Vis menu Søg

107 Kløvedal

Kløvedal

- Stangemarken - Gårdrækker

Kløvedal er den del af sprækkedalsystemet, der mod SV fortsætter i Flæskedal og Ekkodalen og mod NØ i Kelseådalen.
 
Selvom Kløvedalen ved Aaløsevej er fladet noget ud, markerer den sig voldsomt i det skovbevoksede område længere mod NØ med høje isskurede klippesider mellem Kløvegård og Gammel Toftegård.
Store højdeforskelle gennem landskabet markerer Kløvedalen
Området er vanskeligt tilgængeligt og privatejet, men i forbindelse med projektet Mulighedernes land har lokale østerlarsboere ført en sti igennem dalen fra Aaløsevej til Nybrovej.
 
Tryk her og læs nærmere.
 
Blot skal man være opmærksom på, at ejerne forbeholder sig skoven aflukket for publikum i tiden 16/5 - 15/7 under forårsjagten på råbukke og i tiden 1/10 - 31/1 i den almene jagtsæson.
 
Fra denne ny anlagte sti kan man kigge op på den stejle klippebrant, der lokalt har haft navnet Ravnehalsklippen med de overfor liggende flade klipper Ravnehallene.
 
Lokalhistorikeren Frede Kjøller har i Jul på Bornholm fra 1964 under overskriften: Fra Ekkodalen til Saltuna indgående beskrevet lokaliteten, og indledningsvis skrev han:
Det bornholmske landskab er gennemskåret af en række dale eller kløfter i granitten, som vi kalder sprækkedale. Det er disse dannelser, det indre af Bornholm skylder nogle af sine fornemste landskabelige værdier.
Den mest kendte af dem er den lange dalsænkning, som fra Vallensgårds Mose i Åker løber mod nordøst og danner Ekkodalen, Flæskedal, Kløvedal og Kelseådalen og løber ud ved Saltuna.
 
Det er også den smukkeste af vore sprækkedale, den mest kendte og den længste. Den er ca. 12 km lang i lige linje og berører mere eller mindre 4 sogne: Åker, Vestermarie, Østermarie og Østerlars.
 
Kjøller hyldede de bornholmske bondeskove med sin karakteristiske flora og fauna med stor kontinuitet tilbage i tiden.
 
Derfor gjorde det ham ondt, at folk fandt på at rydde naturskov for i stedet at etablere nåletræsplantager - og det især i øens sprækkedale.
 
Gran og Skovfyr hørte ikke hjemme her, mente han.
 
I 1964 var der endnu ikke plantet gran ind i Kløvedal, men da Kløvegård i 1965 skiftede ejer overgik dette også denne del af den bornholmske natur.
Sti følger en granplantning
Med åbningen af skoven ad den nyt anlagte sti kan med i dag se, hvorledes skoven i den grad har ændret udseende disse godt 50 år, og i dag er endog nogle af disse plantninger igen ved at blive fældet.
 
Kommer man ad Aaløsevej passerer man Kelseåen i et relativt fladt landskab, og broen man kører over har fra gammel tid heddet Munkebroen.
 
Umiddelbart nord for dalen bemærkes en vandsamling inde på marken - en kilde, der i tidens løb har været udgravet for at skaffe mergel, men som det trods store besværligheder fra ejerens side efterfølgende har været umuligt at tørlægge.
 
I dag er den en oase for det åbne lands dyreliv.
 
Blåkulle er det højdedrag, 124 meter over havets overflade, som i lyngens tid har raget op og dannet sognegrænse mellem Østerlars og Østermarie.
 
Det har også været stedet, hvortil heksene i følge den bornholmske folketro rejser skærtorsdag! Her mødes de med Fanden og fester natten igennem!
 
Ifølge overleveringerne har dette Blåkulle imidlertid også været et rettersted, så der har i følge Frede Kjøller stået stor respekt om dette sted i Lyngen!
 
Længere mod Øst, men fortsat nord for Kløvedalen finder man i dag et større areal med nyligt fældede nåletræer. Det er en del af den gamle Kongens Lyng, som i slutningen af 1800 tallet blev overdraget til Nørregård og tilplantet.
 

Stangemarken

 
Endnu længere mod nord på den anden side af sognegrænsen er ligeledes et tidligere lyngområde tilplantet som Stangemarken, der på den måde er blevet en del en del af Østerlars Plantage.
 
På Hammers Kort fra 1746-50 er arealet benævnt Stenge Mark, men det må bero på en afskriftsfejl, idet lyngarealet har været tillagt 25. Selvejergård i Østerlars Sogn: Stangegård.
 
Således hed nutidens Glasergaard tidligere, idet den i følge Jordebogen fra 1624 var beboet af Hans Stange.
 
Senere var den i følge en Fæsteprotokol fra 1706 beboet af en søn til Niels Glasser, heraf navnet på Hammers Kort: Glasern Gd.
Stangemarken i 1880erne
I et festskrift for Østerlars Udmarks 100 års jubilæum i 1966 skrev man, at
"Stangemarken skovpart på godt 14 tønder land rent forstligt set er smertensbarnet i vor sogneskov.
 
Forholdene er her med hensyn til jordbund ret vanskelige, terrænet er, selv om det er ret højtliggende , meget vandrigt og dertil meget klippefyldt, hvilket vanskeliggør eller nærmere umuliggør udgrøftning af det i visse områder stillestående overfladevand, og resultatet er derfor ikke helt tilfredsstillende i disse partier".

Gårdrække

 
Ser man på et kort over denne del af øen, bemærkes, at gårdene nærmest ligger på en ret linie langs med Kelseåen: Gammel Toftegård, Nørregård, Store Frigård, Lille Frigård og Hullegård.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at gårdene ikke ligger tilfældigt fordelt i landskabet, men bundet op på nogle fysiske betingelser - i dette tilfælde forekomsten af vand til gårdenes husholdning.

Umiddelbart vest for Nørregård fører en drivgade op gennem dalen til det gamle lyngområde, ad hvilken gårdenes kreaturer i middelalderen blev drevet til det fælles græsningsområde

En markant sprækkedal i det flade landskab
Ask kliner sig op ad klipperne og rødgran er plantet ud i dalen
Kløvedalen og Kongens Mark i 1750erne
Et stiforløb blev lagt gennem hugstmodne graner, der nu er fældet
Flankhugget rødgran - der blev plantet i 1960erne til erstatning af ådalens naturskov
Sognegrænsen mellem Østermarie og Østerlars
Blåkulle i en tæt granskov
Blåkulle, en røse, der savner lidt pleje og opmærksomhed på grund af dens værdi for kulturhistorien på stedet
Mulighedernes Land har muliggjort en offentlig adgang
Munkebro ved Aaløsevej
Stangemarken - fortsat med en del Enebær, som i Højlyngstiden
En fugtig skov, der har været vanskelig at dræne tør.
Gårdrække langs Kelseåen