366 Arnager
Arnager
Vældekilde
Jættestue
Arnager er et fiskerleje, tilhørende Nylars sogn, med idag ialt 48 matrikelnumre for oprindeligt fastboende "fiskere og bønder".
Første gang stedet blev beskrevet i de skriftlige kilder var ifølge "Bornholms Stednavne" 14. juni 1552, da der i en af Kancelliets Brevbøger henvises til Arenack.
Senere former er Arnicke, Arnikke, Arnagge, Arnagger, Arnach, Arn-Agr, Aren Ager og Ahrnager foruden forskellige former for Arnager.
Man mener, at ordet fra tidernes morgen er en sammensætning af "Arn", som henviser til fuglen ørn og "hage", der i stednavne tit bruges til at beskrive fremspring på kysten, odder og næs.
Her har ørnen altså haft sit bo på toppen af klintens fremspring!
Kysten nedenfor Nylars har ellers været beboet langt tilbage i tiden og egnen er rig på oldtidsminder.
Danmarks lærdeste bonde, Peter Thorsen, der selv er barnefødt på disse kanter, har i sine mange skriftlige beretninger kunnet føre områdets forhistorie helt tilbage til ældre stenalder.
Fra yngre stenalder, broncealder og jernalder er de jordfundne minder mange, og det nærmeste anselige oldtidsminde er den smukt bevarede jættestue på Arnager Lyng.
Gennem en dyb kløft, Gamlegrob, som fortsat løber øst om Arnager by og som dannede grænsen mellem denne og dyrkningsjorden, løb et vandløb.
Det havde sit udspring højt oppe i land, et sted øst for Jættestuen Lundestenen, og selv om det i dag for det meste er lagt ned under overfladen i store rør, kan man fortsat fornemme de tidlige bosættelser med forskellige former for grave, værktøj og helleristninger i området.
Sidst i 1700 tallet blev vandløbets udløb ændret, idet der blev gravet en Nygrob længere mod øst og her har det fortsat sit udløb gennem slugten Madsegrav.
Helt tilbage til Lybækkertiden har man efterretninger om Arnager som avlsbruger- og fiskerby. Den lybske høvedsmand Berent Knop omtalte den som "et fiskerleje på 9-10 "ildsteder", som betaler skat til Hammershus".
Når avlsbrugerejendommene i Arnager har deres egen matrikelrække og ikke følger sognets numre, skyldes det den ejendomelige omstændighed, at Arnager blev anset som en slags landsby uden dog at være det i almindelig dansk forstand.
Forklaringen ligger i, at Store Myregård under lybækkertiden var ved at udvikle sig til en herregård med den skånske adelsmand Trud Myre som ejer, og han gjorde ihærdige forsøg på at få Arnager lagt under sit gods.
Berent Knop satte sig ivrigt imod og forhindrede dette, og siden har der været et jordfællesskab med en uudskiftet Arnager Vang, en fælles Arnager Lyng, et gadekær, gadebrønde og lerkule til fælles afbenyttelse for Arnagers beboere.
Fællesstyret over byens anliggender blev udøvet som i en rigtig landsby, ledet af en formand på et gadestævne.
Umiddelbart øst for Store Myregård ligger et voldanlæg, hvis alder er et mysterium, men helt sikkert er det, at det stammer fra middelalderen.
Historikeren M K Zahrtmann skrev i sin Borringholmerens Historiebog fra 1934, at
"Nogle Stormænd byggede sig egne faste Smaaborge, således også ved Store Myregaard i Nylarsker. Den ejedes af Adelsslægten Myre, som var bosat på Borringholm inden 1448. I Gaardens Damsted skyder sig frem en kredsrund Holm, hvis Fod er omsat af en smukt sluttet Stenring; fra denne staa dens meterhøje sider stejlt op af vandet, dens Overflade er jevn, i sin Form ligner den en rund, flad Mejeriost, men denne Ost er 38 meter i Tversnit, stor nok til at bære to Rundtaarne som Sognekirkens side om side og endda holde en 3 meter bred Vej udenom dem og imellem dem......"
Arnager bugt ligger beskyttet af det 6 km. lange Arnager Rev, der går ud fra kysten ved Arnager Klint og flere steder ligger tæt under havfladen.
Printzensköld havde udset stedet som et godt sted at anlægge en havn, men planerne tog for alvor fart efter Den skånske Krigs afslutning.
14. december 1683 lagde Kaptajn Niels Barfod med fregatten Stjernen sig for anker bag revet for at forsøge en overvintring.
Men, dette forsøg blev en fiasko af de helt store, idet vinteren 1683-84 blev særdeles hård, både kold og blæsende.
13. marts bristede ankertovet og isskruningerne førte fregatten ud på ni fod vand, hvor den sank!
En udførlig beskrivelse af hændelserne omkring overvintringen og forliset er foretaget af Johannes Knudsen og bragt i Bornholmske Samlinger Bd. 12, på siderne 71-104, 1918: Hydrografiske Undersøgelser ved Bornholm 1676-84.
Historikeren Jesper Vang Hansen har indscannet alle bind af Bornholmske samlingers 1. række, og det aktuelle bind 12 kan hentes ved at trykke her.
Arnager var for denne gang opgivet som krigshavn, der i stedet blev anlagt på Ertholmene.
