Medens Nordbornholms gnejs og granit blev dannet ved at bjergarter fra jordens overflade førtes ned i dybder, hvor temperatur og tryk var så høje, at de begyndte at smelte, møder man på den sydlige halvdel af øen aflejringer med en helt anden oprindelse.

Her er det ophobninger af grus, sand, kalk og ler, der efter først at være aflejret i vand senere er hærdet til faste stenarter af meget forskelligt udseende, de såkaldte sedimenter.

 

Snart drejer det sig om stenarter, hvori de enkelte grus- eller sandskorn let lader sig iagttage, snart kan man overhovedet ikke se kornene med mindre, man anvender lup eller mikroskop.

 

Omstående kort fra "Geologisk set Bornholm" viser, hvordan aflejringerne findes på små blokke afgrænset af forkastningslinier.

 

Hvad det er for lag, farverne henviser til, tryk her.

 

Forkastningerne har været aktiveret flere gange inden for tidsrummet Palæozoikum til Tertiær, og de såkaldte nedforkastninger af blokkene har medvirket til, at aflejringerne er blevet beskyttet mod erosion.

 

Da gletscherne under seneste nedisning af Bornholm for omkring 150.000 år siden kom skurende ind over øen fra NØ blev den sydlige del af øen nærmest slebet af til en plan flade, et såkaldt peneplan.

 

Da isen efterfølgende smeltede for omkring 15.000 år siden, skulle vandet finde vej fra det høje Midtbornholm mod lavere dele af øen for til sidst at ende i Østersøen.

 

Den blødere del af øen i form af "nedforkastede sedimentblokke" måttet holde for, og vandløb som Læsåen har stille og roligt ladet sig udforme til et "udstillingsvindue" for geologiske processer, miljø samt dyre- og planteliv gennem mere end 500 millioner år. Se den geologiske tidstavle ved at tryke her.

Aflejringernes kornstørrelser fortæller om, hvordan dybdeforholdene var dengang på det sted, sedimenterne blev dannet.

 

Således kan man ved et nutidshav overbevise sig om, at grus og sand aflejres på lavt vand, og længst ude, hvor ler kun vanskeligt og sand slet ikke føres ud, bliver de mikroskopiske kalkskaller dominerende.

 

De sydbornholmske bjergarter, som så flot og pædagogisk lader sig præsentere i brinkerne langs Læsåen, har derfor oprindelig været løse, men er senere blevet kittet sammen, således at sand er blevet til sandsten, ler til skifer og kalkslam til kalksten.