69 Døndalen - Dynddalen
Døndalen
Dynddalen
Forstbotaniske oplevelser
Det "dønner" i Dynddalen, siger man, og dalen lyder sit navn Døndalen i det tidlige forår under snesmeltningen, når smeltevandet kaster sig ud over dalsiden i mange mindre fald med en øresønderrivende brusen som resultat.
Målt fra top til bund falder vandet godt 16 meter, men ikke i et frit fald, som man oplever Gedebæk-faldet i Ekkodalen og Kildebæk-styrtet på Helligdomsklipperne.
Derfor må det noteres for at være Danmarks tredjehøjeste vandfald.
Tryk her og besøg øens øvrige tretten pittoreske vandfald.
Oprindeligt har dalen heddet Dynddalen! Både på Hammers kort fra 1746-50, og det første matrikelkort over området fra 1814 navngiver stedet som Dynddalen.
Og navnet er naturligt, da der i dalen er en større mængde issøler, der netop har den evne at "holde på vandet" og gøre overfladen "dyndet" og glat i og efter fugtige perioder.
Dynddalens/Døndalens skovbund er således leret, ja nærmest fedtet i våde perioder, og det skyldes, at den i sin tid var en del af de issøer, der prægede landskabet på Østbornholm under isens afsmeltning.
Tryk her og læs mere om disse søer.
Forleddet Døn er kommet lidt sent ind i navnet og skulle netop henvise til det bulder og drøn, vandet afstedkommer, når det drøner ned gennem "Det store Vandstyrt" i Dynddalsbekken, som angivet på det første matrikelkort fra 1814.
Men Dynddalen/Døndalen har andre kvaliteter end dette vandfald, og man kan besøge dalen på alle tider af året, selvom foråret inden løvspring nok er den smukkeste tid hvad angår blomsterfloret.
Dynddale/Døndaleskoven var et større sammenhængende skovområde, "Strandskoven", som frem til 1835 tilhørte Kongen, men som i 1835 blev solgt til de fire gårdejere, der havde deres jord som nabo til skoven.
På Hammers Kort fra 1746-50 er skovgærdet således fint markeret ind mod land. Tryk her og se nærmere.
Vegetationen er rig, og både Blå, Hvid og Gul Anemone indleder blomstringssæsonen allerede i marts. Herefter følger arter som Skælrod og Ramsløg i store fladedækkende mængder, og højt på det opretstående klippeparti midt i dalen vokser Rød Dværgmispel.
Har man kræfter til en opstigning, kan det anbefales, at man tager turen op ad trappen til toppen af klippen.
Amtmandsstenen - L V H Krabbe
Klippepartiet hedder Amtmandsstenen, og herfra har man en fin udsigt både videre ind i dalen og ud mod kysten og videre til Ertholmene.
Peter Hauberg skrev i 1879 i sin "Bornholm i Billeder og Text":
"... Her møder man den lille Sti fra Gaarden, man følger dens stedse opadgaaende Bugtninger gjennem Skoven langs den nordlige Rand af Dalstrøget og dens Bøining ned gjennem en lille Indhegning og overraskes da ved pludselig at befinde sig paa en høi Klippe, Amtmandstenen, hvorunder den skjønne Skovdal ligger udstrakt med sit bløde grønne Tæppe..."
Allerede i 1872 havde Hauberg været på stedet og foreviget Amtmandsstenen på et lille maleri.
Før navneændringen til Amtmandsstenen hed stedet "Kongestenen".
Men, hvem var denne amtmand, der havde gjort sig fortjent til at skulle blive hædret med denne meget flotte udsigt?
I sine optegnelser over den bornholmske botanik har Lars Ipsen skrevet, at Apoteker Baagøe har samlet Skinnende Storkenæb her på "Amtmandsstenen ved Dynddalen i Rø".
Nu er det sådan, at Ipsens optegnelser er foretaget i datidens "Haandbog i Den Danske Flora" af Johan Lange, og optegnelserne er påbegyndt 2/3 62, 1862 vel at mærke!
Læs mere om Lars Ipsen ved at trykke her.
