenpå sokkelen næsten udelukkende opført af en lys grønlig sandsten fra tidlig jura, og i koret er denne anvendt til hjørner og rundbuer i vinduesnicherne.
 
Sandstenen, der menes at være hentet i et nu forlængst nedlagt stenbrud i Grødbyåen ved Skovgård, 3 km. fra kirken, når til tops i skibets østhjørner og når til tops i skibets østhjørner og ses i soklen frem til langsidernes døre.
 
Kun sporadisk forekommer den vestligst og foroven i skibet og er praktisk taget ikke benyttet i tårnet.
 
Sammen med denne sandsten, der er fuldendt tilhugget i bygningsdetaljerne, optræder den mørkt rustbrune grøn skifer.
 
Grøn skifer forekommer ligeledes langs Grødbyåen, men nøjagtig hvor, bygningsmaterialerne til kirken er hentet, står hen i det uvisse.
 
Grøn skifer er overalt anvendt i råt tilhugget tilstand i jævne skifter og dominerer i korets murflader og på en nogle få meter lang strækning helt op til taget umiddelbart vest for skibets østhjørner, medens den i skibets langside kun når et par meter op over soklen og tager af i hyppighed vest for døråbningerne.
 
Murene i resten af skibet og tårnet består langt overvejende af den lyse ordoviciske komstadkalk, dog i tårnet isprængt partier med råt kløvede og tilhuggede marksten.
 
Det nærmeste brud, hvor dette bygningsmateriale kunne være hentet, er Vasegaardsbruddet ved Læsåen, 2,5 km. syd for kirken. Tryk her og læs nærmere.
 
Også våbenhusets mure domineres af tilhuggede marksten.
 
En speciel detalje i en af balkesandstenene i kirkens tårn umiddelbart nord for vestdøren er nogle runde cirkler.
 
Det er såkaldte Rosselia'er. Strukturer, der første gang blev beskrevet af den tyske geolog Dahmer i 1937 fra en sandsten i området Rossel ved Rüdesheim i Tyskland, heraf navnet Rosselia.
 
Sådanne strukturer benævnes "ichnofossiler", spor efter fortidige dyr, der har levet i denne balkesandsten for næsten 500 millioner siden. "Ichnos" er det græske ord for fodspor! 
 
Men hvilket dyr har sat sit fodspor her? Det kan man fortsat gisne om. Måske har det været en orm, der har gravet sig ned i sandet som nutidens sandorme.
 
Måske har det været søanemoner eller arthropoder, leddyr.
 
En større afhandling om emnet er skrevet af Doktor Dorothea Frieling i 2007, men lokalt er det muligt foruden her i kirken at finde eksempler på Rosselia i området omkring Strøby Sandstensbrud som f.eks. i stengærdet, der omkranser Klintebakken syd for Aakirke.
 
Den rektangulære kirkegård afgrænses af det i nyere tid omsatte stengærde af kløvede marksten. Mod syd er gærdet dækket af aflange, flade dæksten af en rødlig granit, der også forekommer i stenbrud på Klintebakken syd for byen.
 
Endelig er ligkapel og velfærdsbygning nord for kirken, bygget af smukt tilhuggede balkesandsten, der siden midt i 1800-tallet har været brud i Strøby sandstensbrud syd for Klintebakken.
 
Inden man forlader kirken og dens mange bygningsdetaljer, bør man lige kaste et blik op på det noget syrlige ansigt over vestdøren.
 
Måske en kirkens dørvogter?! 
Aa kirke foråret 2019
Aa Kirke efter restaurering Påsken 2019

Aa Kirkes døbefont er et klenodium hvad angår stenhuggerkunsten. Tryk her og læs mere.

Linier i landskabet

Aa Kirke er besøgssted nr. 2 i "Linjer i landskabet"

Linjer i landskabet er et stisystem, som forbinder Aakirkeby, Aa Kirke, NaturBornholm og Klintebakken med landskabet syd for byen.

Her kan man gå på opdagelse i historien om naturens udvikling gennem millioner af år og om de mennesker, som fra den tidligste oldtid har levet her og påvirket landskabet.

Projektet blev åbnet den 16. maj 2019 med en fest på Aakirkeby Torv. Tryk her og læs mere.

Besøgssted nr. 2 i turen rundt i landskabet er netop her i og ved Aakirke.

Linjer i landskabet med udgangspunkt i Aa Kirke - her mod vest
Aakirke, kirkeskib og kor mod nord med grøn skifer og komstad kalk
En marksten - balkesandsten med Rosselia
Pudsrester på og omkring en sandsten. Kirken var i middelalderen pudset op og kalket. Dette blev fjernet ved en stor restaurering sidst i 1800-tallet.
Kvindedøren mod nord tilmuret med forskellige slags byggematerialer
Rosselia i klokketårnet
Rosselia i balkesandsten
Dørvogteren
Kapitæl og søjle af lys grøn-sandsten
Hans Rømers gravsten
Kildebrønd vestligst på kirkegården
Aa Kirkes døbefont foråret 2019
Linjen mod syd fra kirketårnet til NaturBornholm
Besøgsteder, hvor der fortælles om linjerne i landskabet