Lunten, Luntebakken, Lynten eller Lyntebakken er endnu en af de grusbakker, der ligger som et strøg i den østlige del af Almindingen som en del af den såkaldte Splitsgårdslinie, der angiver et midlertidigt stop i isens afsmeltning for godt 15.000 år siden. Tryk her og læs mere om denne linie af grusbakker.
Stednavnet henviser til det bornholmske navn "lunte", der fortæller, at der på bakken er tændt bål. Bakken lå i sin tid langt inde på Højlyngen, og den indgår ikke i nettet af tidligere Bavnehøje.
Med sine 125 meter over havets overflade, svarende til 398 "Fod", er bakken det højeste punkt i denne nordvestlige del af Østre Indlæg med omgivende landskab i Østerlars og Østermarie sogne.
Den midterste af Trehøjene er 386 Fod, 118 meter, og Højemosebakke 384 Fod, 117 meter.
Store dele af dette Østre Indlæg blev sidst i 1800-tallet tilsået med nåletræsfrø, og på og ved Lynten oplever man fortsat nogle af skovens ældre Skovfyr, der efter angivelser på skovens kort efter skovreguleringen i 1962 skulle være sået som frø omkring 1880.
For foden af Lynten foregik i begyndelsen af 1950'erne en oprensning med skovl og trillebør af Rundemose og Baremose!
Sidstnævnte moses navn skyldes det forhold, at mosen tidligere har ligget helt åbent på Højlyngen, altså BAR uden omgivende vegetation. På Rømers kort fra 1825-26 er den også benævnt Lunte Myre.
Det var personale fra den daværende statsungdomslejr, der foretog disse forbedringer i områdets vådområder.
Senere er lejren omdannet til Produktionsskole, og der er skrevet en spændende bog: "Kulturperlen i Skoven" om skolens virke siden starten. Tryk her og læs mere om skolen. I dag er skolen lukket!
Højemose undgik denne oprensning og ligger fortsat uberørt for foden af Lynten.
I forsøget på at understøtte en bornholmsk bestand af hønsefuglen Tjur plantede man i 1926 Tyttebær ud i de bornholmske skove, og netop her ved Baremose kan man fortsat opleve rester efter denne udplantning.
For at åbne skoven for publikum har man i nyere tid opført nogle shelters og bålplads på Højemosebakken samt ladet et større areal, der tidligere har været tilplantet med rødgran, indhegne og afgræsse af får, således at man kan genskabe tidligere tiders lyngarealer.
Planter som Hedelyng, Blåtop, og Tormentil Potentil er karakteristiske for stedet samt i fugtige lavninger Tørvemos, Kær-Svovlrod og Djævelsbid.
Ved et kraftigt snefald den 24. november 2010 knækkede en stor del af den 25 år gamle bevoksning af Skovfyr øverst på Lynten. Tryk her og læs mere
SemiAquaticLife
I 2008 var to biologer, Lars Iversen og Philip F Thomsen på Bornholm for at undersøge udbredelsen af vandkalve i Almindingens søer og moser.
Formålet var specielt det, at to arter, Bred vandkalv, Dytiscus latissimus og Lys skivevandkalv, Graphoderus bilineatus, var kommet på EF-Habitatdirektivet som beskyttelsesværdige arter.
Tidligere var disse arter registreret i Bastemose, og derfor var tanken, at de fortsat var her og om muligt i andre af Almindingens moser.
Der er kommet en fin rapport ud af undersøgelserne, tryk her og læs mere.
I forlængelse af oplysningerne i rapporten er Naturstyrelsen gået med i et Life-projekt SemiAquatic life, og ved at trykke her kan man læse mere om projektets udmøntning i Almindingens moser.
Netop fordi Bred Vandkalv var fundet i Baremose i 2008 er der også naturgenopretningsarbejder i gang her. Tryk her og læs mere om initiativerne og kommunens tilladelse i forhold til mosens beskyttelse efter bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens §3.
Også i det lokale TV2Bornholm er projektet præsenteret. Tryk her og få et indblik i det store arbejde Naturstyrelsen gør for at genskabe nye og forbedrede levesteder for øens truede fauna.
Endelig er projektet omtalt i Bornholms Tidende den 8. september 2020. Tryk her og læs mere.
Iglemose
Iglemose har i Højlyngstiden været en del af de lave enge og moser nord for Bastemose.
På Matrikel 0-kortet fra 1805 figurerer udgravninger af tørv, som har skaffet de lokale brændsel og foder i middelalderen.
Området blev inddraget i Almindingen i 1842, da det Østre Indlæg blev tillagt statens skov.
Først i 1904 fik stedet navnet Iglemose, som det fremgår på et skovkort fra det år. Og navnet må tydes derhen, at der i mosen kunne fiskes igler, de såkaldte blodsugere, Lægeigler, der kunne sælges til øens apoteker.
Arne Larsen har i Naturhistorisk Forening for Bornholms jubilæumsskrift fra 1957 skrevet om "Lægeiglens forekomst på Bornholm" og nævner, at "det berettes, at bornholmere i gamle dage "gik op i Lyngen" for at fange igler til at sætte på deres tandbylder".
De to biologer, Lars Iversen og Philip F Thomsen fandt i 2008 under deres undersøgelser af de yderst sjældne vandkalve i Almindingens moser, at der netop i Iglemose levede Bred vandkalv samt Grøn mosaikguldsmed. Tryk her og læs nærmere.
Planen for arbejdet med SemiAquaticLife-projekterne var, at Iglemose også skulle renses op i efteråret 2021, men.
Kraftig regn gjorde det ikke muligt.
I stedet for blev oprensningen foretaget i september 2022.