Apoteker Baagøe opholdt sig på Bornholm i årene 1860-63, og amtmanden var på det tidspunkt en Julius Henrik Wegener.
I 1849 havde han afløst Ludv. Vilh. Henr. Krabbe, der havde været øens amtmand siden 1837 og som af eftertiden blev betegnet for at være "en livsglad, højst selskabelig mand", der imidlertid helt mistede lysten til hvervet, da hans kone allerede døde som 31 årig i 1845!
Efter sin afsked som Amtmand i 1849 blev Krabbe foreslået og valgt til Landstinget med overvældende flertal den 29/12 1849; han genvalgtes den 3/6 1853 uden modkandidat.
Ved Landstingsvalget den 20/6 1855 valgtes han for 3. Gang; af 42 valgmandsstemmer faldt de 38 paa Krabbe, 4 paa hans modkandidat fra 1849. Han sad som Landstingsmand til sin Død den 3/11 1857.
At Bomholms vælgere med et så overvældende flertal udpegede Krabbe som deres repræsentant på tinge umiddelbart efter at Regeringen med fuld saglig berettigelse havde måttet fjerne ham fra hans embede som amtmand, fordi han ikke passede det paa tilfredsstillende måde, skyldtes, at han ved sit jævne væsen og den forstående måde, hvorpå han kom øens befolkning i møde, havde skabt sig en enestående yndest.
Dette var ikke mindst tilfældet hos landboerne, der havde haft særlig meget med ham at gøre, fordi udskiftningen af Bornholms udmarksjorder for en stor del faldt i hans embedstid, og de havde her lært at sætte pris paa ham på grund af hans retskaffenhed, redelighed og tjenstvillighed.
Han blev en god repræsentant for bornholmerne i Rigsdagen frem til sin død, og nutidens bornholmere samt øens gæster kan fortsat med taknemmelighed tænke tilbage på L V H Krabbes virke for øen her fra toppen af klippen.
I øvrigt er Amtmandsstenen den eneste tilbageværende bornholmske lokalitet, hvor man har chancen for at se den yderst sjældne plante Mur-Draba i det tidlige forår.
Ligeledes Sort Radeløv og Rundfinnet Radeløv har livskraftige bevoksninger på klipperne under Amtmandsstenen.
Midt på sommeren ligger dalbunden i skygge, men ikke lige meget alle steder. Det dominerende træ, Avnbøg, som er det oprindelige bornholmske bøgetræ og som bl.a. har givet navn til flere "bøge"-lokaliteter på øen, har ikke helt så tæt en bladmosaik som den almindelige bøg, Rødbøgen, som også findes i dalen, omend plantet.
Derfor er der under Avnbøg stadig planter at finde, også midt på sommeren. Bl.a. det noget usædvanlige Skavgræs, en art padderokke, som også levede i fortidens juraskove!
Om vinteren svømmer en del havørreder op i åen for at "lege", og i de år, hvor åen ikke helt tørrer ud kan man se ørredyngel i høller.
Vandstæren yngler uregelmæssigt i øens åer, men ser man en solsortlignende fugl med hvid hagesmæk stå og knikse på en sten midt ude i åen, så har man set denne noget eksotiske fugl.
Også Sortspætten har haft redehuller i skoven, og idag har Ravnen sin rede i et af Døndalens større træer.
Forstbotaniske oplevelser
En særdeles planteinteresseret bornholmer, Gårdejer Aksel Jensen, erhvervede i 1916 den sydøstlige del af Døndalen.
Den tidligere "Birke-skov" blev ryddet for birketræer og der blev plantet Bøg - Rødbøg vel at mærke.
Det skulle være sket i 1918, hvorfor alderen på disse træer i dag (2021) er 103 år. Tryk her og se en af disse bøgetræer.
Ud over den store bøgeplantning plantede han et meget stort antal forskellige træer fra mange verdensdele, således at skoven kom til at rumme op imod 150 forskellige træarter.
Det har ikke været muligt i dag at opdrive en liste over alle disse forskellige træarter, og flere synes at være bukket under for kulde, skygge og hugst.
