Vis menu Søg

95 Gudhjem

Gudhjem

Holkedalen

Sydfrugter

Bebyggelsen her ved kysten hed i middelalderen "Gudium", og de lærde strides om, hvorvidt stedet har været "et hjem for guder" - ihvertfald kan det lidt frit omskrives til "det hellige sted". 

Stedet har været befolket helt tilbage til oldtiden, og det er påfaldende, at en række af de mest veludstyrede og rige grave fra slutningen af jernalderen og begyndelsen af vikingetiden optræder uforholdsmæssigt hyppigt. Det tyder på, at en af øens førende slægter har haft hjemme her.

I middelalderen var det en stor handelsby, idet den lå ved en af de stærkt trafikerede handelsruter i Østersøen, og man deltog i de store sildemarkeder langs de skånske og bornholmske kyster.
Skær ud for Gudhjem havn
Byen ligger terasseformet på den flade kystklippe med de mange skær med Sorte Odde, Ladhammer og Bredhald som de mest markante, og videre opad Bokuls skråninger i læ for vestenvinden af Gudhjem Plantage.

Sankt Annæ Kapel, hvis rester fortsat findes øst for den nuværende kirke peger ligeledes i retning af stor menneskelig aktivitet her.
 
Gudhjem Kirke blev opførst i 1893 med gnejs, der blev brudt lokalt i et stenbrud, som i dag kan anes langs Toftevejs vestside.
 
Stenbruddet er markeret på ovenstående kort fra 1880'erne. Tryk her og se gnejskvadrene i kirkens murværk.
 
Hovederhvervet har hidtil været fiskeri, og de nok så berømte "røgede bornholmere" havde deres oprindelse her, idet fiskerne under deres ophold på Ertholmene havde oplevet skotske soldater spise sild, som de først havde hængt til røgning i deres små stenhytters åbne skorstene.
 
I 1866 blev øens første silderøgeri bygget, og herfra bredte denne specielle tilberedningsmåde sig til øens øvrige små fiskersamfund. Først i 1900-tallet havde Gudhjem 25 silderøgerier!
 
Tryk her og læs Tømrermester Viggo Pedersens fortegnelse over huse i Gudhjem.
Morbær
Idet klippen nærmest suger solens varme til sig, opstår der her et nærmest subtropisk lokalklima, som sydeuropæiske frugter som vindruer, valnød, fersken, abrikos, morbær og figen nyder godt af.
 
Solens gang på himmelhvælvet følges særdeles intenst af de lokale gudhjemboere. F.eks. har foreningen Flådeselskabet Atlanten en af deres store fester den dag, "solen falder ned ad Hammerens klipper" og forsvinder i havet. Læs mere her.
 
Gennem Gudhjems terrasser skærer en dyb kløft sig fra havnen og ind i land, Holkedalen, som med sidegrenen Holkerenden er en god repræsentant for øens mange mindre sprækkedale. I bunden af denne ligger et større klippestykke, der på grund af dens lighed med en hest er blevet benævnt "Holkehesten".
 
De to "sprækker"/dale er først formet af den frembrusende is for omkring 140.000 år siden og herefter af vandet fra det mindre opland vest for Gudhjem i tiden efter, at isfronten havde forladt det bornholmske granitmassiv for omkring 15.000 år siden.
 
"Holke" skulle efter bogen "Bornholms Stednavne" være en afledning til navneordet "Holk", der betegner en hulning eller sænkning i landskabet med et vandspring eller kilde.
 
Denne kilde finder man fortsat øverst i dalen umiddelbart NØ for Hallegård.
Holkehesten - en "skal" af Holkerendens klippeside, der har lagt sig til rette i bunden af dalen.

I "Borrijnholmarijn", et bornholmsk hjemstavnstidende, redigeret og udgivet  af Peter Møller, Gudhjem kunne man i 1929 læse følgende om "Holkaræ'nan":

"Dér, vor a Holkaræ'nan løver ud te Holadâle'n, e der te dæ'n ena sian et Bakkadraw me monga smaa Kløppetoppa å Klæwter, sa der kâ'n sidda i Tuzenvis aa Mæ'nesker å hâd hæ'lut om Sommare'n...."

