289 Vallensgård
Vallensgård på Vallen
Vallensgård er gården "på Vallen", altså den flade opragende flade banke syd for Den Store Lyng, ved vejen mellem Slottet og Kirken samt omgivet af vand til begge sider.
Vallensgård har arealmæssigt været øens største gård, i 2009 havde den ifølge Vejviseren 199 hektar, medens Lehnsgård i Østerlars havde 180 ha.
Gården var tidligt i middelalderen en af øens fire herredsfogedgårde, der tilhørte den danske konge, senere har den fået betegnelsen Proprietærgård, som der er 14 andre af her på øen, og hvis ejere gennem middelalderen havde titel som Frimand, som var fritaget for at betale skat til kongen.
I Aaker sogn er der yderligere to proprietærgårde, Store Myregård og Kannikegård.
Historikeren J.A.Jørgensen udgav i 1907 i et lille skrift en historisk beretning om gårdens historie på grundlag af foreliggende kilder.
Ifølge disse hører man første gang om navnet "Wallensgaard" i 1541, da gården af det lybske råd i et såkaldt aktstykke blev overdraget som arveligt len til junkeren Carsten Lüneburg.
Gården havde indtil da ligget øde og brandhærget hen efter at Lybækkerne efter 1509 havde plyndret og brandhærget øens værdier - altså også denne gård og efter 1526 lagt den ind under Slottet.
Schweder Kettingk overtog gården i 1555 og et af hans første store opgaver var at stenlægge den 22 km. lange vejstrækning til Hammershus. Derudover forsynede han gården med et tårn og indrettede sig med et bryggeri. Endnu i 1864 kaldtes dammen øst for gården "Bryggerdammen".
1556 blev Kettingk udnævnt til lybækkernes foged på øen, men i stedet for at tage ophold på Hammershus blev han med sin familie boende på Vallensgård.
I 1571 blev han imidlertid afsat som kongens foged, og i 1573 som Lybbæks høvedsmand på øen, og han lejede den ud til sin efterfølger. Allerede fire år senere solgte han den imidlertid til en Admiral Sylvester Francke, der hurtigt kom i gæld til kongen, som derfor anmodede om at få gården lagt ind under Slottet.
Det fik han ikke, for den daværende Lensmand Henrik Brahe købte i stedet gården i 1580 til sig selv, og da han døde i 1587 overgik den til en datter, der var gift med Rigsråd Henrik Ramel.
I over 100 år fortsatte gården i Brahe-slægten, idet en datter af Ramel og hendes mand, Peter Reedtz var ejere i 1671, da krønikeskriveren Rasmus Ravn berettede om ejerforholdet.
Omkring 1680 overgik Vallensgård til slægten Müller, da Anthoni Müller købte den af Steen Reedtz.
Müller kom selv fra Kalundborg, og i 1686 blev han udnævnt til Vicelandsdommer for Bornholm, idet landsdommeren, Mathias Rasch, måtte vige sædet på grund af en strid med sin Amtsskriver August Dechner.
Ved sit giftermål med enke efter borgmesteren Poul Kofoed kom Müller på een gang ind i en særdeles agtet familie og stilling på øen med gods og embede.
Müller mistede sin kone i 1706 efter at have fået fem børn med hende, heraf en søn Poul, men han giftede sig straks igen for selv at dø i 1716.
Hans anden kone fortsatte driften af Vallensgård med sin nye mand Henrik von Suhm, men allerede i 1720 overdrog de den til sønnen Poul Müller, og siden har der stået "Müller" på postkassen.
I 1777 blev gårdens stuehus ombygget til bindingsværk, stråtag, lerklinede vægge, halvdøre og små blyindfattede ruder.
Men i 1881 blev det hele pillet ned igen og overtaget af en Snedkermester Nygaard, der opførte en bindingsværksejendom ved Præstedammen i Aakirkeby, medens et nyere og mere moderne stuehus blev bygget på Vallen.
Huset ved Præstedammen blev allerede i 1917 delvis nedbrudt, men materialerne blev flyttet tilbage til Vallensgård, og af dem opførte man Jægerhuset i Ekkodalen.
De øvrige landbrugsbygninger blev opført i 1938 efter en større brand, men de er i nyere tid igen revet ned og erstattet af to lader.
