31 Bæla - Helligpeder
Bæla - Helligpeder
- Teglkaas - Kaas
Spørger man en bornholmer, om hun/han kan anbefale en landskabeligt smuk strækning her på øen, så vil svaret højst sandsynligt være den foreliggende. En stille sommereftermiddag på den tidligere kystredningssti fra Bæla til Ginesminde og retur.
Vejen er anlagt på den tidligere redningssti ovenpå en flere tusinde år gammel forstrand af rullesten fra den tid havet og dermed stranden lå noget højere end i dag, og det er først i nyere tid, og det vil sige de sidste 50 år, at man kan køre hele vejen frem til Ginesminde i bil.
Strækningen huser øens største bestand af den blågrønne Strandkål, der nøjsomt vokser nærmest tæppedannende i stenene.
De to små havne Helligpeder og Teglkaas, som man tidligere har kunnet komme til ad veje oppe fra land, minder om en æra, hvor fiskeriet i højere grad var styret af held, arbejdsindsats og fiskerbådens størrelse end nutidens EU-kvoter.
I 1930'erne var der ifølge informationsstandere på havnen 21 fiskere hjemmehørende i Teglkås og et tilsvarende antal i Helligpeder. I dag er der vistnok kun en, der har fiskeriet som erhverv.
De er begge bygget i midten af 1800-tallet efter at stederne indtil da havde været såkaldte kaase, kåse - ophalersteder for mindre fiskerbåde.
Lokaliteten Helligpeder er omtalt i kilder fra middelalderen og kan enten henføres til en længst forsvunden bavtasten med dette navn som Hellig Hågen og Helligkvinde eller en en forsvunden helligkilde.
Bebyggelsen Helligpeder er siden opstået omkring havnen, der er anlagt i læ af Helligpeder Odde i 1847.
Bæla eller Bæle er ifølge Stednavneudvalgets optegnelser et navn, der fortaber sig i fortidens glemsel. Nogen mener, at det kan være et forlængst glemt person- eller slægtsnavn.
Andre har den opfattelse, at det er en omskrivning af det svenske ord "bale", der i nogle egne i nabolandet netop udtales "bæle" og som derovre henviser til et sted, hvor der er et større stenfrit område tæt på kysten og hvor det er optimalt at bade - samt trække både på land!
Da kyststrækningen således fra naturens hånd har givet gode muligheder for landgang, har bornholmerne i middelalderen forstærket kyststrækningen med et større antal skanser til forsvar mod fjendtlige angreb.
Syv af disse er endnu bevaret og kan opleves tæt på vejen straks man kommer ned til kysten fra Borrelyngvej, medens fire andre er sløjfede.
Flere vandløb har deres udløb her på kysten og ved Ravnebækkens udløb over forstranden har man tidligere i vegetationen kunnet finde en særdeles sjælden plante: Spydbladet Skjolddrager, der her har haft landets eneste forekomst!
Et stykke vej længere mod nord passerer man Kæmpe åen, der tidligere skulle passeres ad et stensat vad.
Dette vandløb har sit udspring i grusbakkerne ved Dyndegård øst for Ruts Kirkevej, og på sin vej til havet gennemstrømmer den Fuglesangen i bunden af områdets eneste nordøst-sydvest gående sprækkedal.
Gårdene nærmest oppe i landet er samlet på gårdrækken "Vystabygårdene", eller bare Vysteby.
En "vyst" er den bornholmske betegnelse for en hund, men hvad gårdene har med hunde at gøre fortaber sig i fortidens glemsel.
Længere tilbage i tiden havde de godt nok ifølge Hammers kort fra 1746 det lidet flatterende navn: Hunde Lorte Gaarder.
Teglkaas. En kaas er et almindeligt navn for en lokalitet, hvor der et primitivt leje for mindre både.
Her på kysten er der to lokaliteter. Denne, der har fået forstavelsen Tegl for at have huse, bygget med fast tegltag, og så en ved Askebækkens eller som den hed i 1746 Enes Bekkens udløb på den anden side af Ginesminde.
På nyere kort er lokaliteten Kaas anført umiddelbart syd for Askebækken og på målebordsbladene fra århundredeskiftet 1800-1900 betegnes Askebækshuset netop Kaas.
Salchow omtaler i sin Bornholmsbeskrivelse fra 1813 stedet med 2 huse ved denne nordligt liggende Kaas samt to tilhørende både, hvilket også var gældende midt i 1700-tallet som angivet fremhævet på Hammers kort fra 1746-50.
Kaas Bye på samme kort må herefter være opkaldt efter denne kaas og ikke den sydligere liggende Teglkaas.
Kigger man på billeder fra "gamle dage" er det slående, hvordan bakkerne langs denne kyststrækning rejser sig markant i landskabet fuldstændigt glatbarberede uden et eneste træ.
I en artikel fra 1962 i "Jul på Bornholm" skrev Stub-Jørgensen, at han fra sin barndom, og det vil sige i begyndelsen af 1900-tallet, kunne huske de mange græssende geder!
Idag er bakkerne sløret af opvækst - det, man i 1960'erne blandt naturfredningsforenings folk kalde "den grønne pest", selv om det reelt må anses for at være en naturskov, forstået på den måde, at det er en opvækst af de på stedet naturligt hørende planter!
Den såkaldte naturlige udvikling har gjort, at planterne fra datidens tørre overdrev som Ager-kohvede, Knoldet Mjødurt, Bjerg-Perikon, Soløje og Bakke-Tidsel må anses for mistede for eftertiden ligesom erhvervsfiskerne med fiskekutterne i Helligpeder og Teglkås havne
Gubbenisse Høj. "En lav Højderyg nord for Byen" har de senere år tiltrukket sig fuglefolkets opmærksomhed, idet der det meste af efteråret samt i milde vintre kan observeres et større antal gæs af forskellig art, især de hvidkindede Bramgæs.
Årsagen til denne koncentration af gæs er den enkle, at området er det sidste stykke land gæssene kan se på deres vej tværs over Bornholm.
Hvis de har behov for et hvil under trækket, er det her, de vil slå sig ned og tilbringe den tid, de har behov for. Især efteråret 2018, hvor der fortsat er spildkorn på markerne efter dyrkningen af majs på arealerne.
Tryk her og følg med i de seneste 10 dages observationer på højen.
Lokaliteten har i middelalderen tilhørt en mand med navnet Gudber efter det gammeldanske Guthbiorn eller den deraf udviklede korte form "Gubbe". I et kirkeregnskab fra 1684 er der således henvist til en "Gudbernis Høj".
Stedet er altså "Gudbernes Høj" - Gubbenisse Høj!