For i Tier saa Holkaræ'nan ijkje seddan ud som nu, å Bælla tore daa slet ijkje gaa derhen, for di va bonge for Holkahæste'n, som a'le trode bode dèr...."

 

På det sted, hvor de to dale skilles, markerer et større klippefremspring sig - en klippe, der for de lokale har en særlig betydning, for stedet er "forr i tider" benyttet som festplads for de lokale gudhjemboere, som omtalt af Peter Møller på sit bornholmske mål..
 
En anden seværdighed i området er det faktum, at skrænterne fra dalens bund og op mod Bokul er levested for en af landets sjældneste løbebiller, Bøgeløber, Carabus intricatus. Se nærmere ved at trykke her.
Solen på vej ned ad hammerklipperne
Aasen er det højtliggende klippeparti, der strækker sig fra den gamle kirkegård med kapelruinen ud i havet umiddelbart syd for havnen.
 
Klipperne blev i 1927 solgt til en entreprenør ovre fra og en lokal stenhugger, der i kompagniskab havde planer om at sprænge 30.000m3 af Aasen til skærver og udskibe dem fra Gudhjem havn.
 
Det blev forhindret ved en fredning, og læs mere om denne ved at trykke her.
 
Aasen blev sikret mod bortsprængning, og den er i dag et sted med en enestående udsigt, som bl.a. bronzealderfolket benyttede rituelt ved at riste frugtbarhedssymboler i klippen længe før kapellet, kirken og Pension Klippen blev bygget.
 
Fra det centrale Gudhjem fører vandrestier langs kysten både mod Nord gennem Nørresand, tryk her, og mod Syd gennem havnen til Sletten, som man kan læse mere om ved at trykke her.
 
Efter at være kommet op på Aasen løber stien videre gennem en slugt og ad stentrapper ned i en dalsænkning, Grevens Dal, hvor der er gravet jord til eksport til Ertholmene for flere hundrede år siden!
 
Videre løber stien, der blandt de lokale benævnes "Tulaknajlastænj" højt over de i 1936 fredede kystklipper med en fantastisk udsigt over østkysten. Læs mere om fredningen af området ved at trykke her.
 
På den videre vandring mod Sletten kan man ved at forlade stien og driste sig tættere på vandet opleve "Aaborenden", der er en udvasket sprække ind i klipperne samt "Aspeshullet", der som en eroderet hulning i klipperne er en god eksponent for øens såkaldte "Rock pools", klippedamme.
 
Rock pool i klipperne i Grevens dal
Ved pålandsvind suppleres dammenes vand med havvand i form af skumsprøjt, og på grund af almindelig fordampning har disse damme et noget højere saltindhold end omgivelserne.
 
Det stiller krav til både planter og dyr, der bor sådanne steder, og det er noget, der også gør Bornholm til et spændende sted at leve.
Gudhjem Mølle - Kullmanns mølle fra 1894
Sol over korset
Sankt Annas fundament
Kapellets fundament
Sorte Odde skanse og røgeri
Gudhjem i læ af Bokul - sommeren 2021
Gudhjem havn midt i 1970erne
Figen modner i august
Modent figen
Holkerenden - en smal sprække i klipperne
Sprækkedannelse i Holkerendens sydøstlige væg
Holkebroen over Holkedalen
Sommerfest med mange mennesker i Holkedalen i 1954. Billedet tilhører Bornholms Museum
Julie Høm har sit atelier i Holkedalen
Gudhjem havn under Aasen
Aasen med helleristninger
Gudhjem havn med Aasen i baggrunden
Sommerhusbyggeri tæt på kysten i Grevens Dal
Gudhjems røde tage sommeren 2021
Gudhjem havn sommeren 2021 - efter Corona'en