92 Stevelen
Stevelen
Røstad
"Klipperne ved Rø"
Storefos
"Klipperne ved Rø" er ikke bare Helligdomsklipperne, tryk her, men også imposante klippeformationer langs kysten videre mod Salene.
De to lokaliteter Sæne Forstrand og Røstad Havn har tilbage i middelalderen været kendt som mulige landingspladser for fjendtligt indstillede skibe og derfor i den grad beskyttede steder med hver deres skanser.
Der har været "gode" befæstede veje til stederne "oppe fra land" - veje, der fortsat er inkluderet i redningsstien.
Sæne Forstrand-skansen, "Seene Skandse" er 32 meter og i dag noget overgroet. Det samme er "Roested Skandse", der er målt til at være 28 meter lang.
Kystlandskabet var dengang en "Kongens Mark", og bakkedraget fjernere kysten op mod Rø Kirke dækket af en arealmæssigt omfattende naturskov - "Lindeskoven".
Den var omgivet af Birke-skoven mod nordvest og Bøgeskoven mod sydøst.
Birke-skoven var dengang en del af datidens Strand-skoven, som i dag udgør de kystnære bevoksninger i Døndalen, tryk her, og læs mere.
Læs mere om Bøge-skoven ved at trykke her.
Linde-skoven blev i slutningen af 1700-tallet ved en dom overdraget til sognets bønder, ryddet og udparcelleret. Tryk her og se disse parceller på Sognekortet for Rø Sogn fra 1879.
Kyst-vejen
Nutidens moderne kystvej mellem Helligdommen og Gudhjem med de tre broer er et forholdsvis nyt element i dette NØ-bornholmske landskab, først åbnet for trafik i maj 1957.
Dengang havde man ikke forestillet sig hvilket behov, der ville opstå 50 år senere med at bringe cyklende, turister og lokale, på afstand af bilisterne i et eget tracé tættere på kysten og seværdighederne.
Et projekt fra 2014, oplevelsesstien, der kunne løse disse behov, har imidlertid ikke kunnet nyde fremme - endnu. Se stiforløbet ved at trykke her.
Redningsvæsenets kyststi har det meste af strækningen gået oven på kanten af de stejle klipper, men da kystskoven i dag virker særdeles ugennemsigtig, er det især fra havsiden og til fods langs strandkanten, man har indblik til strækningens stejle klippeformationer.
Ørneklippen står midt på Sæne Forstrand som en fritstående strandpille. Navnet viser hen til, at et par ørne i fordums dage har haft sin rede her!
Videre mod øst er det Lindeskovsklippen, også kaldet Kærlighedsklippen, der markerer sig stejl og fremstående ud på fladstranden. Den udmærker sig bl.a. ved at være vokseplads for en af øens klenodier: Klipperøn.
Umiddelbart neden for Ørneklippen har Vårbæk sit udløb efter at vandet har kastet sig ud over kystskrænten i et øresønderrivende fald - Vårbækfaldet, et af øens mange vandfald på kystklipperne.
Se vandet styrte ned ad klipperne ved at trykke her. Om vinteren kan man være heldig og se en vandstær fouragere under vandkaskaderne!
Videre mod SØ skal man på forstranden forbi Røstad Odde, inden man når frem til Røstad Havn, hvorfra man har fisket i middelalderen.
Ligeledes har den flade forstrand op mod stejlklipperne tidligere været afgræsset af de lokale avlsbrugeres kreaturer, hvilket dog ophørte sidst i 1970'erne.
Siden er arealet groet til - i naturskov, men i efteråret 2017 fældede Kommunens folk opvæksten og arealet blev i efteråret 2018 hegnet ind, og der er udsat en flok kreaturer til "pleje" af det tidligere strandoverdrev.
Her er der opført to shelters, som vandrende på kyststien kan anvende til en nats overnatning.
Tryk her og se øens andre shelters
Røstad Hus og andre udbyggerhuse har været bolig for disse fiskere, og i netop Røstad Hus skulle den lokale strandvagt engang have haft bolig. I nyere tid har stedet skiftet navn til Strandfogedegården.
Forstranden mellem Røstad Havn og "Fosse Bekken" er nærmest umulig at følge, bl.a. er Stevelen en af forhindringerne.
Sagen er den, at netop her finder man skjult i den yppige naturskov endnu et klippeparti, der her står frit på stranden som en rundkirke. Netop en rundkirke samt et kirketårn UDEN kirkeklokker blev i ældre tider lokalt kaldt en "Stivvel".
Man kan fra redningsstien komme ned til stranden ad en trappe fra P-pladsen ved strandvejsbroen over Store Fos.
Allerede på denne "nedtur" kan man fornemme en noget anderledes dansk kystskov med Ask, Kirsebær og Småbladet Lind, som de dominerende træer samt mange døende og døde Elmetræer.
På klippen ved stien bemærker man flere steder flotte bevoksninger af Rundfinnet Radeløv, en bregne, der er karakteristisk for disse kystklipper men sjælden i det øvrige land.
I ordets bogstaveligste forstand er der her tale om ægte "naturskov", idet den er vokset frem af de på stedet eksisterende skud og frø efter at græsningen på kysten ophørte i første halvdel af 1900-tallet.
Ved stranden har man lagt stien omkring et klippefremspring, og herfra kan man mod nord fint se den fritstående "stivel".
På klippefremspringet vokser nogle gode bornholmske planter som Klipperøn, Rød Dværgmispel og Aks-Ærenpris.
Men, det mest eksotiske ved stedet er den store bevoksning af Vedvarende Måneskulpe, der fra stranden breder sig op til "fossen". To steder findes den her i Danmark, dette er det ene.
Mange har favoritsteder, som de søger til for at opleve eller blot "at være i". Her på kysten kommer få mennesker, men smukkest er det en morgenstund i maj at opleve solens opgang og dagens komme i pagt med de mange edderfugle og skalleslugere, der holder til på kysten.
Før 1950'erne lå området ganske isoleret, men så byggede man den "nye" strandvej med broen over Storefos, og siden har stedet været et yndet udflugtsmål for turister og lokale.
Redningsstiens videre forløb til Salene er udbygget til en plan kørevej, og i følge kort fra midt i 1800-tallet har der her ved Storefos' udløb været et "Bådestederne", hvor de lokale har kunnet have deres både beskyttet mod havets bølgegang.
Midtvejs mellem Storefos og Bobbeåen har endnu en markant klippeparti gjort sig bemærket, Sølvklippen.
Navnet skulle den have fået i sin egenskab af at have været bevokset med "hvidt" lav! I dag skal man lede efter den inde i den tætte kystskov, og den er ikke mere sølvglinsende.
Storefos - Fosse Bekken
Kigger man nøjere efter i Storefos ser man nogle betonelementer, der stammer fra et anlæg, der blev bygget i efteråret 1940.
Med anden verdenskrigs udbrud var brændselsforsyningerne blevet knappe, og ejeren til Lindholmsgård fik bygget et anlæg, en vandturbine, der kunne aftvinge vandet sin bevægelsesenergi og omdanne det til strøm, der kunne anvendes som lys på gården.
