Forside
Velkommen
  
Søg
  
GPS
  
Bornholm i dag
  
Kort
  
Litteratur
  
Webmaster
  
Lektør
Søg Sitemap PrintBookmark og Del
Du er her: Velkommen :: 12. I Pelles fodspor
1. Rønnes undergrund
2. Sandflugtsskoven
3. Hasles undergrund
4. Ringebakkerne
5. Slotslyngen
6. Hammeren
7. Nordbornholm
8. Istidslandskabet
9. NordØstkysten
10. Bondelandet
11. Østkysten i fiskjed
12. I Pelles fodspor
Kort
140. Klint -Paradisbakkerne
141. Helletsbakkerne
142. Fjældstauan
143. Rokkestenen
144. Grydesø
145. Slingesten
146. Linkisten
147. Gamleborg
148. Ellesmyr
149. Midterpilt
150. Majdal
151. Ravnedal og Tamperdal
152. Dybedal
153. Gamledam
154. Oksemyr
155. Kodal
156. Østre Pilt
157. Aarsdale Ret
158. Gryet
159. Bodils Kirke
160. Slamrebjerg
13. Den baltiske Issø
14. Smålyngen
15. Højlyngen
16. Alm. Gammelskov
17. Alm. Sprækkedale
18. Alm. Bakketoppe
19. Østre Indlæg
20. På Vallen
21. Vestre Indlæg
22. Israndslinier
23. I Myrene
24. Middelalderbyen
25. Øens årmillioner

 
Sti gennem lyngbakkerne i Paradisbakkerne
tryk paa billede for stort
-retur ved "tilbagepil"/
(Alt + venstre pil)
Lyngpilt
 
Stimaerker
 
Klintebygaarde
 
Klinteby
 
Fluesvamp i Paradisbakkerne
 
Soenderpilt
 
Fredet eg paa Klint
 
Hyldegoegeurt - Adam og Eva
 
Rokkestenen i bevaegelse
 
Grydesoe
 
Grydesoeklipper
 
Fredet eg paa Klint
 
Husmandsplantagens udstraekninger omgivet af private skove
 
Dalstrukturer i Paradisbakkerne
 
Fredninger efter 1932 og 1934
 
Adgang Forbudt skilt i privat skov

Lyngen - I Pelle Erobrerens fodspor

 

Lyngbakker i Paradisbakkerne

Med Martin Andersen Nexø har den bornholmske hjemstavnsdigtning nået et internationalt højdepunkt.

Han var en digter med dybt menneskelige perspektiver, en kender, en iagttager og en husker, der i sine værker har reddet et helt Bornholm fra at synke i glemsel: 1870'ernes og 80'ernes Bornholm, der i Nexøs beskrivelser ligger lyslevende for læseren.

Hvad spredte optegnelser og museumsgenstande giver os brudstykkeagtigt glimt af, står i hans bøger med en livsduft, en blodvarme, en atmosfære så nært og anskueligt som om man gik midt i det.

I romanen Pelle Erobreren hører man om den fattige enkemand Lasse Karlsson, der sammen med sin lille søn kommer fra Skåne til Bornholm for at søge arbejde.

Det fik han som røgter på Stengården, medens Pelle måtte tjene som vogterdreng, og scenen bliver sat sig på siderne 27-28:
"Stengården" som for fremtiden skulle være Lasses og Pelles hjem, var en af øens største gårde.

Men gamle folk vidste, at da deres bedsteforlædre var børn, lå der kun et tohestesavl, som yilhørte en Vevest Kjøller, et barnebarn af Jens Koefoed, bornholms befrier. Under ham blev huset til gård - han sled sig ihjæl på det, undte nok hverken sig selv eller de andre maden. Og de to ting blev ved at gå i arv i slægten - den elendige føde og det med at udvide.

