Vis menu Søg

239 Ekkodalen

Ekkodalen

Sjælden natur

I 1800 blev Rømer ansat som skovrider i Almindingen. Der fulgte ikke nogen embedsbolig med ved ansættelsen, men han mente, at det var nødvendigt for hans virke at han boede i skoven, og derfor købte han i 1804 det lille udbyggersted Eskeviske i Kodalen.
 
Men begge navne indeholdt for lidt appeal, og straks efter overtagelsen fik huset navnet Rømersdal, og dalen fik han omdøbt til Ekkodalen. Et navn, Ecchodahlen, den også havde på et matrikelkort fra 1788. Tryk her og se nærmere.
 
Ekkodalen er en såkaldt sprækkedal, blandt flere anset som øens flotteste repræsentant for disse, og man kan midt i dalen måle dens bredde fra det sydlige granitfremspring til den nordlige lodretstående klippe til at være ca. 70 meter.
Ekkodalen efter et større regnskyl
Ekkodalen har været et af øens femstjernede turistmål, så længe der har eksisteret turisme på Bornholm, og tilstrømningen af "vandrefoula" tog i den grad til ved etableringen af skovtursbanen mellem Aakirkeby og Almindingens station i 1902.
 
Af samme grund har seværdighederne i dalen fået benævnelser, som regel overleverede stedsangivelser som fastboende og skovens folk har givet videre fra generation til generation for at kunne finde rundt og udtrykke sig eksakt om dette og hint.
 
Skovrider Sten var Kongens repræsentant i Almindingen få år efter, at Hotel Jomfrubjerget blev opført i 1891, og da turisterne strømmede til skoven, ville han gerne have, at man fik lov til at opleve skovens seværdigheder.
 
Derfor etablerede han vandrestier, markeret med forskellige malede mærker på stene og træer, og turen gennem Ekkodalen blev royalt angivet med små dannebrogsflag!
 
Man blev fra dalens bund ført ad en trappe op på Lajtarijn med den smukkeste udsigt over dalen og den oprindelige middelalderlige skovbevoksning med ene, vintereg og avnbøg.
 
Man vil passere en om vinteren kraftigt fossende strøm af vand oppe fra Djævlebakken, og da vandet for en stund må løbe under den markante klippeblok Vandpræsten har man lokalt givet vandløbet betegnelsen Præstens tårer.
 
Tryk her og se, hvorledes Djævlebakken tårner sig op over Ekkodalen.
 
Grotten er det næste markante klippefremspring med en underliggende indhak i klipperne. Det ses iimidlertid bedst fra stien nede i dalen.
 
Følger man stien ovenpå klipperne vil man på et tidspunkt gå lige hen over Heksenes danseplads.
 
Overleveringen fortæller, at der dybere inde i klippemassivet skulle være et mindre hul, hvorfra heksene angiveligt skulle komme ud og danse! Men, hvornår man kan opleve heksedansen, kan ingen oplyse. Måske ved fuldmåne?
Fuldmåne over Ekkodalen
Ældre bornholmere, der har trang til at holde fast i traditioner kender udmærket stedet fra de tilbagevendende tidlige pinsemorgener, hvorfra et kor af sangere ledet af en lokal skolelærer på en klippehylde umiddelbart under dansepladsen fyldte dalen og morgenen med liflig sang.
 
På et kort, Skovrider Rømer havde ladet tegne i 1825-26, og som i dag befinder sig på Det kongelige Bibliotek, har han angivet en markant klippespids på toppen af ekkodalsklipperne som lokaliteten Springet, og seværdigheden er senere foreviget i Illustreret Tidende fra 1861.
 
Det er det samme sted, som i Dansk Landbotidende fra 1874 blev kaldt Jomfruspringet, og som i dag går under betegnelsen Røverspringet. Herfra er der endnu engang en enestående udsigt ud over dalen.
 
Det seneste navn har stedet fået på grund af, at en "røver" angiveligt under en forfølgelse over ekkodalsklipperne ikke så nogen anden udvej end at springe ud fra klippen. Om han overlevede melder historien ikke noget om.
 
Græderen opdager man hurtigt på sin vandring, fordi det er den del af klippepartiet, hvor der lige under toppen af klippen vinter og vår siver vand ud over klippen i stride strømme - til ihvertfald på den anden side af Sankt Hans.
 
Vegetationen for foden af klippen er af samme grund noget frodigere end på de andre klippeflader i dalen, men adgangen er vanskelig, idet stedet er hegnet ind for at kunne holde kvæget på plads.
 
