64 Dalegårds stenbrud
Dalegårds stenbrud
Krubbedal
Ole Christensens skulpturpark
Sydvest for gården Dalegård vest for Skt. Ols kirke ligger et "gammelt" stenbrud. En del af stenbruddet er blevet fredet med offentlig adgang ad en sti fra Dalegårdsvej. Kommer man i bil, kan der parkeres i vejkanten.
Stenbrydningen ved Dalegård synes at være påbegyndt i større stil efter 5. november 1943, da Ernst Pedersen, Hasle overtog to matrikler fra ejeren til Dalegård A H Jørgensen.
Stenbrydningen blev i februar 1954 lovformeligt tilskødet Ernst Petersen, og på luftfotos fra 1956 kan man forsikre sig om, at der allerede da havde været stenbrydning i området i adskillige år. Sikkert lige siden 1943, eller før.
Kigger man på et geologisk undergrundskort over Bornholm kan man se - tryk her, at der omkring Olsker by forekommer et mindre afgrænset område med den lyse Hammergranit, helt omgivet af den mørkere Vang Granit.
Denne isolerede forekomst skyldes antagelig, at en "kuppel" af Hammergranit nedefra er trængt op gennem Vang Graniten!
Arealet havde så store fredningsmæssige interesser, at ejeren i 1978 ønskede at få hele Dalegårds tilligende, ialt 46 ha. fredet uden erstatning, men det blev kun til 0,15 ha! Tryk her og læs mere.
I området ved Olsker har der været en del stenbrud i årenes løb, og en i geologiske kredse særdeles kendt lokalitet var "Sjælebakke-bruddet" ved Sjælemose tættere på Allinge. Tryk her og læs her, hvordan det er beskrevet i Geologisk Set Bornholm, 1996.
Medens der blev brudt til omkring 1960 var der gode muligheder for i dette brud at se kontakten mellem Vang Granit og Hammer Granit.
Der er i dag ikke offentlig adgang til bruddet, og de geologiske forhold er ved at være slørede af tilgroning.
Stenbruddet ved Dalegård har tidligere været kendt for at rumme nogle store pegmatitgange med en del sjældnere mineraler som f.eks. det radioaktive Gadolinit.
Gadolinit indeholder en relativ stor mængde uran, og på grund af den kraftige gammastråling er de nærmeste omgivelser præget af 10-20 cm lange radierende sprækker i pegmatitten - populært kaldet en "hønserøv". Se nærmere ved at trykke her.
Dette radioaktive mineral er for længst hugget ud af pegmatitten her, men et alternativ til Dalegård er, at man besøger Allinge Havn, hvor der ved Sveriges-kajen er lagt en større granitblok fyldt med gadolinitter.
Dette granitstykke kommer godt nok fra Rønne Granit! Se nærmere ved at trykke her.
Omtrent midt i Olsker sogn ligger lokaliteten Korsbjerg relativt højt, og ifølge Landebogen fra 1569 hed det "Korss biergid".
Det antages, uden at der er ført bevis herfor, at der har været rejst et kors på højen i forbindelse med den katolske korsbyrd.
Både Præstegården og Kirkeboet havde arealer på højen, som den senere udmatrikulering også har vist, og Korsbjergs 108 meter over havets overflade svarer til højden for plateauet, hvor Skt. Ols' kirke er blevet anlagt.
Stenbrydning var på det nærmeste en udfordring for driftige mennesker, idet granitten flere steder nærmest "gjorde sig til" i områdets mange rentskurede sprækkedale og fremstående klippekuller.
Således skete det i Krubbedal, sprækkedalen umiddelbart Syd for Korsbjerg.
Krubbedal er den direkte forlængelse af Storedal ved Sandkås, med fortsættelsen videre ud i landskabet mod Sydvest med Gamledam og Nydam i Rutsker. Se kortet fra Milthers: Bornholms Geologi fra 1930 ved at trykke her.
Krubbedal er en omskrevet form af Krobbedal, eller som den hed i Landebogen i 1569: Kroppe dall.
