Den bornholmske turisme tog sin begyndelse i anden halvdel af 1800-tallet, godt hjulpet på vej af stiftelsen af Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866, og i 1877 det Østbornholmske Dampskibsselskab.
For at kunne guide turisten på vej kom den første "turistvejleder" i 1879, og det var den kendte elsker af Bornholm, Museumsinspektør Peter Hauberg, der fik udgivet den 72 sider store "BORNHOLM i billeder og text" på eget forlag.
Hauberg var Numismatiker og Arkæolog, og fra 1868 kom han hver sommer til Bornholm for at dyrke sine arkæologiske interesser. Især Hammershus blev tegnet og grundigt opmålt.
Om Svartingedalen skrev han i guiden, at der
"en fjerdingvej Nord for Brogaard aabner sig en smuk lille Klippedal, Svartingedalen, hvor Klippesiderne vel ikke er synderlig høie, men som dog indeslutter det Karakteristiske for Øen: de haarde Klipper, omgivne af frodige, grønne Træer".
Dalen havde ikke tidligere været omtalt ved navn, men den har sit navn efter "Svartingegård", der igen efter oplysninger i bogen Bornholms Stednavne har sit navn efter en person med tilnavnet "Suerthingh", den sorte, der i middelalderen har haft tilknytning til stedet. På Hammers kort fra 1746-50 hedder gården Swartinge Gd.
Nord for Svartingegård lå "Ole Hals Gård", den senere Aahalsegaard, hvorfor "Aahalsen" nok snarere er et navn knyttet til denne Ole Hal end det faktum, at ådalen fremstår som en indsnævring med stejle klippesider på begge sider - en hals!
Dalen syntes for små hundrede år siden at have være et yndet udflugtsmål for bornholmske familier på skovtur.
Således blev der på foranledning af Hasle Turistforening den 22. maj 1938 åbnet et traktørsted i Aahalsegårds have, hvor familien Kjøller stod for servering af tørt og vådt under dertil indrettede pavilloner! Fra haven var der direkte adgang til Aahalsen via en trappe.
Stedet var en attraktiv lokalitet, hvor man kunne tilbringe sin eftermiddag inden hjemturen i datidens køretøj, stadsvognen, trukket af heste. Også større familiefester blev afholdt på Aahalsegaard.
Efter Anden Verdenskrig gik stedets tiltrækningskraft som ekskursionsmål åbenbart ned ad bakke.
Bornholmerne havde anskaffet sig motoriserede køretøjer, som gav mulighed for at besøge flere "eksotiske steder" på Nordbornholm samme dag, og herefter var det andre naturskønne lokaliteter, der tiltrak sig folks opmærksomhed.
Dalen groede til som god bornholmsk naturskov med elm, ask, avnbøg og fuglekirsebær. De lysåbne afgræssede partier med enebær, urter og græs afløstes af skov uden afgræsning.
Truslen mod de naturskønne steder med opragende granit var i første halvdel af 1900-tallet latent, idet enhver driftig stenhugger kunne nedslå sig som Stenværksejer på lejet grund og slå klippen i stykker til brug for skærver, pak- og chaussesten til de bornholmske landeveje, der med stor hast blev forbedret i disse år - samt eksport fra Hasle Havn.
Således blev der for foden af Svartingegård sidst i 1920'erne åbnet et stenbrud, et andet og endnu større var i gang ved Trekanten tættere på Hasle, hvor Isenkræmmer Kofoed i Hasle med firmaet Hasle Stenbrud havde købt sig ind i vinteren 1928/29.
Ligeledes var der ved Maegård umiddelbart nord for Aahalsen et stenbrud i gang, og de færdige produkter fra disse brud blev aftaget af Hasle Stenbrud. I alt 50-60 mand var sommeren 1930 i arbejde med at slå sten i disse stenbrud.
Truslen mod de geologiske værdier ved Aahalsegård var derfor stor, og på foranledning af Foreningen Bornholm blev der den 24. marts 1927 af gårdens ejere Emma og Julius Hansen underskrevet en deklaration, der indeholder adgang for offentligheden ad Aahalsegårds privatvej og videre ad en sti
"ind i det "Halsen" kaldede klippeparti, der fra Gaardens Have strækker sig omtrent ret mod Syd og gennemløbes af et privat Vandløb, samt til det Klippeparti, der fra "Halsen"s sydlige del strækker sig mod sydøst hen imod Svartingedalen, hvilket sidste Klippeparti ialt væsentligt er indhegnet dels ved et Stengærde, dels med et Traadhegn.
