124 Hammerslet
Hammerslet
Grynebæk
Møllenakke
Vigehavn
Nordskoven
Vellugtende/Duftende Hestehov
På strækningen mellem Svaneke og Listed finder man helt ude i klipperne lige syd for Møllenakke lokaliteten Hammerslet.
Det er som navnet antyder en "slette" på en "flad klippe", en Hammer, og den har ifølge bysbarnet Madvig en mægtighed af "nogle hundrede fod" på hver side.
Møllenakke er den første fremragende klippeodde, "nakke", nord for Svaneke ud for "Bechs mølle", som den sidst bevarede af stedets tidligere tre stubmøller i sin tid hed!
Kommer man fra Svaneke skal man, inden man når så langt, passere den helt store Kås, som her har heddet Vigen, Nørrevig.
Her har stedets fiskere kunnet have deres både trukket på land, hvilket især er foreviget gennem Vademar Myhres tidstypiske billeder fra århundredeskiftet 1800/1900.
Siden er stedet fyldt op med brud- og marksten samt udbygget med moler og forkastninger til en større flåde plasticjoller, herefter kaldet Vigehavn.
Ser man billeder fra slutningen af 1800'tallet er Vigehavn afgrænset til begge sider af iseroderede og brante klippesider.
Den nordligste af disse er af de lokale benævnt Templet, eller Det store Tempel med Det lille Tempel umiddelbart nord for.
I sprækkerne i Det lille Tempel vokser større bevoksninger af øens klenodium, Sort Radeløv, der ikke vokser andre steder i landet end her på Bornholm.
Ligesom de andre større byer har Svaneke haft sin Galgebakke. Salchow har på sit søkort fra 1813 benævnt den som Galgebakke, liggende "Nordvest for Byen ved Vejen til Listed", som der står angivet i Stednavneudvalgets optegnelser fra 1950.
Kysten mellem Møllenakke og Listed videre mod nord er temmelig "flad" og eroderet ned af isen med mange indskæringer i en temmelig "porøs" svanekegranit.
Mange af disse indhak har oprindeligt været blødere partier i granitten som pegmatit- eller diabasgange.
Ligeledes finder man flere steder helt yderst i klipperne de såkaldte rock-pools, som er levesteder for en helt speciel flora og fauna, der både kan udholde ferskvand efter kraftigt regnvejr og saltvand efter en længere tørke.
Det er bl.a. i disse klippedamme Strandtudsen har en af sine få bornholmske ynglepladser. Lettest er det at registrere dette ved i en stille aften i de sidste aprildage at gå en tur ud i området og registrere dyrenes parringssang.
I en bugt midt på strækningen på grænsen mellem Svaneke By og Ibsker Sogn har der været landgangsmuligheder for fjendtligt sindede naboer, og her er bygget en stor skanse i begyndelsen af 1800-tallet.
Den har sammen med skansen på Vagtbod Nakke i den nordlige ende af Svaneke og en tilsvarende skanse ved Vaseåens udløb i det østlige Listed sikret kysten.
I de mange små indhak i klipperne finder man mindre flade strandengsamfund på groft årsdalegrus og en særpræget flora, domineret af græsset Strandsvingel og ærteplanten Kantbælg.
Tidligere har klipperne været græsset ned af får, geder, heste og køer, som en fælles græsgang for områdets landbrugere, men i slutningen af 1800-tallet blev der som mange andre steder på øen plantet skov på "unyttig" jord.
Her i Svaneke var det Distriktsdyrlæge J L F Jürgensen, der i egenskab af at være formand for Svaneke Byråds skovudvalg, stod som tovholder i projektet, og i 1901 blev der midt i den tilvoksende Svaneke Nordskov rejst en mindesten for ham - endnu medens han var i live!
På stenen kan man i bøgebladenes skygge læse:
L. Jürgensen
F. 12/5 1844
D. 6/1 1918
Tak fra træerne her som du plejed med kærlige hænder.
Tak fra de vingede smaa som her har tilflugt og ly.
Tak fra enhver af os som alle taknemmelig erkender.
Nordskoven her er dit værk - en pryd for Svaneke By.
Tilplantningen har selvfølgelig haft en stor negativ indflydelse på stedets middelalderlige fremtoning som den store slette og den særegne flora, men ingen mennesker anfægter i dag noget sådant.
Tværtimod hæger mange mennesker om den såkaldte "grønne pest", der med sin opvækst af ask, elm, slåen og hybenrose er med til at sløre de geologiske konturer, og som kræver indhegninger med store fårehold for at kunne blive holdt i ave ude i klipperne.