Krobbedalstorp er den nu skovklædte dal, hvis forlængelse mod nord gik under navnet: Krobbedalsengen.
Hvad Krobbe i det hele taget betyder, har man ikke entydigt kunne forklare. Nogle har foreslået det ældre bornholmske navn for fisken Karudse, andre navne på Salater eller stauden Gederams!
Endelig er et gammelt bornholmsk udtryk for dådyr, Krobba, foreslået, medens man i nyere tid har anset navnet for at være det sammen som en Krybbe, nemlig den landskabelige form, dalen har haft op til det flade torp!
Stenbrydningen i Krubbedal varede ved frem til midt i 1960'erne, da man fik fritlagt en særdeles interessant geologisk formation, der i dag er fredet for eftertiden - med offentlig adgang under navnet Krubbedalfredningen. Se adgangsvej her.
Lokaliteten viser nogle isskurede rundklipper, som gletscherisen ved sin fremrykning over landskabet har været ansvarlig for.
Ved foden af disse rundklipper, ligger i den blankpolerede aplit et sæt render, der må være dannet af en vandstrøm, der igennem et snævert løb har spulet smeltevand og sedimenter afsted med høj hastighed og i en hvirvlende, cirkulerende bevægelse. Dette må være sket under isen eller lige udenfor isranden ved isens afsmeltning.
Tilsvarende spulerender kan i dag iagttages i den fritlagte granit på Bavnet ved NaturBornholm, og de tre Olsker-lokaliteter er nærmere beskrevet i Geologisk set - Bornholm, 52-59.
For enden af sprækkedalen på den anden side af sogneskellet til Rutsker dominerede i middelalderen et større lyngareal, der forbandt Højlyngen med Borrelyngen.
Skærpinge hedder arealet i dag, og som navnet antyder, idet "Skærping" er en afledning af skarp, illustrerer det stedets uvejsomme landskab i form af at være stenet og ufrugtbart.
Arealet var en del af Kongens Mark, og i Amtmand Urnes optegnelser fra midten af 1700-tallet blev det kaldt Nydamsmark eller Nyedams Marken. Den blev i midten af 1800-tallet udstykket i nogle lynglodder med matrikel-nummer 95, Rutsker sogn. Matrikler, der i dag er knyttet til beboelser langs den i nyere tid omlagte Krogeholmsvej.
Og midt i dette naturområde i bunden af sprækkedalen strakte Gamledam og Nydam sig frem til de "blokerende" grusbakker nord for Sct. Ruts Kirke. Grus, der blev aflejret langs den første stilstandslinie ved isens afsmeltning.
Gamledam har trods de seneste 50 års naturlige tilgroning sporadisk rester af tidligere lyng i form af Blåbær, Hedelyng og Enebær. Og det er i dalens ur, at man fortsat kan opleve et af øens små vidundere - det lysende mos, Schizostega pennata.
Området er i privat eje, og der er ikke mere offentlig adgang langs søerne i sprækkedalen.
Ole Christensens skulpturpark
Det var i læ af Korsbjerg og op til Krubbedal, billedkunstneren Ole Christensen sammen med sin kone i 1956 slog sig ned på et husmandssted, kaldet Bakkely.
Her var der et stenbrud, der kunne levere råstoffet, og med sine mange "organiske" monumenter gav han den døde granit en dramatisk livgivende udstråling.
Ole Christensen døde i 2000 i en alder af 68 år, men hans mange skulpturer pryder fortsat torve og pladser, hvor folk kommer og oplever "kraften" i granitten. Og i omegnen af Bakkely er der fortsat en større samling til offentlig beskuelse.
Der er oprettet en skulpturpark på arealet, og formanden for parken, Michael Stoltze, har skrevet om Ole Christensens liv og virke. Tryk her og læs videre.
Som det er skrevet på en informationstavle i skulpturparken har Ole Christensen især arbejdet i granit, og "hans udgangspunkt har altid været naturen, hvor de to grundformer, den feminine modtagende skålform og den maskuline oprejste søjleform er gennemgående temaer i hans produktion".