Markerne på den kant havde været sten og lyng for ikke så forskrækkelig mange kuld siden; småkårsfolk havde brudt jorden og slidt sig op hold efter hold for at holde den i kultur.
Rundt om Stengården boede lutter husmænd og tohestes folk, som havde købt med sved og sult og lige så let kunne tænke sig at sælge deres forældres grav som deres lille ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller til uheldet tog dem.
Men stengårdsslægten ville købe - bestandig købe og udvide sig, og den måtte købe ved ulykke. Overalt hvor misvækst og sygdom og uheld med kreaturer slog til en mand, så han ravede, købte Kjøllerne.
Således voksede Stengården, fik mange bygninger og fik tyngde; den blev så tung en nabo som havet er det, hvor det æder af landmandens jord, mark for mark, og der er intet at stille op.
 
Pelles arbejde som vogterdreng var tidstypisk for børn i 12-13 årsalderen, hvor de skulle sørge for, at dyrene ikke forlod gårdens enemærker, der som regel var afgrænset med stengærder, og det var før elektricitetshegnets tid: På side 68 læser man:
 
"Men nu kørte de ud til malkning deroppe, og kvæget begyndte at græsse sig op efter den kant af engen, der vendte mod gården; så stundede det. Og endelig begyndte vogterdrengene at jodle ovre ved nabogårdene, først én, så faldt der flere ind:
"Å driv hjem å-hå, å-å-hå!
Åå-hå, å-hå!
Å-hå, å-hå!
Å driv hjem, å-å-hå!
å-hå!"
Fra alle sider dirrede den bløde sang over det faldende land; som en lykkelig gråd løb den ud i luftens begyndende tindren, og Pelles kvæg blev så langstrakt i sine bevægelser. Men endnu turde han ikke drive hjem; der vankede knubs af forvalteren eller eleven om han kom for tidligt.
Også Lasses bror Kalle Karlsson var rejst fra Skåne til Bornholm og havde fået arbejde i et stenbrud på kanten af "Bakkerne" til at slå skærver, og på side 91 læser man videre:
"De gik markløst opefter mod stenværket, fulgte stengærdet og tilsneede grøfter og arbejdede sig op gennem det slåen- og enebærbevoksede bryn, bag hvilket klipperne og lyngen lå".
Følg videre med i Pelles fodspor fra "fiskerlejet" til stenbruddet ved Klint, og på side 91 hedder det videre:
"De kom indenom de dybe stenbrud og søgte i mørket efter hvor rosset blev kastet; der måtte skærvebanen ligge.
Ovre fra banen lød der hammerslag, og de opdagede lys på flere af pladserne.Under en skrå halmskærm, hvorfra der hang en lygte ned, sad en lille bred mand og hamrede løs på brokkerne. Han arbejdede med en egen appel: slog tre slag og strøg til side, tre slag igen og til side med det. Og mens den ene hånd skød skærverne til side, lagde den anden en ny brokke til rette på stenen - det gik så flittigt og jævnt som et urs dikken.
 
"Jagu om det ikke er bror Kalle der sidder!, sagde Lasse med en stemme som var dette træf et himmerigs jærtegn. "God aften Kalle Karlsson, hvordan står det til?"
Skærveslageren så op.
"Jaså, dér har vi jo bror", sagde han og rejste sig besværligt; de to hilste på hinanden som havde de sidst set hinanden i går. Kalle samlede værktøjet sammen og lagde skærmen ned over det, mens de snakkede.
"Du slår skærver også, giver det noget til føden?" spurgte Lasse.
"Å allerbedst er det jo ikke. Vi får tolv kroner favnen, og når jeg arbejder ved lygte morgen og aften, kan jeg slå en halv favn om ugen. Det er ikke til øllet, men så lever vi da. Men et liderlig surt arbejde er det - ikke til at holde varmen på. Og stiv bliver man i skrævet af at sidde femten timer på den kolde sten, så stiv som var man far til hele verden ene mand".
Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind over lyngen mod et lavt skrutrygget bondehus.
 
Den turist eller fastboende bornholmer, der ikke har dristet sig ind i "Lyngen", som i vor tid kaldes Paradisbakkerne og Helvedesbakkerne, mangler et kendskab til en væsentlig side af øens natur.
 