Stien langs kysten, der er en del af den flere hundrede år gamle redningssti, er naturligt grusbelagt, idet den særdeles grovkornede svanekegranit her som andre steder langs østkysten forvitrer til Aarsdalegrus.
Aarsdalegrus er et yndet materiale som belægning på stier i parker, på kirkegårde - og altså her på kyststien, den gamle redningssti.
Læs mere om redningsstien ved at trykke her
Vellugtende/Duftende hestehov
I nyere tid er der i kanten af Strandvejen, hvor den passerer Grynebæk, vokset en større bestand frem af en art hestehov. I de senere år er der kommet nye bevoksninger til på begge sider af Strandvejen.
Denne art har kun endnu et sted på Bornholm, hvor den kan anses for at være vildtvoksende. Det er i Stampen ved Vellensåen, tryk her og læs mere.
Det er Vellugtende/Duftende Hestehov, og ja, det er artens eneste voksesteder i hele Skandinavien, og som andre repræsentanter i denne planteslægt kommer blomsterne frem længe før bladene, nogle år allerede sidst i oktober, andre år i november, december og januar-februar.
Og medens dette står på, er omgivelserne indhyllet i en sød vaniljeagtig duft isprængt duft af mandler og lakridsrod i den kolde og mørke skov, men hvor er planten oprindeligt kommet fra?
Hestehov er særkønnet, hvilket vil sige, at hanblomster og hunblomster forekommer på hver sin plante. De planter, der vokser ved Grynebækken er alle HAN-blomst-planter.
Det vil sige, at der ikke kan forekomme en kønnet formering på Bornholm, og spredningen af arten foregår derfor vegetativt.
Arne Larsen havde den IKKE med i sin Bornholms Flora fra 1956, men i en artikel "Nye Bidrag til Bornholms flora" fra 1965 nævner han, at der for Petasites hybridus, Rød hestehov, som heller ikke var nævnt i floraen fra 1956, nu kendes 4 fund fra Bornholm!
"1) Ved landevejen ø. f. Listed 1957; bevoksningen her stammer fra en nærliggende have, hvortil den er kommet fra Bolsterbjerg Planteskole i Almindingen".
På et herbarieark i Arne Larsens Bornholmerherbarium, der opbevares på NaturBornholm, fremgår det tydeligt, at han den 26. april 1957 har samlet både en Rød Hestehovs blomsterstand og blade af den Velduftende Hestehov på lokaliteten. Tryk her og se nærmere.
Den mulige grund til, at Arne Larsen har fejlbestemt planten kan være den enkle, at Duftende Hestehov har sin blomstringstid omkring nytår og ikke i april som Rød Hestehov.
Peder Lytken kom til Bornholm i slutningen af 1960'erne, og han fik i 1969 bestemt arten korrekt til Duftende hestehov, Petasites fragrans - hvilket Larsen også bemærker på sine herbarieak med arten.
NB! "Ny for Bornholm o. 1955 og samtidig ny for Danmark - men af mig fejlagtigt angivet som værende P. hybridus. Fejlen blev rettet, da en ung lærer, P. Lütken, med en fyldig viden kom til øen og bosatte sig her!"
En analyse af landskabet langs Grynebækken på baggrund af et af Myhres billeder
Kigger man grundigt efter på Valdemar Myhres fantastisk flotte billede af en flok dejlige unger ved et vandløb fra ca. 1900 ser man straks, at undergrunden er domineret af afrundede strandsten under det tynde jordlag. Populært kaldes sådanne sten "havkalla", altså havkalve!
I baggrunden ser man ligeledes straks, at en stejl vanderoderet kystskrænt har et fremragende grundfjeld, afrundet af vandets erosion samt en kraftig tilgroning af især tjørn?
Sådanne landskaber har før i tiden været indhegnet af enten stengærder eller som her rafte-/pælehegn, og afgræsset af gårdens heste og ungkreaturer.
Løkken er ifølge ejendomsoplysningerne på nettet udmatrikuleret som 21aa fra Grynegård og bebygget i starten af 1950’erne.
Sådanne iagttagelser lægger op til, at her har måttet være en stor aktivitet fra det nærliggende hav, og ganske rigtigt!
Som angivet på et kort i Milthers Bornholms Geologi, trængte det højereliggende Stenalderhavet sig ind her. Tryk her og se Milthers kort.
På vedhæftede luftfoto med højdekurver er 17,5 meter kurven, der skulle være datidens kystlinie, fremhævet med blåt, og Myhres trefod og apparat fra billedet med et rødt kryds.
Tryk her og læs mere om fotografen Valdemar Myhre.