Ligeledes deklarerer jeg på samme Maade, at der hverken af "Halsen"s Klippevæg ind mod den dal, hvorigennem det omtalte Vandløb fører, eller paa den ovenomtalte indhegnede Klippeparti må brydes sten i Erhvervsøjemed, samt at Beplantningen på de ved denne Deklaration fredede Arealer i alt væsentligt skal bevares uforandret i dens nuværende Karakter og Omfang".
Læs denne deklaration i sin fulde ordlyd ved at trykke her.
Jættabujlen er slet ikke nævnt i denne deklaration, selvom det nok er dette fænomén, der tiltrækker de fleste besøgende - den ligger nemlig på en naboparcel, tilhørende Svartingegård.
Til Jættabujl knytter der sig det sagn, at den er kastet efter Klemenskirke af en svensk Jættekvinde.
Tidligere har denne store klippeblok, som billeder fra begyndelsen af 1900-tallet viser, ligget i et åbent afgræsset landskab, domineret af forskellige græsarter, Hedelyng, Blåbær og Enebær.
Umiddelbart nord for den fritliggende Jættabujl ligger endnu en stor sten, som tidligere har været i stand til at rokke! Altså en af øens hengemte rokkesten!
Også en spejdertrop fra KFUM spejderne i Rønne har tidligere haft sin faste gang i dalen med udgangspunkt i en hytte umiddelbart under Jættabujl.
I dag ligger hytten som "ruin" og venter på en venlig hånd til bortskaffelse på et dertil bedre egnet sted!
Floraen i øvrigt er som i andre bornholmske sprækkedale, med en forårspragt, der kan sidestilles med den nærliggende Blåskinsdal.
Blå, Gul og Hvid Anemone samt Bingelurt finder man i hele dalen. Hulrodet og den mere sjældne Liden Lærkespore ser man tæt på stien op til Jættebul'en. Tryk her og se Gul Anemone
Men også Tyndakset Gøgeurt og Firblad foruden et hav af Vedbend ser man på turen gennem dalen i det tidlige forår.
Og blandt fugle hører man sprækkedalenes karakteristiske Gærdesmutte, Træløber, Bogfinke, Musvit samt Havesanger og Gulbug. I de senere år er Ravnen også truffet som fast ynglefugl i Svartingedalen. Tryk her og læs om fuglefolkets observationer de seneste 10 dage.
For at sikre dalens naturhistoriske værdier således, at vore efterkommere også kan opleve dens kvaliteter blev der i 2010 på foranledning af Foreningen Bornholm foreslået en yderligere fredning, der gik noget videre end deklarationen fra 1927.
Læs mere om dette fredningsforslag ved at trykke her.
Efter en længere sagsbehandling meddelte Danmarks Naturfredningsforening den 7. marts 2013, at forhandlingerne mellem lodsejerne og fredningsmyndighederne var afsluttet og fredningen en kendsgerning.
Foruden ved Aahalsegaard har fredningen muliggjort en ny indgang til dalen med udgangspunkt fra vandværket på Simblegårdsvej.
Stien er IKKE egnet til barnevogne. Den er 2,5 km lang, og den gennemløber et landskab, der står i skrigende kontrast til det intensivt dyrkede landskab, som denne sprækkedal skærer sig igennem.
Fredningen til trods har en af lodsejerne, ladet et stor del af sin skov, matr. 77n, fælde på det skammeligste og lade værdierne hugge til flis!
Her vil det tage mange år, inden den skamferede skov igen vil opnå en tilstand af natur.
Og det var rent faktisk det, ejeren i følge fredningsdeklarationen fik 127.000 kr. i kompensation for at lade den i fred og kun foretage plukhugst
Bornholms Tidende, 30. marts 2017
Store bøder til skovejer og entreprenør
Af Helene Høm
SKOVHUGST
Skovejeren, der har været tiltalt for skovhugst i Svartingedalen, blev onsdag idømt 50.000 kroner i bøde eller fængsel i 20 dage.
Skovejeren får konfiskeret 165.000 kroner svarende til prisen på den flis, der er kommet ud af træfældningen. Det oplyste Retten på Bornholm til Bornholms Tidende onsdag efter domsafsigelsen.
Skoventreprenøren, som skovejeren har udført arbejdet med, har fået en bøde på 10.000 kroner. Selskabets direktør har ligeledes fået en bøde på 10.000 kroner eller ti dages fængsel.