Under den såkaldte kaperkrig 1807-1814 gjorde Arnagers beliggenhed bag det udstrakte og beskyttende rev sig særdeles egnet til denne specielle form for krigsførelse.
Men, da man kun måtte bringe "kapret gods", de såkaldte priser, ind til købstæder, blev Arnager den 16. december 1813 "med visse forbehold og indtil videre" udnævnt som en sådan.
Krigen sluttede imidlertid allerede den 14. januar 1814, så Arnager nåede ikke engang at fejre månedsdagen for sine købstadsrettigheder!
I 1851 byggede arnagerfiskerne deres første havn små 50 meter fra kysten og forbundet med land ved en bro med gennemløb.
Men, sandvandringen langs kysten var for stor, og tilsandingen gjorde, at broen nærmest virkede som en høfde og havnen sandede til.
Rester efter dette anlæg ses endnu vest for den nye havn, som blev bygget i 1883-1884 og forbundet med land via en 200 meter lang træbro. Mere om havnen som besøgssted for lystsejlere, tryk her.
Fiskeriet foregår i dag mere som fritidsfiskeri, og kun en erhvervsfisker har fortsat hjemsted i Arnager.
Ligesom i andre små bysamfund har der i Arnager været en brugsfoerning, en købmand, bager og kiosk, men alle disse initiativer er igen indstillet. Tilbage er der kun et røgeri, der holder sæsonåbent og tiltrækker mange gæster i sommertiden.
Foruden sin spændende geologiske undergrund med øens eneste kridtklint, der drager mange amatørgeologer på jagt efter fossiler, har skrænterne en rig plantevækst.
Det skyldes dels den kalkholdige undergrund, men også at skrænterne sætter planterne i stand til at fange sollyset i dets fulde styrke.
Floraen blev i sin tid beskrevet af den botanisk interesserede Vestermarie-præst Hans Møller og er bragt som en artikel i Bornholmske Samlinger fra 1909.
En af de arter, Hans Møller fremhævede, var Filtet Hestehov, som forekommer talrigt på skråningerne ved Arnager. Først kommer den kompakte blomsterstand frem af sandet og nogle dage senere de hvidfiltede blade.
Og så er der lige Trochosa robusta. Kæmpeedderkoppen, der her i landet har et af sine eneste levesteder i revnerne i Revneklint! Den blev præsenteret i et EKKO-program på TV2Bornholm i april 2015. Tryk her og se hele programmet.
Tryk her og læs mere om Trochosas status.
Men, der er fundet andre spændende både dyr og planter, der er indberettet til Natur og Museums database. ER man bruger af databasen kam man se disse ved at trykke her.
Kystnedbrydning
I nyere tid er der bygget et par fritidshuse for foden af havskrænten og tæt på havnebroen. Grundene under disse huse er forstærket med adskillige læs marksten - et i sandhed ret så uskønt og fremmedartet element på denne kyststrækning. Dette kaldes i kystbeskyttelseslitteraturen "skræntfodsbeskyttelse".
Virkningen har heller ikke ladet vente på sig, og når havet engang imellem stiger og vinden er i den "rigtige" retning, slikker bølgerne opad forstærkningen med det resultat, at der fremkommer en turbulens i vandet, og der foregår en ikke ringe nedbrydning af skrænten umiddelbart nedstrøms husene. Dette kaldes i kystbeskyttelseslitteraturen "læsideerosion".
Ud fra et geologisk synspunkt er dette udmærket, idet man konstant vil få etableret friske profiler til studier af kridttidens geologi.
For arnagerboerne er det uhensigtsmæssigt, idet der konstant skal foretages udbedringer af vej- og stianlæg til stranden.
Problemet løser sig først, når de mange læs marksten igen er fjernet og materialevandringen langs kysten er retableret.
Men,
intet er nok så galt, uden at det er godt for noget, siger man. Og sådan har det også vist sig at være tilfældet her ved kysterosionen.
I de seneste år har naturvidenskabsfolk, de såkaldte lepiderptologer, der bl.a. har bier som speciale, registreret en ny art vild bi, Pragtvægbi, som her har sin eneste forekomst i Danmark!
Det var bl.a. også denne bi, man fik præsenteret ved en ekskursion til stedet den 10. juni 2018. Tryk her og læs nærmere.
Vældekilde
Går man fra havnen ad stranden bag om de omtalte huse kommer man efter et par hundrede meter til et særdeles brunt kildevæld, Vældekilde.
Vandet bliver presset ud af stranden som det klareste kildevand, men efter ganske få centimeter antager stranden en rødbrun farve af iltet jernoxid - såkaldt rust.
Kilden er en såkaldt homotherm kilde, med vand, der er relativt varmt om vinteren og relativt køligt om sommeren. Ultimo december 2012 var kildens vand 8,9 grader varmt!
Primo marts 2013 var luften -1 grader koldt, havvandet 2,2 grader varmt og kildevandet 8,9 grader varmt!
Primo august samme år blev luften en dag målt til 21,1 grader og havvandet 22,3 grader, medens kildevandet holdt sig på de 8,9 graders varme.
I februar 2014 var kildevandet fortsat 8,9 grader varmt, og på den første rigtigt kolde dag i julen 2014 var luften -2,4 grader, medens kildevandet fortsat blev målt til sine 8,9 graders varme
