105 Risen
Risen
Projekt Mulighedernes Land
I sin beskrivelse af Bornholm fra 1756 skrev Thurah, at der endnu var en del skov men af langt mindre betydning end før i tiden. De bedste skove forekom på Nordbornholm, hvor der var birketræer i en "temmelig mængde".
Foruden birk fandtes elm, ask, benved, eg, enebær, asp, tjørn, slåen, rose, hassel, hyld, lind, løn pil og avnbøg.
Ikke en rødgran, fyr eller lærk - det var før Hans Rømers tid! Og oldenbøg voksede kun i et enkelt eksemplar på hele øen, og det i Melsted!
Omkring 1800 blev Bornholm målt op af under ledelse af Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, og det samlede skovareal blev opgjort til 2.250 hektar, svarende til en skoovprocent på 3,9.
I en indberetning til Kongen i 1810 skrev amtmanden, "at øens skove udenfor Almindingen i det hele ej er betydelige og spredte i utallige små ufredede skovlunde.
De største nogenlunde sammenhængende strækninger ligger i Rø og Østerlarsker sogne, i hvilket sidste Risenskov sættes til at være omtrent 24 tønder land fordelt mellem 29 ejere, men mest med engbund begroet med krat og underskov".
"Risen" er sprogmæssigt afledt af det oldnordiske ord "hris", der rent faktisk betyder kratskov. Vi har altså her at gøre med en rest af gammel bornholmsk naturskov.
En naturskov, der har udviklet sig på naturens egne præmisser efter at en tidligere befolkning har haft sine dyrkningsfelter i området.
Her har middelalderens og senere ejere hentet deres eget behov for træ til tømmer og brænde, men udvalget er sket på skovens og dens flora og faunas egne præmisser med stor hensyntagen til variationen af planter og dyr - en såkaldt plukhugst.
I forbindelse med matrikuleringen af Bornholm i første halvdel af 1800-tallet blev noget af skoven lagt til de nærmeste Østermariegårde, Aaløsegård matr. 8a, Gastegård matr. 9a, Smedegård matr. 10a samt Kløvegård 11a, og sogneskellet mellem Østerlars og Østermarie lagt i et naturligt forekommende vådområde - der er kildeplads for Præstebækken. Se nærmere ved at trykke her.
Risen er fortsat stykket op i flere af disse oprindelige parceller, men ikke helt så mange som før udskiftningen i første halvdel af 1800-tallet, og de tilhører ikke mere sognets gårde!
I nyere tid har det været sådan, at nogle af skovparcellerne er blevet solgt på tværs af sognegrænserne og nogle over flere omgange.
Herefter er der både fældet oprindelig naturskov og indplantet fremmede træarter som rødgran, ædelgran og cypres uden hensyntagen til områdets kulturhistoriske værdier.
Den bornholmske naturskov er et af øens klenodier, og som det er i dag, er Risen i stor fare for at miste sin identitet med løvfældende træer og en skovbund med en stor variation af planter.
Det seneste store indgreb blev gjort i slutningen af 1980'erne, da en af ejerne populært kaldet "slagtede" hele sin skovparcel under en såkaldt flankhugning.
Tryk her og læs mere om truslen mod øens bondeskove.
Oldtidsagre
I de bevarede dele af den gamle naturskov kan man fortsat iagttage et system af dyrkningsfelter fra jernalderen.
De små marker danner jævne flader mellem rækker af større sten, små volde af mindre sten eller terrassekanter ned mod centralt fugtige engdrag.
Viggo Nielsen har i sit digre værk: "Oldtidsagre i Danmark - Bornholm" fra år 2000 beskrevet disse forhistoriske agerbrugssystemer i Risen på siderne 141-164.
Den voldsomme skovning i 1987 med større skovningsmaskiner, der på et par timer kan ødelægge sådanne kulturhistorisk vigtige levn, har gjort, at der ved en fredning i 1997 er taget højde for, at dette lovmæssigt ikke kan ske igen. Læs mere ved at trykke her.
Som et yderligere resultat af denne fredning blev det besluttet, at den store forekomst af bevarede agerbrugssystemer fra oldtiden skulle markeres ved et system af egepæle.
Kommer man ad Aaløsevej fra Østerlars, ser man på sin højre hånd efter sogneskellet en endnu intakt skovparcel, og her kan man fortsat blandt de oprindelige træer bemærke en stor repræsentation af avnbøg, hassel og kirsebær foruden ask og tjørn.
Det er matrikel 10a Østermarie, der i sin tid tilhørte Smedegård. I skovbunden dominerer vorterod og hvid anemone med pletter af den gule samt bingelurt, lærkespore og skælrod.
Projekt Mulighedernes Land
I de seneste år har ildsjæle i lokalområdet sammen med Borholms Regionskommune og Realdania etableret flere nye vandrestier i omegnen af Østerlars, også her i Risen.
Projektet er udført under overskriften Porten til det åbne land i Mulighedernes Land, og baggrunden for at etablere noget her er beskrevet i dette link, tryk her.
Der er etableret nye infostandere ved stiernes udgangspunkter, bl.a. også ved Aaløsevej i Risen.
En sti fører forbi et tidligere vandmølleanlæg, og der er i beskrivelsen af anlægget bragt en illustrativ tegning, der viser, hvorledes landskabet kunne have set ud i den sene middelalder.
Tegningen er udført af Søren Tim Nordbo.
Tryk her og se mølledammen og omgivelser, som man kunne opleve den en forårsdag i 2014.
Blótstenen
I den nordvestlige del af skoven på matrikel 38d, der under udmatrikuleringen af skoven tilfaldt Søndergård i Østerlars, ligger en hidtil upåagtet vandreblok, Blótstenen.
Stenen er udførligt omtalt af Mogens Jensen på websitet Bornholms Oldtid, tryk her
Overleveringen fortæller, at det var omkring denne sten, der i vikingetiden under Asatroen blev ofret til guderne, som Thor, Odin, Loke og Frej m.fl.
Tryk her og læs mere om disse guder.
Blót var i nordisk religion en bred betegnelse for forskellige ritualer, hvor der i reglen indgik en form for ofring. Blótet kendes fra en række skriftlige overleveringer, og de fortæller, at man blótede til guderne eller andre overnaturlige væsner for at opnå deres velvilje.
Tryk her og læs en længere udredning af fænoménet, der altså blev udført her af områdets beboere længe før nogen havde tænkt på at opføre rundkirken i Østerlars.
Læs mere her