Erstatningskravet på 50.000 kroner, som var fremsat på vegne af kommunen, blev bestridt på grund af mangelfuld dokumentation, oplyser retten.
Tiltalen gik på, at de tiltalte ved forsætlig eller grov uagtsomhed har voldt skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte. I perioden fra den 1. august 2016 til den 8. september 2016 har skovejer og skoventreprenør skovet et areal ”af ikke under 4,8 hektar”, fremgik det af anklageskriftet.
Der har været uenighed om arealets størrelse samt definitionen af begrebet ”skovhugst”.
Men retten har nu afgjort, blandt andet på baggrund af to vidneforklaringer og fotos, at det skovede areal, der er omfattet af fredningskendelsen, ikke var under 3,8 hektar, og at skovningen var i klar modstrid med bestemmelserne i fredningskendelsens § 5.
Tolkning af ”plukhugst”
I Natur- og Miljøklagenævnets fredning af Svartingedalen fremgår det af § 5 blandt andet, at skoven skal have et vedvarende skovdække, idet foryngelsen af skoven skal ske ved selvforyngelse, og skovdrift skal ske ved plukhugst.
Begrebet ”plukhugst” blev af de tiltalte ved retten i sidste uge fremhævet som værende uden nogen klar definition, hvorfor der ikke foreligger noget klart grundlag at dømme ud fra.
”Begrebet må fortolkes i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i fredningskendelsens § 5, hvoraf fremgår, at skoven skal have et vedvarende skovdække, samt tillige fredningskendelsens formålsbestemmelse, hvoraf fremgår, at fredningen har til formål blandt andet at sikre og udvikle det daværende urskovslignende skovbillede”, skriver Retten på Bornholm i den endelige domsafsigelse.
Kendte til fredningen
De tiltalte har forklaret, at de begge var bekendt med fredningskendelsens indhold og ordlyd, herunder bestemmelserne i kendelsens § 5.
Skovejeren har endvidere forklaret, at han var imod fredningen af området, og at han har fået udbetalt 127.400 kroner i erstatning i forbindelse med fredningen. På den baggrund, og set i lyset af, at den foretagne skovning var i klar modstrid med fredningskendelsens bestemmelser, fandt retten det bevist, at skovejer og skoventreprenør har handlet forsætligt.
Det var Foreningen Bornholm og Bornholms Regionskommune, sidstnævnte som tilsynsmyndighed for fredede arealer, der oprindelig anmeldte sagen til politiet. Fra Foreningen Bornholm, kommunen og Danmarks Naturfredningsforening har man omtalt sagen som usædvanlig, omfattende og grov.
Entreprenøren har ikke ønsket at kommentere dommen. Det er ikke lykkedes Bornholms Tidende at få en kommentar fra skovejeren.
Uagtet den ulovlige fældning har Askens Toptørre ganske godt fat i dalen, og fra år til år bukker flere og flere af dalens asketræer under for sygdommens hærgen.
Midt i al denne sorg over at have mistet naturværdier i det fredede område af Svartingedalen kunne man den 25. oktober 2017 læse den glædelige nyhed i Bornholms Tidende, at Fugleværnsfonden havde erhvervet sig 27 hektar af dalen som sit 22. reservat i Danmark.
Læs mere fra Bornholms Tidende om planerne for dette reservat ved at trykke her og her.
Læs mere om dette køb i Fugleværnsfondens pressemeddelelse den 25. oktober ved at trykke her.
Tryk her og læs Fugleværnsfondens folder over stedet.
Sommeren 2019 er store dele af arealet hegnet ind, og man har udsat både geder og køer for at pleje dalen - ligesom man gjorde, før i tiden.
Brogårdsstenen
I den sydligste del af Svartingedal-fredningen ligger den tidligere Svalhøj-købmandshandel omgivet af et parklignende anlæg med Bornholms største runesten - Brogårdsstenen.
Brogårdsstenen skulle i slutningen af 1700-tallet have været flyttet fra en mindre høj ved Store Hallegård i Rø til broen over Bagå, hvor den blev brugt som dæksten.
I 1868 blev den genfundet og rejst ved landevejen. Den blev fredet i 1886, og her stod den frem til 1965, da den blev flyttet til det anlæg, hvor den står i dag.
Teksten på stenen er:
"Svenger lod rejse denne sten efter sin fader Toste og efter sin broder Alvlak og efter sin moder og efter sin søster".