61 Hammerværket
Hammerværket
I 1872 oplevede Bornholm en stormflod. Det var århundredets største og hverken før eller siden er der oplevet noget lignende på disse kanter.
Som kompensation på de lidte tab overdrog staten i 1873 Hammeren til Allinge-Sandvig kommune til fåregræsning.
Kommunen solgte den straks videre til en tysk spekulant for 32.000 kr. Han var grosserer og hed Martens. Han begyndte at bryde sten på arealet, men kunne ikke få det til at løbe rundt og opgav igen sit foretagende. Flere af de mindre brud i Hammerklipperne kan stamme fra denne tid.
Kommunen solgte den straks videre til en tysk spekulant for 32.000 kr. Han var grosserer og hed Martens. Han begyndte at bryde sten på arealet, men kunne ikke få det til at løbe rundt og opgav igen sit foretagende. Flere af de mindre brud i Hammerklipperne kan stamme fra denne tid.
Martens udlejede "sit areal" til en R A Wienberg, der fortsatte stenbrydningen under beskedne former frem til omkring 1890, da også han opgav sit forehavende.
I 1891 blev stenbruddet overtaget af Martens svoger, den tyske Baron von Ohlendorff, der tænkte stort og taktisk. Nederlaget til tyskerme i 1864 lå dog fortsat indenfor bornholmernes bevidsthed, og man havde lidt svært ved sådan uden videre at overdrage bornholmsk ejendom til fremmede.
I Foreningen Bornholms jubilæumsbog "100 år med Foreningen Bornholm" er gengivet en artikel med kort fra 4. juni 1890, på hvilket de tyske interesser er indtegnet.
Se kort og artikel ved at trykke her.
Ohlendorff omdannede derfor af stratetegiske grunde sin ejendom til et aktieselskab, Aktieselskabet Bornholms Granitværk med dansk bestyrelse og Geheimeetatsråd C F Tietgen som formand. Selv blev han Direktør for foretagendet.
Herefter lå de store mængder granit klar til udnyttelse. Der blev opført bygninger til administration, smedje, dampmaskiner, skærveknusere og 25 faldhamre, der som små guillotiner slog ned og knækkede små brosten (chaussésten) mellem hænderne på arbejderne.
På kortet fra 1890 var hele Hammeren udlagt som et muligt råstofindvindingsområde!
Fra stenbruddet blev der lagt tipvognsspor og senere transportbånd til Sæne Bugt, hvor Hammerhavnen i årene 1891-92 blev anlagt til udskibning af granitten.
Der var arbejde til mere end 1000 mand på værket, og den bornholmske granit blev i store mængder transporteret til bygningen af tyske havne og kanaler.
Mange, ja nok hovedparten, af disse stenværksarbejdere var svenskere, der med deres familier flyttede til Bornholm for at skaffe sig et arbejde.
I flere fremragende og informative artikler i Bornholms historiske Samfunds "Bornholmske Samlinger" er denne indvandring beskrevet, senest af A Dyhr i 2010: "De svenske stenhuggere på Nordbornholm 1860-1921".
Læs mere ved at trykke her.
Stenbrydningen ophører
Men da første verdenskrig brød ud i 1914 ophørte stenhuggeriet med et slag, og Hammeren så efter billeder fra den tid at dømme ud som en "bombet slagmark" uden nogen videre plan.
Man kan nærmest efterfølgende konstatere, at bruddet var forladt med ituskudt grundfjeld, der fortsat ventede på at blive transporteret bort. Se f.eks. ved at trykke her.
Og alle arbejdere på værket blev over en nat eller to arbejdsløse med de sociale konsekvenser, det medførte for de mange familier på Nordbornholm.
Verdenskrigen kom de kræfter på Bornholm, der ønskede stenbrydningen på Hammeren nedlagt, til hjælp.
Med Amtmanden som mellemmand og ved hjælp af betydelige pengemidler, der af nationale grunde var skaffet til veje ved privat indsamling, kunne Staten tilbagekøbe Hammeren.
Det gik bare ikke som man havde forventet!
Forudsætningen for de store bidrag, der privat var blevet indsamlet, var den at værket skulle nedlægges og gives tilbage til naturen. Stenbrydningen skulle ophøre.
Men........
Stenbrydningen genoptages - for at hjælpe de arbejdsløse stenværksarbejdere på Nordbornholm
På grund af den meget store arbejdsløshed blandt de tidligere stenværksarbejdere på Nordbornholm overdrog Staten i 1919 imidlertid stenbrudsarealet til det danske firma, A/S Møller og Handberg, der fik kontrakt på stenbrydningen.
Firmaet genoptog stenbrudsvirksomheden med forøget energi og i forøget målestok, dog indenfor et nærmere afgrænset område af Hammeren mellem Høje Meder og Sæne Meder.
I 1941 fik selskabet navneforandring til A/S Vald. Handbergs Stenhuggerier og Stenbrud, der beskæftigede sig med Stenhuggeri, Skærve-, Brostens- og Kantstensfabrik.
Dette firma drev også stenbrydning i Moseløkken. Læs mere ved at trykke her.
Hammerknuden fredes
De store indgreb i Hammerens natur fik Statsministeriet til i 1956 at nedsætte et udvalg, der skulle "kulegrave" konsekvenserne ved at fortsætte de store ødelæggelser i Hammerens natur. Tryk her og læs udvalgets bemærkninger.
1. december 1967 blev fredningen af Hammeren vedtaget, men der var i fredningsdeklarationen taget højde for, at der var givet tilladelse til brydning i et afgrænset område i Sibirien med Krystalsøen. Se fredningsdeklarationen her.
"Krydser" i klipperne markerede denne aftalte brydningsgrænse, hvor stenværksindustrien havde koncession på stenbrydning frem til 1972.
Stenbrydning ophører for altid.
Midt på sommeren i 1971 var eventyret slut, fabriksbygninger blev revet ned og der blev ryddet grundigt op.
Stenbruddet voksede mere og mere til i natur og blev fyldt med regnvand - og stenkulen fik blandt lokale navnet Opalsø.
Læs mere om denne ved at trykke her.
Staten havde endnu engang overtaget rådighedsretten over arealet for mere eller mindre at slette sporene efter fortidens bornholmske stenværksdrift.
Og af Hammerens tidligere så kendte bjergtoppe er Høje Meder med sine 69 meter og Stejlebjerg med sine 82 meter fortsat intakte, medens Sæne Meders 71 meter er noget reduceret.
