132 Gavlhalds Batteri
Gavlhalds - Gulhalds batteri
Gavlhald er en fremspringende klippe, der fra søen kan have et udseende som en gavl.
Hald eller halle kender man andre steder på Bornholm, og alle steder henviser de til "flade" klipper eller sten.
I følge Stednavnebogen har lokaliteten i tidens løb imidlertid haft flere forskellige navne som:
Gaul-hallen, Guul-Halen,Gaulhalen, Gaul-Halden,Guulhale, Goulhall,Guulhale, Gavlhales Batteriog Gaulhale Skanse.
Her på Gavlhald er bygget et batteri med en skanse på 25 meter af tilført græstørv. Inde i skansen ses tydeligt to stensatte kanonbænke, der har givet kanonerne et fast fundament at stå på.
Under krigen med englænderne fra 1807 til 1814 var batteriet udstyret med to stk. 8 punds kanoner, men det vides ikke, om batteriet har været i ildkamp.
Det tilhørte 1. artellerikompagnis Østre Artilleriafsnit mellem Malkværn og Kobbeå med ialt 11 batterier og 31 kanoner.
I begyndelsen af 1800-tallet fandtes der rundt langs den bornholmske kyst gennemsnitlig en skanse for hver 400 meter.
Det store antal skanser hænger sammen med, at forsvaret her i højere grad end i nogen anden dansk landsdel var baseret på et lokalt landeværn.
Denne lokale milits var imidlertid ikke tilstrækkelig slagkraftig, hvis angriberne først var kommet i land.
Det var derfor afgørende for øens forsvar, at angreb blev afvist allerede i landgangsfasen, hvor fjenden var mest sårbar overfor beskydning.
Skansen ligger omgivet af et afgræsset overdrev, en rest efter datidens Kongens Mark.
Her græsser fortsat kreaturer, der fremmer tilstedeværelsen af en stor variation af planter.
Stedets klenodie er Forskelligbladet Karse, der vokser langs kyststien lige indenfor leddet. Den blomstrer hen på sommeren.
I det tidlige forår blomstrer Hulkravet kodriver og Tyndakset gøgeurt, og senere på sommeren er området domineret af Svalerod med deres røde Soldatertæger.
Svalerod er i almindelighed giftig, men netop soldatertæger har et fordøjelsessystem, der kan nedbryde denne gift!
Ja, det ser ud som om, at de kun lever af denne giftige plantes saft!