Vis menu Søg

70 Helligdomsklipperne

Helligdommen

- Helligdomsklipperne - Den Sorte Gryde - Bornholms Kunstmuseum

Klipperne ved Helligdommen er en dansk naturskat, der i 1970 blev erhvervet af Danmarks Naturfond. Hermed er de stillet til rådighed for alle, turister som fastboende til gratis at kunne besøge dette helt enestående område, for:
På godt en kilometer kyststrækning finder man en natur, der ikke finder sin mage noget andet sted i kongeriget.
Helligdomsklipperne fra luften
Men uroen ulmede i dette hjørne af Bornholm, for da turismen i begyndelsen af 1900-tallet tog til, fik også andre landes borgere lyst til at slå sig ned og lave penge på øens lyksaligheder.
 
I 1906 var Hotel Helligdommen sammen med dets jordtilliggende og en kyststrækning med en del af de naturskønne Helligdomsklipper blevet opkøbt af en tysk hotelmand og således kommet i udenlandsk eje.
 
Dette harmede bornholmerne og var medvirkende til, at man fik dannet Foreningen Bornholm i november 1906.
 
Da den tyske hotelejer også ønskede at købe naboparcellen, tog Foreningen straks kontakt til ejeren, som refereret i nedenstående artikel fra "I hundrede Aar på Klippeø" fra 1907:
Det var på dette areal, Foreningen i 1911 indrettede den store festplads "Bornholmerpladsen" og opførte fire åbne pavilloner og et kogehus med komfur for at kunne betjene det stigende antal gæster, der besøgte stedet.
 
For at sikre, at Helligdomsgårdens arealer kunne være åbne for alle blev ejeren forpligtiget gennem en fredningsdeklaration fra 1913. Tryk her og læs mere.
 
Og en yderligere fredningsdeklaration fra 1918 sikrede, at Hotel Helligdommen sammen med Blanchs Hotel ikke faldt i tyske hænder. Tryk her og læs nærmere.
 
Men, gæster havde der været i rigt mål endnu længere tilbage i historien. For det "hellige" i området bunder i, at der i middelalderen lå et kapel, Trefoldighedskapellet, på marken lige ovenfor Helligdomsklippen.
 
En hellig kilde for foden af klippen leverede livgivende vand, der blev bragt op i kapellet, og især Skt. Hans nat søgte mange mennesker til stedet med håb om helbredelse.
Helligdomskilden - en jættegryde i strandklippen
Forfatteren Christian Stub-Jørgensen skrev således i Jul på Bornholm i 1958, "at Helligdommen med helligkilden fra gammel tid har trukket bornholmerne til, de syge for at finde helbredelse, de raske for at deltage i de folkeforlystelser, der altid florerede på kildemarkedspladserne".
 
Videre skrev han, at i en af de sognebeskrivelser, som i 1624 blev sendt til Ole Worm i København fortæller Rø-præsten:
"En lille Halvfjerding Vej Nordøst for Rø Kirke findes ved Strandbredden nogle gamle Mure af et Kapel, som under Pavedømmet har været viet til den Hellige Trefoldighed, og har Landets Indbyggere på Hellig-Trefoldigheds Søndag begaaet megen Overtro dersteds, idet Præsten til Rø Kirke har holdt Messer dér efter pavelig Skik og bekommet stort Offer.
 
Nær Syd for nævnte Kapel er en dyb Dal, og her finder man oplagt med Menneskehaand en Stenhob, som er bred ovenpaa og kaldes et Alter. Øst for dette Alter findes i Havbredden en Sten med Hulning, kaldet en Kilde, til hvilken der er meget vanskeligt at ned- og opstige igen, idet man med stor Besværlighed maa krybe paa Hænder og Fødder over Sten. Vandet slaar af Stranden op i Kilden, og derfor fattes der aldrig Vand i denne. Til denne Kilde har de i fordums Dage henrejst for at to sig for adskillig Legemssygdom og bræk".
Stub-Jørgensen fortsatte: "Selve Helligkilden var ingen kilde, men en jættegryde ude på klippepynten, og Hauberg skriver om den, at den er "en skåldannet fordybning", hvorfra der fremvælder fersk vand. som dog ved ringe bølgegang blandes med søvandet.
Helligdomskilden
Her tager Hauberg ifølge Stub-Jørgensen fejl ved, at der intet ferskvandsvæld er i Helligdomsklippen, der udelukkende fyldes ved bølgeslaget.
 
