Blåskinsdalen

Jættabujl

Elmesyge

Asketoptørre

Vedbend

Blåskinsdalen er som alle andre sprækkedale på øen formet af frost, is og vand. 

En mere eller mindre retlinet sprække i overfladen af vanggranitten har gjort, at vandet er blevet ledt ad denne under den første del af isens afsmeltning for små 20.000 år siden. 

Men, hovedparten af smeltevandet fra den smeltende iskappe fandt ”hurtigt” andre veje efter den videre afsmeltning, nemlig mod nord- og østkysten. 

Da landet samtidigt hævede sig, etablerede der sig et fantastisk flot vandfald på kystskrænten umiddelbart før vandløbets udløb i Østersøen. Og en "Våd Ovn" blev tør - Duehullet. Tryk her og læs mere.

Vandløbet var i 1700-tallet så vandrigt, at der kunne etableres en vandmølle i den øvre del af løbet. 

 

Blåskinsdalens navn fortaber sig lidt i fortiden. På Hammers kort fra 1746-1750 angives vandløbet som "Blaa Suus Beken", og i nogle skriftlige beretninger fra 1676 kaldes den ”Blaasdalen”. Dette navn har små hundrede år senere ændret sig til "Blasdalen". 

I slutningen af 1700-tallet har dalen ændret navn til ”Blaaesingsdal", hvilket også er anført på et kort fra 1851. 

I forbindelse med indsamlingen af bornholmske stednavne havde en lokal beboer i begyndelsen af 1900-tallet med sit bornholmske modersmål anskueliggjort navnet til ”Blåskinsdalen”, hvilket hentyder til noget, der skinner blåt. 

Dette blå kunne både være den underliggende Østersø for enden af dalen. Men, også "det skinnende hav” af blå anemoner i skovbunden i den tidlige vår! 

Hvorom alting er. Spørger man en bornholmer om, hvor man skal tage hen for at opleve et gryende forår, så er 2 ud af 3 svar: "Blåskinsdalen". 

Dalens store tiltrækningskraft har tidligere, for 20-30 år siden, således ligget om foråret, når Blå Anemone mere eller mindre dækkede dalens bund. 

Ovenover har Fuglekirsebær, Ask, Skovelm samt Avnbøg på spring med at folde deres blade ud for senere på foråret helt at skygge for solen. 

Blåskinsdalen fremstod således indtil slutningen af 1900-tallet som en lysåben galleriskov med stor artsdiversitet i den muldrige skovbund. 

Hulrodet lærkespore, Guldnælde og Lungeurt traf man på i det tidlige forår foruden de mange både Hvid og Gul anemone samt en del Blå anemoner.

Sådan var det "før i tiden", men i de senere mange år, ja i hvert fald siden slutningen af 1990'erne, er først de mange elmetræer, Skovelm, bukket under for den omsiggribende elmesyge og herefter asketræerne, Ask, der har måttet lade livet på grund af den lige så aggressive sygdom asketoptørre. 

I foråret 2018 er alle famle Skovelm styrtet omkuld og de fleste asketræer. Endnu står der enkelte ret op i dalen, men de vil med sikkerhed lægge sig ned indenfor de næste par år. 

 

Tilbage vil dalen udelukkende have Avnbøg, Eg og Fuglekirsebær som "overstandere", alt andet ligger ned i et "syndigt rod", en naturens uorden! Omend unge Skovelm og Ask allerede har vokset sig meterhøje midt i dette "rod".

En uorden, der for en tid dækker dalens tidligere store forekomst af anemoner, især den blå.

De er i dag dækket af et tæt vildnis af et uigennemtrængeligt grenværk af stikkende stængler af Brombær og et nærmest tæppedannende bundlag af Almindelig Vedbend. Efter at have slynget sig op ad dalens træstammer, også de døde, samt klippesider, er vedbenden nu lagt ned og dækker i dag det meste af skovbunden.

 

Tryk her og læs mere om elmesyge og her om asketoptørre.

 

Og så er der lige "Jættabujl"'en, der gør stedet attraktivt hele året, men især om vinteren, hvor den som en stor bold har ligget fint eksponeret på sin udsatte plads lige på kanten af dalen - i dag dog dækket af stormfældet ask!

 

Den nordlige halvdel af dalen er fredet som en del af Ringebakkefredningen fra 1997. Tryk her og læs mere.

Bornholms Naturhistoriske Forening afholdt en ekskursion til Blåskinsdalen midt i april 2919 med Biologen Michael Stoltze som leder. Mange mennesker havde hørt så meget om denne dals fortræffeligheder og havde lyst til at se den i virkeligheden, men man blev nok lidt skuffede. For sikke et vildnis, der var "ikke ryddet op i skovens forfald"!

Men, sådan skal det jo være for at man kan blive klogere på processerne i den vilde natur. Blåskinsdalen er et særdeles godt eksempel på at naturen er foranderlig.

Og fra for 25 år siden at have været en sprækkedal med en veludviklet skovbund med et flot forårsflor af anemoner, bingelurt og lungeurt, er den nu blevet til et "vildnis" med rådnende træer af ask og elm - i den grad overgroet af kaprifolier, Almindelig Vedbend, og brombærranker. 

Sikke et rod! En naturens uordentlighed. En foranderlig natur i vor tid.

Men, midt i vildnisset spirer unge frøformerede træer af både Skovelm og Ask op gennem rodet af stammer - en trøst for den, der ønsker en naturens ordentlighed.

 

Om 100 år er sporene efter de syge Skovelm og Ask sandsynligvis helt borte!

Almindelig Vedbend - et atlantisk plante

Almindelig Vedbend, Hedera helix, som er så almindelig i de bornholmske ådale, er rent faktisk en sjælden plante, når man kommer over på den anden side af Østersøen.

I Estland er der således en grænse midt gennem landet, som adskiller de vesteuropæiske arter, Atlantiske arter som Almindelig Vedbend og østlige arter, som vi af disse naturlige årsager ikke kender til på Bornholm.

 

Tryk her og læs mere om denne skillelinie - på engelsk: http://www.estonica.org/en/Nature/Transitional_Estonia/The_biogeographical_barrier_of_Transitional_Estonia/ 

 

Almindelig Vedbend er en af de plantearter, der på samme plante har forskelligt formede blade.

Det kaldes heterophylli (hetero: forskellig, tryk her: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/Sammens%C3%A6tningsled/hetero-  og læs mere , phylli: blade).

 

Det ytrer sig på den måde, at samme plantes nederste vegetative skuds blade er 3-5 lappede, medens de øverste blomsterbærende skud er elliptisk til ægformede og helrandede.