327 Smørenge

Smørenge

Myrebyklint

Guldhullet

"Smørenge" er et naturnavn, der kan henføres til først i 1600-tallet, da der i forbindelse med et skifte på en af gårdene blev henvist til lokaliteten "i Smør Engen".

Betegnelsen må antages for at have været rosende, idet der henvises til, at "engene er meget frugtbare", og at køerne, som græsser der, "giver godt smør"!

De fire Vestermarie-selvejergårde, 9., 10., 11. og 12., der alle har gået under betegnelsen "Smørengegård", ligger nærmest på en linje højt i landskabet.

Som anført på viste kort fra 1860erne er der en del lyngsignatur umiddelbart nord for gårdene. Det tyder på, at der her er et højtragende grundfjeld, der har vanskeliggjort normal dyrkning af jorden.

Sognekortet over Smørenge 1862. Nord for Smørengegårdene er der omfattende arealer med lyngsignatur, syd for gårdene arealer med engsignatur.

Det er grundfjeldet i form af højtliggende granit, der her bryder frem hist og her og gør jorden vanskeligt dyrkbar. På et senere kort fra 1880'erne ses, at flere af disse lyngarealer i slutningen af 1800-tallet er blevet plantet til med nåletræer.

På kortet fra 1860erne fremgår det ligeledes tydeligt, at der på gårdenes matrikler var et betydeligt større engareal end i dag.

Smørenge-forkastning

I Danmarks geologiske Undersøgelsers Kortblad Bornholm fra 1916, skrevet af K A Grönwall og V Milthers noterer man, at "Forkastningssprækken" mellem Granit og Nexø Sandsten ".....

......."paa Strækningen fra Smørenge Gaarde til V for Tvillinggaarde i Vestermarie skyldes en Forkastning, der gaar omtrent i V 15^oN, og saaledes forløber lidt mere vestlig end Hovedmængden af den VNV-lige Retnings Forkastninger.

Ca. 500 meter V for Kæmpebro fremtræder denne Forkastning meget tydelig i terrænet, idet en lav, men stejl Granitklint staar lidt N for Vejen, medens uregelmæssig forkløftet Nexø Sandsten, hældende 10-15^omod S til S 20^oV, staar fast i Grøften S for Landevejen. Afstanden mellem Granitten og Sandstenen er næppe 100 m".

Allerede på Matrikel 1-kortet, tegnet i 1817, er denne klint markeret i landskabet på 3. Vdg. Myregårds grund, herefter kaldet Myrebyklint.

Myrebyklint som den er markeret i 1817 på Matrikel 1-kortet

Bemærk, at der på klinten befinder sig et "Søe-Merke", en stenrøse med en bautasten, som også i dag knejser højt på klinten.

Skrébânan på Myrebyklint

Rundt i det bornholmske landskab finder man såkaldte "Skrébâner", glidebaner på skråtstillede klippesider.

Mogens Jensen har på sit website bornholmsoldtid.dk grundigt beskrevet disse glidebaners rituelle betydning for bronzealder-folket. Tryk her og læs mere: Bronzealderens skrideklipper på Bornholm – BORNHOLMS OLDTID

Også her på Myrebyklint finder man lidt hengemt i en mindre plantning af Rødgran sådan et levn fra bronzealderen.

Stedet er omtalt i en udsendelse i serien Graveskeen på TV2Bornholm. Tryk her og se stedet samt andre skrébâner på Bornholm.

Myrebyklints "Skrébâna" sløret af en rødgransplantning

Lilleå

Og langs Lilleå, der i sit oprindelige forløb slyngede sig ind over det meste af 11. Selvejergårds matrikel syd for gården, var engsignaturen i 1860erne ligeledes omfattende. Tryk her og se.

20 år senere var engene, blevet udgrøftet, og området var domineret af et større antal åbne grøfter, der senere igen er blevet lagt i rør!

Lilleå eksisterede ikke mere som et naturligt slynget vandløb, men blev i slutningen af 1800tallet som en lineær grøft lagt ind i skellet mellem 11. og 12. Selvejergård.

Og så er der kommet et helt nyt element ind i landskabet - et biogasanlæg på 6. Selvejergård, Vestre Tvillingsgårds grund.

Dyrelivet synes at have tilpasset sig de ændrede dyrkningsmæssige forhold på Smørengegårdene, f.eks. synes råger at finde sig bedre tilpas i en mindre have ved landevejen end ude på de store ensartede græs- og kornarealer.

Og vibeungerne søger ud på landevejen med de kortklippede vejrabatter - med fare for at blive ihjelkørt.

Guldhullet

I forkastningens vestligste hjørne ligger et kildevæld, som sandsynligvis er frembragt ved, at vand fra granittens overflade under det tynde lag morænejord netop her når frem til kontakten med neksøsandsten og i denne knusningszone presses op til overfladen.

I middelalderen og frem til sidste århundrede har det kunnet skaffe rent vand til områdets beboere og Store Smørengegårds husholdning, men i nyere tid er det forsøgt drænet væk for at få gjort denne del af marken dyrkbar.

Det har ikke været en almindelig kilde heller ikke en helligkilde i gængs forstand, men et sted, hvor man har ofret værdigenstande til et eller andet overnaturligt, man har ønsket at please.

Guldhullet på 12. Selvejergård Store Smørengegårds grund på Matrikel 2-kortet fra 1852

I Kulturarvstyrelsens rapport "Beretning om og evaluering af
resultaterne af sondageundersøgelser på bornholmske jernalder- og vikingetidsbopladser med bevarede kulturlag" af Margrete Watt fra 1999 er der en omfattende redegørelse over bopladsen på højdedraget over Smørenge nord for den senere Smørenge Mølle.

På denne boplads blev der i februar fundet en sølvskat, som blev omtalt i Bornholms Tidende 4. maj 1983. Tryk her og læs mere.

Bornholms Museum har i sine udstillinger en afdeling med fund fra netop dette område, der i Finn Ole Nielsens Forhistoriske Interesser fra 1996 er udpeget til at være "Bornholms største sortmuldsområde med bosættelser fra ældre jernalder frem til tidlig middelalder og større gravfelt fra jernalderen".

Ligeledes er det "Forskningsmæssigt et meget vigtigt område med muligheder for at belyse opkomsten og strukturen af sortmulds-bebyggelsen samt sociale og erhvervsmæssige forskelle i jernalderbygden".

På Bornholms Museums website orienteres løbende om nye fund fra den bornholmske muld, og flere gange er der informeret om fund netop her fra Smørenge.

Tryk her og få en indsigt i Guldhullets kulturhistoriske betydning.

Tryk her og læs en artikel fra Videnskab.dk om de enestående fund i Smørenge.

Og her for en forklaring på guldgubbernes betydning.