En beretning fra 1806 skulle endog vide, at "det undertiden var nødvendigt, når Havet havde været stille op under Sankt Hans, at en kone fyldte kilden med vand fra havet, for hvilket arbejde hun lønnedes med en part af offerpengene".

 

Dog, grundlaget for denne Helligdomsklippe og områdets andre klippeformationer er mere end 1700 millioner gammelt!
 
Klipperne og undergrunden er opbygget af stribet Gnejs, der netop her er gennemskåret af et utal diabasgange. Sådan en diabasgang er opstået ved, at grundfjeldet i tidernes morgen har slået sprækker, og disse sprækker er igen blevet fyldt ud med magma fra "jordens indre". Magmaet kaldes diabas.
 
Efterfølgende årtusinders nedbrydning har resulteret i, at nogle dele af grundfjeldet har vist sig mere modstandsdygtigt over for erosion end andre, og her har diabasen vist sig at være den blødere del.
Blanktpolerede klipper under Bornholms Kunstmuseum
Efter istiden har havets overflade i flere perioder stået højre end andre her ved Helligdomsklipperne, således et sted mellem 19 og 20 meter under den Baltiske Issø for godt 10.000 år siden.
 
Littorinahavet havde for 5.000 år siden en havoverflade, der rakte omkring 11 meter højere end i dag.
 
Kysten er derfor gennemsat af gange eller "ovne" , der i høj grad er formet af vandets eroderende kraft i afvekslende bredde. Nogle som Sorte Gryde, der også blev kaldt "Hans Grønbechs Ovn" efter den mand, der fandt den omkring 1860, Våde Ovn og Tørre Ovn kan følges langt ind i fjeldet.
Måneskinsklipperne
Libertsklippen er opkaldt efter landskabsmaleren G. Emil Libert (1820-1908), der malede en del på Bornholm og som synes at have haft en vis forkærlighed for denne klippe i den nordvestlige ende af Helligdomsklipperne.
 
Et ejendommeligt klippefremspring, hvis form kan minde om et plovskær eller stævnen på et panserskib!
Libertsklippen
Lyseklippen har længe haft sit navn, og da den oprindeligt kaldtes "Lysene" eller "Alterlysene", må navnet gå tilbage til den tid, da der var to lys. Det ene styrtede ned i en storm i begyndelsen af 1800-tallet.
 
Alle andre navne på de markante klippeformationer som "Kærlighedsbænken", "Mågetårnet" og "Måneskinsklipperne" synes at stamme fra dengang i slutningen af 1800-tallet, da turisterne foretog deres indtog i området.
Sorte Gryde er et særdeles yndet besøgsmål for mange af øens gæster, og det er muligt at trænge godt 60 meter ind i klippen - men, det er ikke for folk med claustrofobi.
 
I bunden af gryden ligger store afrundede strandsten, der er ført herind under den tidligere højere vandstand, og halvvejs inde skal man forcere et større diabas stykke, der er slidt glat af vand og menneskefødder.
 
Medbringer man en lommelygte kan man inderst i hulen ved at lyse op i loftet erkende en guldglinsende belægning på klippen - det er dog ikke rigtig guld men en lav, som endnu ikke har fået noget dansk navn.
 
Og så er der Grotteedderkoppen, som i stort antal har sit foretrukne opholdssted i den yderste tredjedel af grotten. Her kan man både se dyrene selv i deres spind og deres ægspind som små kinesiske lygter hænge ned fra loftet.
 
