Lens Klint - Lehns Klint er med sine godt 100 meter over havet et markant element i landskabet, der er svært at komme udenom, og sådan var det også, da ismasserne senest pressede sig ind over øen.
Geologisk er der her tale om en forkastning i undergrunden, og som på andre "Klint"-lokaliteter på øen træder grundfjeldet frem overalt som små ispolerede rundklipper.
I perioden 1927-1934 blev der i et større stenbrud på toppen af klinten, Lens Klint-bruddet, hentet granit til kant- og brostensfabrikation.
Muligvis er granitkvadrerne i jernbanebroen ved Stavehøl også brudt her, ihvertfald har de den samme røde og stribede struktur, som man finder i klintens nu forladte stenbrud.
Helleristningerne på Lens Klint
I 1998 fandt man på nogle flade heller øverst på Lens Klint en større samling helleristninger bestående af syv skibe og mere end 70 skåltegn og andre ristninger.
De ligger 110 meter over havets overflade, hvorfor skibene er de højest beliggende på Bornholm. Og så er det bemærkelsesværdigt, at det er det eneste felt med skibe udenfor Nordbornholm.
Mogens Jensen har i sin fortrinlige bog: "Helleristninger som solkalendere i Bronzealderen" beskrevet feltet særdeles indgående på siderne 217-226. Tryk her og læs Mogens' indledende bemærkninger om lokaliteten.
Knarregaards stenbrud
Også ved Knarregaard længere mod syd er der brudt sten. Det foregik i perioden 1933-1968, og i dag ligger også dette stenbrud hen som et minde om dengang, den bornholmske undergrund gav arbejde til lokalbefolkningen.
Det var den lyse grå gnejs, der blev brudt her, og mange geologiinteresserede har i tidens løb besøgt dette hjørne af øen for at gøre studier i forståelsen af øens geologiske fortid. Tryk her og læs Frede Kjøllers beretning om Knarregårdsbruddet 15. november 1980.
Knarregaards-bruddet og Lens Klint er i privat eje, og der er ikke almindelig offentlig adgang, men i følge bestemmelserne i Naturbeskyttelsesloven skulle der være mulighed for et besøg hvert af stederne til fods.
Hvis man f.eks. NØ for Klinten holder sig til markvejen fra Toft og går videre op over højdedraget mod Østerlars Plantage, skulle der ikke være noget til hinder for, at man kan opleve stedets grandiositet.
Det har mange gudhjemboere i nyere tid gjort til en tradition for på årets længste dag ved solhverv at opleve solopgangen netop herfra.
Det var også ad denne "drivgade" bønderne i middelalderen drev deres kreaturer fra gårdene øst for Klint og videre op i "lyngen".
Klinten og dens nærmeste omgivelser bliver afvandet til Melsted Å, der i en stor slyngning løber tæt op til forkastningen.
Højlyngsgærdet
Videre mod vest i Østerlars sogn har gårdene været placeret op mod datidens højlyng, afgrænset af højlyngsgærdet, som er angivet med blåt på vedhæftede kort.
I 1616 fik alle selvejergårdene deres numre i solens og urets retning fra fra SV mod NV, således: a: 40. Slg. Spagergaard, b: 41. Slg. Hyldesgaard, c: 42. Slg. Egeskovgaard, d: 43. Slg. Elleskovgaard, e: 44. Slg. Kroggaard, f: 45. Slg. Holzegaard, g: 46. Slg. Lykkegaard og h: 47. Slg. Knarregaard.
Det var på 42. Slg. Egeskovsgaards jord op til lynggærdet, at den store vandreblok Mikkelstenen, også kaldet Laggarestenen er blevet rejst. Den blev fredet ved en deklaration i 1915. Se nærmere ved at trykke her.
Området længere mod syd med Lærkesø afvandes til den mere vandrige Spagerå, hvis forlængelse vi tidligere har mødt i Kobbeåen.
Ved Rågelundsgaard har man opsporet resterne efter en gammel bornholmsk vandmølle, en såkaldt "vandplaske", som man har rekonstrueret i opbygningen af et middelaldermiljø i Bornholms Middelaldercenter.
Rågelundsgaard var en af de 30 gårde, Rigsråden Peder Oxe erhvervede sig, da han i 1553 nedslog sig som bornholmsk jorddrot med sæde på Maglegaard i Østermarie. Tryk her og læs mere