Det er nemlig ikke med urette, at disse bakker opfattes som noget af det mest bornholmske, øen kan fremvise rent landskabeligt set.
 
Historier om dette landskab er mangfoldige, men det hele startede i nyere tid med at Kong Christian IX ved Lov af 9. februar 1866 overdrog en del af Højlyngen til Ibsker Sogns beboere. Se nærmere ved at trykke her.
 
En kongelig udmarkskommission fremstillede herefter en "Udfærdigelse" for, hvordan denne del af Lyngen skulle fordeles blandt beboerne i Ibsker Sogn med anvisninger for, hvordan "Husmandsplantagen" bl.a. skulle tilplantes. Se nærmere ved at trykke her.
 
Men, inden da havde 153 husmænd i oktober 1865 ved en deklaration accepteret, at "vi i Eet og Alt ere tilfredse og fornøiede med det os af Hartkornseierne eller Gaardmændene i Sognet af Ipsker Sogns Anpart af Lyng og Udmarkerne, til bestandig Brug og Afbenyttelse, tillagte paa Høilyngen beliggende Stykke af Størrelse 500 Tønder Land geometrisk Maal, og frafalde...". Læs mere ved at trykke her.
 
Det, disse husmænd var "så fornøjede" over var en deklaration, 54 hartkornsejere/gårdejere havde underskrevet i november 1864. Læs nærmere ved at trykke her.
 
Tilplantningen slørede med tiden stedets naturskønhed, og foranlediget af "Foreningen Bornholm" blev der i 1932 fredet seks områder i Husmandsplantagen og i 1934 den søndre del af bakkerne med Klint. Se nærmere ved at trykke her.
 
I nyere tid, det vil sige i 1960'erne, opstod der tvivl om Ibsker Sogns beboeres tilhørsforhold til Husmandsplantagen. Tvivlen opstod i fortolkningen af §6 i ovennævnte deklaration.
 
Nogle "Husmænd" rettede en henvendelse til øens Amtmand om en afklaring på dette problem. Det gjorde han, men i sin afgørelse kom han til at udelukke en del af sognets beboere fra deres tidligere medlemsskab i Husmandsplantagen.
 
Det blev de naturligvis mere end kede af, og de søgte ad rettens vej at få medlemsskabet tilbage!
 
Ved en afgørelse, foretaget i Østre Landsret 30. juni 1971 fik de medhold i deres klage over Amtmandens afgørelse, og de kunne fortsætte deres medlemsskab som bestemt i 1866. Læs nærmere om afgørelsen ved at trykke her.
 
En generel beskrivelse af sagen vedr. udskiftningen af den bornholmske udmark er udfærdiget af Frede Kjøller og kan hentes ved at trykke her.
 
Et kort, der viser hen til lokaliteter i Paradisbakkerne finder du ved at trykke her.

Vandreture kan foretages i dette storslåede og historisk interessante landskab med udgangspunkt i forskellige parkeringspladser: Gamleborg-Pplads i vest, Oksemyrvej-Pplads i øst og Lisegård-Pplads i syd. Men vær opmærksom på, at man forbliver på stierne, da de tilstødende naboarealer kan være privatejede med uønsket adgang.

Tre vandreture er afmærket i bakkerne: Rød cirkel, blå firkant og gul trekant, alle med udgangspunkt ved Lisegård i Klinteby.
 
I "gamle dage" var det piltene, man fulgte. Tryk her og læs mere om øens pilte.
 
Naturvejleder Erik Lind har i sin fremragende og særdeles faktaspækkede bog "Kom med i Paradiset - guide til Paradisbakkerne" beskrevet ni vandreture i dette egenartede landskab. En bog, man bør eje og bruge!
 
Men, man skal tage sig i agt, hvor man går, for udenfor de afmærkede vandrestier gælder reglerne i Naturbeskyttelsesloven for ophold på privat ejendom, nemlig kun at færdes på dertil indrettede stier. Tryk her og læs mere om disse adgangsforhold.
 

Siderne er bygget i en WEB123