Endelig ser man en mørkrød belægning på klipperne for foden af stigen udenfor selve grotten. Det er et lav, kaldet Hildenbrandia, der forekommer flere steder i den bornholmske natur, blandt andet i flere af vore åer. Den er knyttet til klipper og er derfor er sjælden i det øvrige land.
 
Tørre Ovn er orienteret vinkelret på stedets øvrige sprækkedale, og inderst i grotten finder man en glatpoleret gang af diabas. Den er som de andre hulheder i klipperne udformet kort efter istiden, da den Baltiske Issøs vandoverflade lå 16 meter højere end nutidens Østersø.
 
Umiddelbart udenfor den Tørre Ovn ligger nogle klippeskær, der på grund af antallet har fået benævnelsen "De tolv Apostle" eller blot Apostlene.
 
Fra Gudhjem går der i sommersæsonen flere gange i løbet af dagen ture til Helligdomsklipperne med M/S Thor, og fra søen er det lettere og måske også mere spændende at få et overblik over alle de forskellige klippeformationer og gange.
På Nordbornholms klipper som her ved Helligdommen kan man opleve et virkeligt naturhistorisk laboratorium. De to planter Almindelig Røn (1) og Klipperøn (2) har levet side om side på de yderste klippefremspring lige så længe, der har været plantevækst på klipperne, og de har også prøvet hianden af, rent seksuelt.
 
Ud af denne romance er der blevet to yngledygtige afkom, Finsk Røn (3) og Bornholmsk Røn (4). Nu er det imidlertid sådan, at vort broderfolk kalder denne for Svensk Røn, så artsdannelsen må være sket engang, Bornholm var en del af Sverige!
 
Læs en mere videnskabelig udlægning af slægtskabsforholdene ved at trykke her
Tre arter Røn: Klipperøn, Bornholmsk Røn og Almindelig Røn
Foruden den flotte repræsentation af forskellige arter Røn, er klipperne bevokset med en del andre ret sjældne planter.
 
Yderst ude på klippeafsatsen vokser Hedelyng, Engskær, Eg, Vortebirk og Enebær. Tidligere har kløfterne været domineret af Skovelm, som nu er mere eller mindre bukket under for elmesygen. I stedet synes Småbladet Lind at få luft i de nyopståede "lysbrønde" på klipperne.
 
Den oprindelige Spidsløn vokser side om side med den af mennesket indførte Ahorn. Både på bladenes form samt knoppernes udseende er det nogenlunde let at kende forskel.
 
Stedet emmer af historie og natur - i dag er det i tilgift Bornholms Kunstmuseum, der med sin enestående placering ovenover klipperne og righoldige samlinger af bornholmsk kunst er med til at give de besøgende anderledes oplevelser for livet!
 
Tryk her og se museets egen præsentation af dette
Kunstmuseet i sne
Helligdomsklippen
Kort over matriklerne i 1913
Hotel Helligdommen med Bivognen sidst i 1980erne
Hotel Helligdommen fra luften sidst i 1980erne. Kongelige Bibliotek
Diabasgang ved Thors anløbsplads
Helligdomskilden
Trængsel til den Sorte Gryde
Diabaslegeme på vej ind til den Sorte Gryde
Drypsten i loftet på gangen ind til den Sorte Gryde
"Guld" i loftet af den Sorte Gryde
Grotteedderkop i loftet af den Sorte Gryde
Tørre og Våde Ovn i Helligdomsklipperne
Gåserenden og Lyseklippen i Helligdomsklipperne
Helligdomsklippen og bro til Sorte Gryde
Bænkeklippen og Capriklippen
Lyseklippen
Lyseklipperne 1763
Indgang til Tørre Ovn
Diabas inderst inde i Tørre Ovn
Klipperøn
Tarmvrid Røn
Spidsløn tv. og Ahorn th.
Spidsløn tv. og Ahorn th.
Nat over Kunstmuseet
Solen på vej op over Kunstmuseet
Brudepar ved Ole Christensens Soløje
Efteråret sniger sig ind på Kunstmuseet