Umiddelbart ovenover Græderen finder man fortsat et af stedets botaniske klenodier, Tarmvrid Røn. Tryk her og se i stor forstørrelse.
 
Og så når man frem til det måske kendteste klippeparti i dalen: Måneskinsklippen.
 
Det er her, turisterne bliver guidet hen for at man bedst skal kunne opleve et ekko - ihvertfald peger et stort træskilt hen til stedet, og hvis det er det, folk er kommet til Ekkodalen for at opleve, så er målet nået, og et andet stort skilt viser tilbage til P-pladsen.
 
Men, Ekkodalen er mere end dette: Fuglesangsrenden, Jægergrotten, Dronningestenen og Trandbergs minde. Tryk på hver enkelt lokalitet og læs mere.
Loe Klippen og Kraage Lund 1788
Længst i SV, hvor Styrtebakkerne flader ud ligger Loe Klippen med Loe Gulvet. Allerede på et matrikelkort fra 1788 over Almindingen forekom lokaliteterne navngivet, og skoven for foden af klipperne havde den poetiske betegnelse "Kraage Lund". Men, denne lokalitet ligger i den privatejede Vallensgårdsskov, så tryk her og læs mere.
 
 

Vandrefalken på Ekkodalens klipper

 
Frem til sidst i 1950'erne var klipperne i Ekkodalen redested for et par vandrefalke.
 
Skovfoged Seier, tryk her, har i sin Bornholms Fugle fra 1932 skrevet om sine iagttagelser fra dengang, og i et brev fra Ornitologen Knud Barfod er et par ynglefund fra sidst i 1940'erne omtalt. Læs hans iagttagelser ved at trykke her.
 
Som nøjere beskrevet i Bornholms Fugle fra 1973 forsvandt vandrefalken generelt som ynglefugl på øen, men i dag har man her i dalen som andre steder på øen igen en god chance for at se denne verdens hurtigste fugl bevæge sig ud mod Udkæret.
 
Tryk her og se de seneste observationer i DOF-basen.
 
 

Genslyngning af Læsåen gennem dalen

I slutningen af 1800-tallet blev det naturligt slyngede forløb af Læsåen rettet ud til en lige grøft - som det skete med vandløb mange andre steder på øen. Øens enge skulle dyrkes op og vandet skulle "lægges til side" eller helt skjules i rør.
 
Denne effektivisering har naturligvis kostet natur!
 
I 1989 vedtog det daværende Folketing den såkaldte Naturgenopretningslov, og der blev givet penge til at genskabe noget af fortidens natur.
 
Også Læsåens slyngninger i Ekkodalens bund kom på tale, men en tilbageføring til det tidligere slyngede forløb vovede man ikke fra Statsskovens side.
 
Man nøjedes med at kaste nogle læs større marksten ud i vandløbet og fordelte dem således, at vandet med sin iboende kraft til at forme egne slyngninger selv kunne etablere dette ud fra den lige grøft.
 
Allerede nu godt 15 år senere kan man notere sig begyndende slyngninger i vandløbet, men det bliver noget andet end det, man raderede ud i 1800-tallet.
 
Tryk her og se et kort fra midt i 1800-tallet, der illustrerer denne såkaldte naturlige mændrering af Læsåen gennem Ekkodalens bund.
 
Foruden stenene er køernes trampen medvirkende til, at vandløbet igen etablerer sig med slyngninger til gavn for dyrelivet - bl.a. den fantastisk smukke Blåvinget pragtvandnymfe - Calopteryx virgo, der på solrige sommerdage afpatruljerer lange strækninger af åen for foden af ekkodalsklipperne.
 
Ved indgangen til Ekkodalen fra P-pladsen ved Ekkodalshuset bemærkes i efterårsmånederne en Spidsløn med et særdeles smukt flammende efterårsløv. Læs mere om dette træ ved at trykke her.
Ekkodalen efterår
Ekkodalen fra luften
Djævlebakken højt over Ekkodalen
Skovrider Stens stimærker. Dansk kokarde og Dannebrogsbånd
Vandpræsten
Navne på Ekkodal-seværdigheder
Heksenes Danseplads
Røverspringet
Tarmvrid Røn
Forår i Ekkodalen
Styrtebakkerne med køer på engen
Køer træder Læsåens brinker ned - begyndende slyngning af åen
Åslyngninger for foden af Ekkodalsklipperne
Ekkodalen dækket af sne
Vintersolnedgang
Vinter Solhverv
En stille vinterdag i Ekkodalen
Pragt Vandnymfe i Læsåens vegetation
Spidsløn med et flammende rødt efterårsløv
Informationstavle ved indgangen til Ekkodalen