I sommeren 1959 besøgte Dansk Dendrologisk Forening Døndalen, og der blev udarbejdet en liste over de træer, man blev præsenteret for. Tryk her og læs.
Døndalen er fortsat en forstbotanisk oplevelse.
Blandt de eksotiske nåletræer kan man fortsat se:
Kalifornisk Mammuttræ, Sequoiadendron giganteum,
Kinesisk Vandgran, Metasequoia glyptostroboides,
Himalaya Ædelgran, Abies spectabilis
og fremmede løvtræer er bl.a.:
Tyrkisk Hassel, Corylus colurna,
Ægte Kastanje, Castanea sativa
Indtil efteråret 2014 voksede her ligeledes det eksotiske Japansk Korktræ, Phelleodendron japonicum, men det er blevet fældet for at skabe lys til en Kinesisk Vandgran i den tidligere planteskole.
Ligeledes er Døndalen kendt for sit enligtstående løvtræ, Tarmvrid Røn, som man kan se ved at følge en afstikker fra sporet syd for åen umiddelbart øst for en bevoksning høje Douglasgran.
Efter 2. verdenskrig og medens Almegårdslejren var under opførelse var der på de bornholmske gårde indkvarteret værnepligtige soldater.
Også hos Aksel Jensen på Rågelundsgård var der sådanne værnepligtige, og en af disse medbragte i 1947 efter en orlov hjemme på Sjælland nogle røde skovsnegle, som han fik lov til at sætte ud i gårdens løkke.
Herfra har arten sidenhen bredt sig ned i Dynd/Døndalen og med menneskelig hjælp til andre skove på Bornholm som Slotslyngen samt Aaker og Vestermarie Plantager.
Dynd/Døndalen, som tilhørte de to gårde Rågelundsgård og Dynddalegård, blev i sommeren 1969 erhvervet af Danmarks Naturfond for et beløb af 100.000 kr. til hver af gårdejerne med det formål at sikre dalens enestående naturværdier og at gøre disse tilgængelige for offentligheden.
Pengene var en donation fra Birthe Daells Fond.
Rygterne ville vide, at ejerne ville genoptage stenbrydningen i dalen, og det ønskede man fra Danmarks Naturfredningsforenings side, at det ikke måtte ske.
Herefter blev der ved indgangen til Døndalen plantet en samling egetræer, kaldet "Birthe Daells Ege".
Senere blev Dynd/Døndalen fredet. Læs mere om dette ved at trykke her.
Stenbrud
Som mange andre steder på den nordlige del af øen hvor klippen har ligget "fremme i dagen" er der foregået stenbrydning.
Historien om brydningen i Dynd/Døndalen fortaber sig i fortidens glemsel, men den synes at have været kortvarig.
Et stort antal klippeblokke ligger spredt i dalbunden neden for bruddet og fra tid til anden sker der det, at større blokke frigør sig fra klippebranten og falder ned i dalbunden.
I 1998 blev cykelstien langs Strandvejen bygget, og over den tidligere P-plads med indgang til dalen blev der etableret en cykelserpentine.
Netop her i kanten af Birthe Daells Ege var der allerede i 1990 plantet "et barn" af Danmarks ældst levende individ, den mere end 1500 årige Kongeeg i Jægerspris. Tryk her og læs mere.
Kongeegen
Det var Danmarks Naturfredningsforening, der ønskede at hædre Viggo Nielsen i forbindelse med hans 70 års fødselsdag.
Kære Viggo Nielsen
Dette er et barn af
Kongeegen
i Jægerspris, som er det ældste levende væsen i Nordeuropa, ca. 1500 år.
Som tak for din indsats for naturen lover D N hermed at hæge om dette træ til evig tid i Døndalen.
25/1 1990
Svend Bichel / David Rehling
Spidsløn (Acer platanoides) har i nogle tilfælde et fantastisk smukt efterårsløv. Kendt af mange er "Ekkodalslønnen", tryk her , men også her i Døndalen har en af de mange Spidsløn et ildrødt efterårsløv.
