Vis menu Søg

15 Højlyngen

Højlyngen - Den Store Lyng

- opdyrket og tilplantet

Fra gammel tid lå store strækninger af øen udyrket hen, nemlig Almindingen, Højlyngen, indmarkerne mellem gårdene samt udmarkerne og strandmarkerne langs med kysten.
Bodilsker Højlyng i 1860erne
Jorden var enten stenet eller sandet og ufrugtbar.
 
I Højlyngen voksede der mest Hedelyng og Enebær, og det var ofte besværlig jord at opdyrke. Læs mere om Højlyngens planteverden ved at trykke her.
 
Man lod i vid udstrækning kreaturer, svin, heste og får skaffe sig føden, og man rev lyng eller hentede tørv i moserne.
 
Og selv om en eller anden tog et mindre stykke jord under dyrkning, skete der ikke mere ved det.
 
Det hed sig nemlig, at det var Kongens ejendom, medens bornholmerne havde brugsretten.
 
Men, omkring 1700, da tiderne for landbruget blev bedre, og folketallet efter en pestepidemi i sidste halvdel af 1600-tallet igen var på vej opad, blev anmodningerne om tilladelse til opdyrkning af udmarksjord så talrige, at øens amtmand anså det for rigtigst, at landets regering tog sig af spørgsmålet og fik en afgørelse på det.
 
Ved en kongelig bestemmelse i 1832 blev ordningen om bornholmernes brugsret ophævet for at man kunne finde frem til en for det bornholmske erhverv mere lønnende udnyttelse.
 
Man havde fået målt øens udmarksjorder op til 11.590 ha., hvilket reelt svarede til 20 % af øens samlede areal.
 
I 1842 blev Kongens Mark herefter ved en ny lov delt mellem Staten og øens sognekommuner.
 
Af 11.590 ha. udmarksjord skulle 2.375 ha. plantes til for Kongens regning, 220 ha. udlægges til udbyggersteder øst for Almindingen og endelig 8.995 ha. fordeles til landsognene efter deres hartkorn.
 
Denne deling var tilendebragt i 1848, og sognene kunne gå i gang med den lokale udskiftning.
 
Ejerne af øens selvejer- og vornedegårde mente, at udmarksjorden alene skulle tilfalde dem, og de begyndte straks at dele den mellem sig.
 
Men husmændene, der også havde haft brugsret til jorden protesterede voldsomt, og det lykkedes dem at få denne udskiftning erklæret for ugyldig ved Højesteret.
 
Man begyndte helt forfra, og i en ny:
Lov af 9. februar 1866 angaaende Behandlingen af den Landsognene på Bornholm tillagte Andel i Udmarksjorderne
blev det gjort klart, at gårdejerne med deres gårdes hartkorn ikke havde nogen fortrinsret til Udmarken frem for husmændene:
 
Udmarksjorderne skulle overgå til sognene og enten anvendes til til skovtilplantning eller bortarvefæstes.
 
Som et levn fra højlyngstiden finder man endnu og for det meste lidt skjult og mørkt inde i rødgranplantninger de såkaldte pilte.
 
Anhøj Pilt - skjult i en tæt rødgranplantning
Det er små kegleformede stendynger, der ligger højt på det blottede grundfjeld, og man må antage, at de har tjent som kendingsmærker, varder, i den i sin tid vidtstrakte lyngflade.
 
Tryk her og læs mere om disse varder.
Højlyngen - som den kan have set ud
Tørvemos og Blåbær i Højlyngens vådområder
Skorzoner, en af Højlyngens blomsterplanter
Skovstjerne
Islandsk Mos - en lav
Pyramideformet Læbeløs